Det er ikke bare i Groruddalen idealister eller andre ressurspersoner kan finne at livet i multikulturelle områder ikke alltid er som i reklamen.
I Danmark som i Norge påpeker myndigheter, innvandrerforskere og organisasjoner på at et av integreringsproblemene er «hvit flukt»; at ressurssterke personer og familier forlater boligområder der innvandrerandelen stiger, og således forsterker den pågående segregeringen.
Da flere undersøkelser i 2008 viste at en for stor andel tospråklige på skolen er problematisk både hva gjelder nedsatt læring og økt vold, foreslo partiet Socialdemokraterne og et flertall i København kommune å innføre skoletvang i kommuner med integreringsproblemer. Kort etter viste det seg at de sosialdemokratiske partispissene Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen selv hadde flyttet sine barn fra den offentlige folkeskolen – for “barnets skyld” – til privatskoler med få eller ingen minoritetsspråklige elever.
Tendensen med at velutdannede danske foreldre flykter fra skoler med mange elever med innvandrer- eller flyktningbakgrunn er også dokumentert av Beatrice Schindler Rangvid, forsker ved AKF (Anvendt Kommunal Forskning).
Rangvids undersøkelse fra 2007 viser at foreldre – både danske og etniske minoriteter – trekker sine barn ut av skolen når flere enn hver tredje elev er såkalt tospråklige. Dette gjelder særlig høyutdannede foreldre. Undersøkelsen viste også en klar tendens til at høytutdannede foreldre reagerer kraftigere på en stigende andel tospråklige enn det lavtutdannede foreldre gjør. Forskerne Peter Jensen og Nina Smith har kommet til samme konklusjon som Rangvid på bakgrunn av PISA Etnisk 2005, en undersøkelse av kompetanser hos danske og etniske minoritetselever i niendeklasser: “Jo høyere etnisk konsentrasjon i skolen, jo lavere testresultater oppnår både de danske og ikke-vestlige elevene”.
Det blir derfor stadig foreslått og iverksatt tiltak som skal gjøre de aktuelle områdene med attraktive for ressurspersoner med og uten familie, som billigere boliger, grøntområder, bedre skoler, kulturtilbud og så videre.
Spørsmålet er om det hjelper, når en fredelig tur i grøntområdene ender i uprovoserte konfrontasjoner.
Det bor 7003 personer i Gellerup og av dem har 80.2 prosent bakgrunn fra ikke-vestlige land. 38,3 prosent er under 18 år og bare 28,3 er selvforsørgde. Litt over halvparten står utenfor arbeidsmarkedet.
Den 26 år gamle, etnisk danske «Martin» er nettopp en slik person den nye helhetsplanen for Gellerupparken i Århus, et området som står på regjeringens ghettoliste, har som formål å trekke til det belastede boligområdet for å endre beboersammensetningen.
Men på grunn av det han selv har opplevd det knappe året han har bodd der, vil han aldri finne på å bosette seg der med kone eller barn. Og hans erfaringer er ikke enestående:
»Allah hader dig.«
»Du ligner en kartoffel.«
»Føler du dig truet?«
Siden den 26-årige Martin flyttede til Gellerup for knap et år siden, har de ubehagelige møder med særligt unge, mandlige beboere i området været flere. Ovenstående er nogle af de tilråb, han gengiver, og han er ikke selv i tvivl om, at chikanen udspringer af, at han ikke er muslim som mange af sine naboer.
»Jeg vil gerne være ude og f.eks. kunne sidde på en bænk i parken og læse en bog. Men der har jeg oplevet nogle folk, som er dybt nedladende, hadefulde, racistiske og truende over for mig. Jeg er efterladt med det klare indtryk, at der er områder i Gellerup, hvor jeg ikke skal færdes,« lyder det fra Martin.
Ressourcestærke personer som Martin er den type beboere, der mangler i Gellerup, hvor helhedsplanen bl.a. skal bidrage til at ændre på beboersammensætningen.
Men for Martin er konsekvensen af oplevelserne i området klar: Han vil ikke stifte familie der.
Hans beretning om tilværelsen som kristen dansker i området er ikke enestående, lyder det fra flere kilder.
Helle Hansen, formand for Gellerupparken, »hører af og til« om sager som Martins.
Også Jens Espensen, leder af lokalpolitiet i Gellerup, har hørt om, at danskere chikaneres i området.
»Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af rygterne er sande, men vi har ikke fået nogen henvendelser. For at vi kan gøre noget ved det, skal vi vide det, og det her kunne være en god anledning til at tage en snak med de knægte,« siger Jens Espensen.
«Martin» har tidligere bodd i et ghettoområde i London, og ville ikke valgt vekk et sted som Gellerup på grunn av beboersammensetningen. Som innvandrerforsker Silje Bringsrud Fekjær er han derimot tiltalt av de mulighetene for tverrkulturelle møter slike områder byr på.
Men i Gellerup har han gjentatte ganger opplevd sjikane og avstandtagen fra noen av de muslimene han betrakter som naboer. Han blir tatt bilder av, spurt om han er rasist og får høre at Allah hater ham. Religion er tilsynelatende årsak til sjikanen:
»Gellerup er et dejligt sted med store arealer og masser af børn, som løber og leger. På den måde er det et positivt sted at være. Men der er kun den ene side af det. Jeg oplever, at jeg holder mig for mig selv, og at mange af de muslimske beboere her gør det samme. Der er ikke megen integration på den måde,« siger han.
Og én ting er, når folk holder sig for sig selv. Noget andet er konfrontationer som den for nogle uger siden.
Martin havde sat sig ned i parken med en bog for at læse i solen, og da han på vejen hjem gik ad den brede cykelsti, som løber gennem Gellerup fra City Vest og op mod Bazar Vest, blev han stoppet, gengiver han.
Han afviste at danse for dem, og så spurgte de til hans bog, »for det var nok en kristen bog,« som Martin fortæller. Bogen, han læste, var Homers Odysséen.
Derfra husker han ikke det præcise forløb, blot at han fik »et hav af fornærmelser«.
»De spurgte mig, om jeg er kristen, og det er jeg. Jeg er ikke bare kulturkristen, jeg går i kirke hver søndag, så jeg svarede ja. De spurgte mig så hvorfor, og det første, der faldt mig ind, var ”fordi den kristne tro handler om, at Gud elsker alle mennesker”. Først bagefter faldt det mig ind, at jeg ikke skulle have svaret på spørgsmålet,« siger han.
»En af dem svarede: ”Gud elsker ikke dig,” fordi jeg spiser svinekød. Det er urent. ”Allah hader dig,” sagde han. De beskyldte mig for at gå til prostituerede og for at sidde derhjemme og se porno. Adskillige fuckfingre blev stukket i ansigtet på mig, og de sagde, at jeg skulle skride. De skubbede til mig, en af dem sparkede mig over benet, og der var en fyr, som tog mine nøgler og løb,« fortæller Martin og tilføjer, at han fik sine nøgler tilbage, efter at en ung forbipasserende kom til og blandede sig.
«Martin» sier til Jyllands-Posten at han inntil videre vil fortsette å bo i Gelleruparken og oppsøke kulturelle møter. Han ser det som en trøst at han aldri har opplevd sjikane fra voksne, bare fra unge. Han mener det er viktig å huske på, fordi det er så lett å bli fordomsfull av slike episoder.
– Jeg er ikke redd, men man vet aldri hva som kan skje, sier han.
For han har altså sluttet å sykle i parken om kvelden i sitt eget boligområde.
Jyllands-Posten: »Jeg vil aldrig bo her med børn. Det tør jeg ikke«