LONDON: Lige nu er den islamiske terrorgruppe Boko Haram igen i verdens søgelys. 2000 mennesker menes dræbt i en massakre på byen Baga i den nordøstlige del af landet. Boko Haram er gået fra hus til hus og har dræbt op til 2000 mennesker. Og den 10. januar sprængte en kun 10-årig pige sig selv og mindst 19 mennesker i luften på et marked. Det er velkendt, at Boko Haram sender kvinder og også børn, der formentlig slet ikke ved, hvad de får fastspændt på kroppen, ud som selvmordsbombere.
Rædselshandlingerne føjer sig til en lang liste af terrorangreb, drab og bortførelser. Mest kendt i Vesten er bortførelsen af mere end 200 skolepiger april 2014.
Den nigerianske regering erklærede sidste år, at man havde indgået våbenhvile med gruppen. Men Boko Harams leder, Abubakar Shekau tilbageviste på en video, at det skulle være tilfældet. Derimod påstod han, at Boko Haram har bortgiftet skolepigerne. Pigerne skulle også være konverteret til islam.
David mod Goliath
I dag samler den nigerianske terrorgruppe soldater op fra Chad og Cameroun og er ved at transformere sig fra en lokal bevægelse til en vestafrikansk bevægelse. Men hvordan er Boko Haram vokset frem? Den 38-årige britisk-nigerianske forfatter og rejseskribent Noo Saro-Wiwa er en af dem, der har undersøgt fænomenet. Hun er datter af en af Nigerias mest berømte menneskerettighedsforkæmpere, Ken Saro-Wiwa, som det daværende militærregime hængte i midten af 1990erne:
”I dag er det gået op for mig, hvor meget jeg beundrer min far. Men hans kamp var Davids kamp mod Goliath. Den var dømt til at mislykkes”.
Saro-Wiwa er vokset op i Storbritannien og rejste for et par år siden Nigeria tyndt for at samle materiale til det, der blev til et kærligt og kritisk portræt af landet. Debutbogen Looking for Transwonderland blev udråbt af Financial Times til at være en af de vigtigste bøger i 2012.
Radikalisering har gode vilkår
Det militærregime, der henrettede Noos far i hast og uden rettergang, blev i 1999 afløst af demokrati. Men det er et ungt demokrati behæftet med så mange mangler, at ingen bør undre sig over, at en radikal gruppe som Boko Haram er blevet en magtfaktor, mener menneskerettighedsforkæmperens datter:
”Boko Haram er vokset frem, fordi man i årtier groft har forsømt landet. Enerådende regeringer finder man overalt i verden, men sammen med en enorm fattigdom, særligt i den nordlige, muslimske del af Nigeria, har man skabt en meget farlig cocktail. Jeg spekulerer på, om ikke en del af disse drenge og unge mænd, der er gået ind i Boko Haram havde valgt en anden vej, hvis der havde været jobs til dem?”
Grupper af de tilfangnetagne pigers forældre protesterede oktober 2014 foran præsidentpaladset i Abuja. De klandrede regeringen for ikke at tage affære. En repræsentant for regeringen udtalte, at man vidste, hvor pigerne var, men at det var for farligt at forsøge at befri dem.
USA sendte sidste år militærfolk og fly til Nigeria for at søge efter pigerne. Michelle Obama agiterede for kampagnen ”Bring back our girls”. Ligesom USA markerede halvårsdagen for pigernes tilfangetagen ved at bevilge 40 millioner dollars til Cameroun, Chad, Niger og Nigeria til bekæmpelse af Boko Haram. Netop nu er Nigerias katolske ærkebiskop Ignatius Kaigama gået ud med en appel til omverdenen om at hjælpe. Men hvad siger andre nigerianerne egentlig til Vestens indblanding?
