Fredrik Reinfeldt, forrige statsminister som kjørte full gass på masseinnvandringen, sa det krystallklart i et juleintervju nylig: Sverige skal være grenseløst. Alt annet er mangel på barmhjertighet (ca 13.50 ut i intervjuet). For hvorfor har svensker eierskap ti Sverige, som har bodd i landet i tre til fire generasjoner? spør han. Hvorfor er det ikke innvandrere som kommer i voksen alder som skal forme Sveriges fremtid?
Jeg vil anta at Reinfeldt mener det avdøde Steinar Lem mente, at tibetansk kultur er verneverdig, som Lem skrev i en kronikk på rights.no like før han døde. Men for Reinfeldt er altså ikke svensk kultur verneverdig. Det er norsk kultur, mener jeg, og nettopp derfor blir jeg mer og mer bekymret for den åpne grensen vi har til Sverige.
Historikeren, forfatteren og tidligere redaktør av det venstreorienterte presseorganet Information, Lars Hedegaard, kommenterer den nye svenske parlamentariske utviklingen hos Dispatch International, mens Oslo Aps ordførerkandidat Raymond Johansen er lykkelig over den svenske utviklingen, og hverken VG eller andre større medier i Norge har en kritisk holdning til den semitotalitære utviklingen i vårt naboland.
Ap fremstår som svært delt. Jeg vil anta at på høyresiden, den innvandringsrealistiske siden, er man rystet over utviklingen, mens venstresiden, der den tidligere SV-eren Johansen befinner seg, synes det politiske grepet for å kneble et parti som står på demokratiets side er legitimt?
Sverige går planken ud
Av Lars Hedegaard, redaktør
Med ”Decemberoverenskomsten” har den svenske regering og opposition gennemført en forfatningsomvæltning, hvis formål er at holde store dele af vælgerne uden for demokratisk indflydelse.
Fra og med i dag, lørdag den 27. december 2014, har Sverige i realiteten kun to partier: På den ene side De forenede Partier (Socialdemokraterne, Miljøpartiet, Moderaterne, Centerpartiet, Kristdemokraterne og Folkepartiet) og på den anden Sverigedemokraterne, som er landets eneste oppositionsparti. Dvs. så længe det får lov at findes og stille op til valgene i håbet om at dets stemmer bliver optalt.
Man kan også beskrive det nye politiske system på en anden måde, nemlig som et toparlamentssystem. Officielt regeres Sverige af Riksdagen. Uofficielt, men i realiteten, af et skyggeparlament bestående af De Forenede Partier, der aftaler alt indbyrdes – uden at offentligheden får indblik i forhandlingerne. Riksdagen optræder derfor som et slags ekspeditionskontor for allerede trufne beslutninger.
Det var en glad og stolt statsminister Stefan Löfven, der kl. 10.30 kunne træde frem på tv og forkynde, at De Forenede Partier havde indgået en såkaldt “Decemberoverenskomst”, der betyder, at hans regering er fredet frem til det ordinære valg i 2018 og at der altså ikke bliver udskrevet noget nyvalg den 22. marts, som han havde bebudet.
Overenskomstens hovedindhold er, at den siddende regering får garanti for, at dens finanslov ikke vil blive nedstemt, dvs. at Löfven vil kunne regere uforstyrret. Og da overenskomsten går til det følgende ordinære valg i 2022, gælder det også en eventuelt kommende borgerlig statsminister.
Uanset hvilken regering Sverige har de næste otte år, vil den i realiteten kunne regere diktatorisk, fordi finansloven er fundamentet for enhver anden politik. Det er finansloven, der sætter grænserne for hvad man kan gøre på de tre politikområder, som De Forenede Partier har proklameret, at de vil samarbejde om: forsvar/sikkerhed, pension og energi.
På pressekonferencen talte samtlige seks partiledere henført om nødvendigheden af at Sverige kan styres under “ordnede former” og “stabile forhold” og de faldt hinanden om halsen med taksigelser for, at de alle ville bidrage til at “tage ansvar for Sverige”.
Ingen af partilederne sagde et ord om den overvægtige elefant i svensk politik, nemlig masseindvandringen, der er så udgiftskrævende, at den med garanti vil kuldkaste forudsætningerne for enhver finanslov.
Det var SVT’s politiske kommentator, Kerstin Holm, der som optakt til pressekonferencen røbede det egentlige formål med Decemberoverenskomsten, nemlig at stoppe Sverigedemokraterne. Det vil sige holde partiets over en million vælgere – ifølge de seneste opinionsmålinger – uden for demokratisk indflydelse.
Alle disse svenskere har nu fået den sure julegave, at de kan stemme så tosset de vil. Med mindre SD skulle opnå mere end 50 pct. af stemmerne, bliver der ikke taget ringeste hensyn til deres vælgeres ønsker og bekymringer.
Folkepartiets leder Jan Björklund sagde det tydeligst: Det drejer sig om at holde “misnøjepartierne” væk fra indflydelse.
I gamle dage forudsatte man, at oppositionen var misfornøjet med regeringens politik. Det var derfor den var i opposition. Men Decemberoverenskomsten afskaffer politik i gammeldags forstand. Ingen, der står uden for den store forbrødring i Sveriges skyggeparlament, vil blive hørt.
Hvad så med indvandringspolitikken? Den kommer vi til at løse på en “god måde”, meddelte Stefan Löfven. Det må forstås på den måde, at De Forenede Partier vil træffe beslutning uden om Riksdagen – og uden at befolkningen får noget at vide, inden den bliver præsenteret for et fait accompli.
Det er fuldt forståeligt, for De Forenede Partier er naturligvis fuldt bevidste om, at den svenske forfatningskrise er affødt af årtiers katastrofale og ansvarsløse indvandringspolitik, som de for alt i verden ikke vil drøfte med folket.
De Forenede Partier regner nu med, at de kan promenere splitternøgne gennem Sverige de næste otte år og at eventuelle uartige drenge, der siger, at de ikke har noget på, vil blive fjernet af myndighederne og hængt ud i pressen.
Og i øjeblikket er det svært at, hvad der skulle kunne spænde ben for deres triumftog.
Det skulle da lige være det økonomiske sammenbrud, som deres indvandringspolitik med garanti vil medføre.
Men som en fransk adelskvinde er citeret for at have sagt få år før enevældens sammenbrud i 1789: “Après moi, le déluge.“ Efter mig syndfloden.
Men hvem bekymrer sig om syndfloden, så længe man har magten?
Takk til Hedegaard for tillatelse til republisering.