Har den europæiske civilisation, hvad der skal til for at opretholde sig selv? Jeg tvivler.
Det var den excentriske britiske økonom John Maynard Keynes, der blev berømt for at mene, at forbrug var vejen ud af enhver krise, og at vi i det lange løb alle ville være døde alligevel. Formuleringen var elegant, men spørgsmålet er, hvorvidt den moderne europæiske livsstil kan opretholdes i det lange løb – eller om den underminerer sig selv?
Det er den franske middelalderhistoriker Rémi Brague, der rejser det prekære spørgsmål i et essay i tidsskriftet The Clarion Review. Med det lange løb hentyder han egentlig ikke til det økonomiske anliggende, selv om det er akut nok i sig selv qua vor hastigt faldende fødselsrate, stadigt mindre protestantiske arbejdsetik og accelererende import af mennesker fra det ulykkelige Arabien. Men spørgsmålet skal også forstås kulturelt. Har vi de åndelige kræfter, der skal til for at garantere de europæiske værdiers fortsatte vigør, som ikke kun hviler på oplysning, retsstat, demokrati og teknologisk udvikling, men kommer fra 2.000 års kristendom, herunder idéen om menneskets individuelle værdighed og arven fra den antikke verden?
Vi nulevende har jo ikke selv fundet på disse værdier; de lå i vores vugge.
Bragues pointe er, at vi lever på gamle idealer, men konstant undsiger dem. Som parasitter i et smukt, gammelt egetræ nyder vi godt af vore forfædres arv og arbejde, mens vi negligerer eller nedgør kilderne til vor frihed og velstand. Fortiden opfattes som en gæld, vi skal vriste os fri af, og velvilligt destruerer vi vor åndelige kapital.
Troskab er ikke længere troskab, men en egenskab, vi alene udviser over for vor parasitære virksomhed.
Franskmanden minder om, at den første kritik af den europæiske civilisation kom fra Europa selv. Det var oprindeligt en af vore styrker, men dyden har forvandlet sig til en last, fordi vi i 100 år ikke har påskønnet kontinentets civilisatoriske landvindinger.
I mødet med først nazismen og kommunismen og nu, stillet over for den islamiske ideologi og terror, mister vi os selv – igen – og kollaborerer.
Anderledes kan jeg ikke beskrive den måde, hvorpå medier og den politiske klasse overlader scenen til imamer, klaner, indvandringslobbyister og venstreorienterede akademikere og apostle, hvis indgroede had til den vestlige verden og de europæiske nationalstater mildest talt slører deres forståelse af shariaens lavpraktiske og lavsociologiske fremmarch i de europæiske byer fra det sydlige Spanien til det nordligste Sverige.
Det er takket være disse forenede kræfter, at vi i stigende grad opfører os, som om islam er ukrænkelig.
De krænkede vinder frem, kronisk og vedholdende, og til dem skal alt godt gives, undskyldninger, særstatus, spalteplads og endeløs tolerance. Det er jo derfor, at vi i snart 20 år har anklaget Gud og hvermand for islamofobi og med varierende midler, fordømmelse og desperation har forsøgt at lukke munden på dissidenter, der gav sig i kast med satire og kritik af Muhammeds gloriøse eftermæle.
I 1990 skrev repræsentanter for 57 muslimske lande under på det dokument, der hedder Kairo-erklæringen, ifølge hvilken ”guddommelig” islamisk lov overtrumfer national lovgivning.
Sheiker og stormuftier har fået FN med på spøgen, som forsøger at indføre internationale blasfemiparagraffer herfra og til Honolulu, og de er blevet bakket op af kohorter af vestlige intellektuelle, kunstnere, redaktører og politikere, der tror, de gør godt ved at give efter, men reelt undergraver den vestlige verdens åndelige og politiske fundament.
Rémi Brague er en pæn mand, så han nøjes med at skrive lærde essays og bøger. Men hans skrift er en flammende advarsel til de bekymringsløse europæere, der nægter at forstå, at det gode liv ikke bare er et komfortabelt liv, omgivet positive nyheder fra de tidssvarende, visuelle billedmedier uden substans.
Det gode liv har altid krævet et minimum af vilje til at træde ind i det ukomfortable.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 6. februar 2015 og gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.