Vores tid er ikke kun moderne. Det glemmer vi nogle gange, for sociologer har længe fortalt os, at vi lever i et jernbur af rationalitet, hvor vi kontrollerer vores verden gennem videnskabeliggørelse. Vi fremmedgøres for os selv og vores omverden, fortryllelsen hæves.
Men den rationelle overflade skjuler et dyb af førmoderne impulser, der kommer til syne på en måde, der ikke altid er særlig opbyggelig. Vi ynder nemlig at se verden moralistisk, som den bør være, ikke altid som den er.
Her bliver fænomenet atavisme akut. Leksikalsk defineres fænomenet som genopdukken af en egenskab, der fandtes flere generationer tilbage. Jeg tænker på atavisme i forbindelse med aktuelle eksempler som dette fra Sverige: Der er nu 55 no-go-zoner i Sverige.
Der findes en del eksempler på frembrud af atavistiske kræfter i moderne tid, og de er både fascinerende og skræmmende at bevidne, fordi de i generationer har været usynlige på vores breddegrader. Det, man kunne kalde ”kampen for territoriet”, kampen for at sikre sine egne og rense ud blandt fremmede, er kun et eksempel. Med en eufemisme kalder man disse områder parallelsamfund.
Kræfterne findes i liberale kulturer som de vestlige, men er mest synlige i illiberale kulturer som de muslimske. Vi har kendt dem i årevis fra de hundredvis af ”følsomme” indvandrerzoner i Frankrigs forstæder. Men de er også nået til det fredelige Norden. Forleden kunne JP berette om en dansker, der føler sig forfulgt i Gellerup. Tidligere var det grønlændere, der bogstavelig talt blev stenet ud af området. Man kan supplere med de mange beretninger om kristne, der overfaldes på asylcentre og med anti-semitismen, det gamle had, der igen er slået ud med drab på jøder i Frankrig og Belgien og fordrivelse af det jødiske samfund i Sverige. Vesten som hjemsted for et berigende jødisk liv i århundreder kan meget vel være slut om nogle år.
Interessant er brugen af stenkast, der ikke blot er rettet mod enkeltpersoner. Eftersom det er territoriet, der skal afmærkes og sikres, er stenkast oftest rettet mod myndighedspersoner som politi og brandvæsen; i Sverige kræver ambulancefolk nu militær udrustning, hvis de skal ind i disse fjendtligt sindede territorier. Men også brugen af ildspåsættelser (af biler, bygninger, containere m.m.) og molotovcocktails for ikke at tale om sprængninger – som nu har nået et rekordstort antal i vores broderland – tiltrækker sig interesse hos den, der undersøger atavismen.
Der er nemlig noget primitivt og arkaisk over brugen af stenen og især ilden som våben. ”Sådan flammer fjerne verdener til øjets lyst op i undergangens skønhed”, som Ernst Jünger skrev. Nietzsche skrev i samme ånd om ”ekstremernes magi”. Man kunne tale om verdens genfortryllelse, men unægtelig i en dæmonisk-destruktiv forstand.
Det er måske det egentlig fascinerende ved atavismen: Den lader os se verden i et mytisk skær. Myten modsiger fremskridtstanken, der betoner udviklingen. For et mytisk blik er det afgørende derimod situationen, de intense øjeblikke, hvor nærværet, tilstedeværelsen, bliver følelig. Heri ligger utvivlsomt en del af tiltrækningen i dyrkelsen af irrationelle og emotionelle stammefællesskaber, af det instinktive, der siden de ældste tider har præget tribalismen, og som altså også dukker frem i vores oplyste tidsalder.
Bedre end de fleste har den tyske forfatter Thomas Mann skrevet om de atavistiske fænomener i romanen ”Doktor Faustus” fra 1947. I en beskrivelse af byen Kaisersaschern i tiden omkring den nazistiske vækkelse hedder det:
”I luften var der blevet hængende noget af menneskesindets tilstand fra de sidste årtier af det 15. århundrede, dets hysteri fra den svindende middelalder, en slags latent sjælelig epidemi: Det er mærkeligt at sige om en forstandigt-nøgtern moderne by (men den var ikke moderne; den var gammel, og alder er fortid som nutid, en fortid som nutiden blot har lagret) […] Denne tid hælder […] selv tilbage til hine epoker og gentager med enthusiasme symbolske handlinger, der over sig har noget dystert og noget, som slår nutidens ånd i ansigtet såsom bogbrændinger og andet, som jeg helst ikke vil berøre med ord.”
