Dagbladet Politikens debatredaktør Per Michael Jespersen har fået en fiks idé.
Han vil øjensynligt skabe en ”mobil skole” ved at tvangsfjerne børn fra bedre stillede kvarterer som f.eks. Østerbro til det berygtede Nørrebro i København. Han kalder det ”udvekslingsaftaler” mellem landets folkeskoler. «Privilegerede” skoler skal i fremtiden huse de ”ikke-privilegeredes” børn tre måneder om året, sådan at halvdelen af 7.a på den ene skole byttes ud med halvdeles af 7.b på den anden skole.
Hvad der skal ske med de elever, der bliver tilbage, melder forslaget ikke noget om, det er åbenbart en mindre detalje.
For den privilegerede debatredaktør, hvis egne børn naturligvis har gået på en ”international profilskole” på den rigtige side af Tagensvej (der skiller Østerbro fra Nørrebro), er andres børn legoklodser, man bare kan rykke rundt med efter forgodtbefindende.
De véd jo ikke bedre, de små stakler, og ”de ville have godt af at bytte skoler og lærere”, som det proklameres fra Rådhuspladsen.
Det afgørende for denne elskværdige og respekterede mand er hans udprægede sans for skønheden i hans egen sociale ingeniørkunst, der er som taget ud af Myrdalernes Sverige eller Ulbrichternes DDR. Han ser tydeligvis sig selv som en af de Gode, idet hans motiver er ædle. Han er endda så intim med os, at han indvier os i en af hans livs mest alarmerende oplevelser:
”En af de oplevelser, jeg husker bedst fra min skoletid, var, da jeg kom i en uges tvungen praktik på en fabrik i Ballerup. Der stod jeg ved min maskine og ventede på, at det blev pause. Jeg tænker tit på oplevelsen, der kurerede enhver form for begyndende skoletræthed. Her fik jeg større indsigt end nok så mange timer i samfundsfag.”
Man ser det for sig: Sød, lille akademikerdreng med spaghettiarme og hvalpefedt får sig én på opleveren ved samlebåndet (hvor vi er nogle stykker, der har stået, også i vores fritid, for at tjene lidt håndøre). Og iler hjem til mor og far og PH-lampen. For, uh, hvor er der stygt i Ballerup! Føj!
Denne form for hovmod er i virkeligheden den værste. Den godhjertede af slagsen. Bliv som mig! Lad mig hjælpe! I har brug for det, især jer, de ”ikke-privilegerede”. Dét kommer vel at mærke fra en herre, som med garanti spankulerer rundt arm i arm med sin chefredaktør Bo Lidegaard og tror, at han da aldrig kunne finde på at dele folk op i ”dem” og ”os”. Men det er lige præcis, hvad debatredaktøren gør – uden at forstå så meget som en stavelse.
Man kan godt vælge at grine ad typer som Per Michael Jespersen. Men i så fald skal man huske på, at hans art af sociale farisæere er i fuld gang med at tvangssmadre Danmark, om ikke nu, så i morgen. Deres tant og fjas udspringer af en efterhånden dybt rodfæstet (selv)godhed, der er gået hen og blevet en fuldfed tradition i efterkrigstidens socialdemokratisk-multikulturelle Danmark.
At redaktørens forslag til skabelse af den debile skole med sikkerhed vil slå undervisningen og den faglige progression i stykker begge steder, bekymrer selvsagt ikke manden. Det er lige meget, for han besidder noget mere finere end konsekvenser. Han har de rette motiver, og det er som bekendt dem, kampen står om i dag:
”Skriv det ind i loven. Gør det til en pligt for den enkelte kommune, skole og lærer. Gør noget!”
Sådan taler cremen af den kreative klasse i kommandoer, også når det handler om folkeskolen. Denne plaprende og fordømmende elite har så godt som aldrig før mødt modstand, men er svævet nænsomt med tidsånden lige siden det blev dekreteret, at hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære. Alt skal smøres ud i et tyndt lag: Jo tyndere, jo bedre. Er du privilegeret? Jamen, det må vi gøre noget ved!
Den kreative klasses latente selvhad, manifeste selvgodhed og deraf afledte handlingsiver vil hver evig eneste gang skabe større forvirring i den sociale virkelighed end hidtil og i endnu større omfang end tidligere gøre børnene til objekter i det allerede overgjorte multikulturelle-terapeutiske eksperiment, vi trækkes med dag ud og dag ind.
Følgelig: mere Cirkus Godhed, mere halalrigtig ingeniørkunst, flere taxaregninger, mere dårlig samvittighed, flere sociale projekter, smukkere hensigter, finere programerklæringer, flere love, mere bureaukrati og en stadig mere faglig slaphed – lige indtil folkeskolen er tømt for ”privilegerede” elever – og privatskolen er blevet den nye folkeskole.
Kære politikere: Vi har de folkeskoler, vi har, og vi må se at gøre dem bedre – fagligt med respekt for viden og kundskaber, disciplinært med respekt for ro og orden og engagerende i takt med tiden.
Ikke engang dyr trives specielt godt i en zoologisk have.
Artikkelen ble først publisert hos Jyllands-Posten 21. januar, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.