”Der er en skizofreni i Nigeria. Nigerianere klager over, at verden marginaliserer dem, men samtidig går de op i, at de ikke vil trampes på af Vesten. Boko Haram er særdeles antivestlige i deres indstilling. Derfor har der været nigerianske kommentatorer og politikere, der har givet udtryk for, at det kunne give bagslag at tillade USA og andre vestlige lande at blande sig, at man på den måde ville vække Boko Harams vrede i yderligere grad og også blive inddraget i USA’s krig mod terror. Men hvis Vesten ikke havde engageret sig i denne sag, hvem havde så? Skal vi måske vente på, at Pakistan, Saudi Arabien eller Malaysia træder ind på scenen? Det kommer jo aldrig til at ske”.
Koranskoler og kolonitid
Boko Haram indledte sin voldskampagne i 2009. Mellem 6-8000 mennesker er siden dræbt af gruppen, der blandt andet foretager bombesprængninger og kidnapninger af politifolk udover at kidnappe skolepiger. Kvinder holdes ofte som sexslaver, ligesom Boko Haram har tvunget tilfangetagne kvinder og mænd til at blive soldater. Alt sammen med det formål at få en islamisk stat i nord og destabilisere Nigeria. Men problemet går meget langt tilbage, mener Saro-Wiwa. I en artikel i maj 2014 i det britiske magasin Prospect opridser Saro-Wiwa Nigerias historie: For Nigeria eksisterer, fordi britiske kolonialister forenede den sydlige kristne del af landet med det muslimske nord: Det var lettere og billigere, forklarer Saro-Wiwa, at lade den nordlige dels «islamiske magtstrukturer og kultur intakt. Mission og vestlig uddannelse var koncentreret i det olierige syd, en region der har haft det økonomiske overtag lige siden”.
Mange af de mænd, der er gået ind i Boko Haram, siger Saro-Wiwa, er ”uddannet i gratis, muslimske skoler, hvor koranen er det eneste, de læser. Vestligt uddannede piger ses som en fornærmelse mod mænd, der føler sig kastrerede af arbejdsløshed og marginaliserede i et sekulært og korrupt økonomisk system”.
Men Saro-Wiwa advarer mod at forfalde til at give kolonitiden – der sluttede i 1960 – skylden:
”Des længere væk, vi kommer fra kolonitiden, des mindre bliver skylden. Nigerianere må se i øjnene, at det er egne, uansvarlige politikere, der i dag bærer hovedansvaret for, at landet er i kørt i sænk”.
Et land i kaos?
Saro-Wiwa havde ikke havde besøgt Nigeria siden den officielle begravelse af hendes far i 2005. Da hun kom tilbage i 2011 fandt hun et land, hvor ingenting fungerede: Med konstante elektricitetsnedbrud. Dårlige veje. Arbejdere, der ventede måneder på at få løn og pensionister, der kan kigge i vejviseren efter pensionen. Universiteter, der engang var noget værd, men hvor en afgangseksamen svarede til, hvad man har lært på gymnasier andre steder i verden. Olie, der forsvandt uregistreret ud af landet, og hvor pengene gik i private lommer. Politikere, der pugede til sig og en korruption, der var løftet op på et hidtil uset niveau.
Men er der ikke noget godt at sige? Nigeria er jo efter nye beregninger i dag det afrikanske land med den største økonomi?
”Det er ikke overraskende. Glem ikke, at Nigeria er Afrikas mest folkerige land. Og husk, at det kun er de rigeste ti procent af nigerianerne, der får del i denne vækst”.
I år er der valg i Nigeria. Og måske er der alligevel et lille håb:
”Hvad vi har så, i forbindelse med den internationale opmærksomhed omkring Boko Haram var, at landets politikere måske for første gang forstod, at de ikke bare kan gøre, som det passer dem. De blev for eksempel nødt til at mødes med de kidnappede pigers forældre. De blev nødt til at overveje, hvordan det, de foretager sig, ser ud i forhold til vælgerne.”