Vores moderne byer er også præget af en dyster entusiasme. Her tænker jeg ikke blot på bilafbrændinger og etnisk udrensning, nej, andre ældgamle forestillinger bliver igen virulente. Dem og os-sondringen fremkalder fjendskabsenergier, der får sin kraft fra etniske, ja, ligefrem racistiske tilhørsforhold. Det gælder ikke mindst den anti-hvide racisme. Men ”vi” kan også. I radioen forlyder det lige nu, at der er store opstande imod udlændinge i Tyskland. Hvornår mon de næste racistisk motiverede brandbomber kastes mod asylcentrene? Selvfølgelig, havde man nær sagt, præger etniciteten stadig mennesker, for det har den altid gjort. Det er ikke noget, man bare smider på historiens mødding; det vil også i fremtiden slå igennem – og desto stærkere, jo mere man fortrænger det.
Studier af borgerkrigens faser – fra Balkan og Rwanda til Syrien i dag – har vist, at selv mennesker, der ikke ønsker at blive en del af konflikten, med tiden uundgåelig bliver inddraget i den. Og mennesker positioneres ud fra de mest basale sondringer: Den religion, etniske gruppe, stamme eller klan, man tilhører, og nogle gange rækker sondringen helt ned i det mest enkle: Hvordan man ser ud. Det er racisme som noget andet end ufarlig snak om tegneserier, børnefilm og Haribolakridser. I borgerkrigen bliver man simpelt hen afkrævet en stillingtagen: Er du med os eller imod os.
Vi troede, at vi havde lagt det bag os i det historiske fremskridt, men nu er det her igen. ”Thymos” var grækernes ord for den del af mennesket, der kæmper symbolske kampe om immaterielle værdier, for stolthed og ære. ”Revanche de Dieu” som man siger på fransk, og det er ikke kun en human gud, som vi har skabt i vores eget billede, men en dømmende og hævngerrig gud, der er vendt tilbage. Bag vores illusion om en forskønnet, forbedret verden finder dybe passioner afløb, og mennesker kræver nu som dengang forløsning af den opdæmmede thymotiske vrede. ”Vreden, Gudinde! besyng” – og det gør gudinden så i daglige beretninger fra barbariets forgårde.
Naturligvis gennemlever vi ingen borgerkrig, den er allerhøjest molekylær, som Enzensberger skrev, og naturligvis er der intet, der siger, at den uundgåelig vil bryde fuldt ud. Men vi kommer næppe af med atavismen. Som jeg skrev i mit seneste indlæg, kan udviklingen med ét pludselig accelereres, og vi bør huske, at det, der var utænkelig for få år siden – som mange af fænomenerne jeg her har beskrevet – nu er forholdsvis almindelige. Hvem bliver stadig forskrækket over gaderøverier, ildspåsættelser, stenkast mod politi og ambulancefolk, forfølgelse af mindretal og dannelse af parallelsamfund?
Lad os til slut høre Mann igen om mellemkrigstidens radikale tidehverv:
”Det var en gammel-ny, en revolutionært-atavistisk verden, i hvilken de til individets idé bundne værdier, nemlig sandhed, frihed, ret, fornuft, var sat helt ud af kraft og forkastet eller dog havde antaget en fra de sidste århundreders helt forskellig betydning, idet de nu var vristet fra den blege teori og blevet blodrigt relativeret, sat i relation til magtens, autoritetens, trosdiktaturets langt højere instans – ikke på en reaktionær måde, fra i går eller i forgårs, men sådan, at det var ensbetydende med menneskehedens ultramoderne retrogradation til teokratisk middelalderlige tilstande og betingelser […]”.
Atavisme. Jeg tror, at vi gør bedst i at lære ordet at kende.
Artikkelen ble først publisert i Berlingske 19. november 2014 og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.