Dette skriver Jeppe Samuel Cholewa Juhl. Gjengitt med Trykkefrihedsselskabets vennlige tillatelse.
Om få generationer vil de religiøse jøder være helt forsvundet fra Europa. Og når de religiøse jøder forsvinder, så vil vi sekulære jøder også forsvinde. De religiøse jøder vil være at finde i Israel, vi andre vil med stigende hast miste vores jødiske identitet og assimilere bort.
Uden de religiøse jøders tilstedeværelse kan vi sekulære nemlig aldrig bevare en jødisk identitet. For hvor skal vi, der ikke tror, tage hen og fejre Yom Kippur eller Rosh Hashanah, når den sidste rabbiner er væk. Når dørene til vores synagoge er blevet lukket og låst for aldrig mere at blive åbnet?
Dette står mig lysende klart efter de to seneste terrorangreb i Europa i henholdsvis Paris og København, for ingen religiøse menigheder kan i længden leve med at skulle opdrage deres børn i skyggen af beskyttende maskinpistoler. Og det er præcis den begrædelige virkelighed, Europas og Danmarks jøder står over for i dag.
Det var derfor, jeg græd foran synagogen i weekenden. Jeg græd for helten Dan Uzan, der gav sit liv for at beskytte sin menighed.
Jeg græd for den uskyld, vi mistede i det Danmark, der har så stolte traditioner med at beskytte sin usædvanligt velintegrerede jødiske befolkning,
Jeg græd, fordi mordet på Dan Uzan i realiteten indvarslede enden på jødisk liv i Danmark.
Jeg græd, fordi jeg inderst inde ved, at vores politikere ikke har evnen og viljen til at finde en løsning på problemet med permanent at sikre de danske jøder et jødisk liv i Danmark.
Mange af Europas rabbinere er uenige med mig. De ser lyst på jødernes fremtid i Europa. Det gælder også Danmarks nye overrabbiner, den helt igennem elskelige Jair Melchior. Og det kan jeg egentlig ikke bebrejde ham. Jeg håber af hele mit hjerte, at han og de andre rabbinere får ret. Jeg har dog mine store tvivl.
Rabbinernes opgave er at varetage deres menigheders religiøse og kulturelle interesser og fremdeles kæmpe for at bevare det jødiske liv i deres respektive hjemlande. De er derfor nærmest tvunget til at være optimistiske, og er desuden i disse år fanget i en slags religiøs fælde, hvor kampen for de ortodoks jødiske skikke har sammenfald med de muslimske.
”Vi skal ikke gå her fra med had”, sagde den danske overrabbiner blandt andet i den stærke og smukke tale han holdt i onsdags, da han forestod begravelsen af Dan Uzan.
”Terror skal ikke være grunden til, at danske jøder flytter til Israel”, svarede Jair Melchior til Benjamin Netanyahu, da den israelske premiereminister med sjælden dårlig timing opfordrede danske jøder til at flytte umiddelbart efter angrebet på synagogen.
Og det har Jair Melchior da ret i. I en ideel verden. Men vi lever ikke i en ideel verden. Et jødisk ægtepar med tre børn, som gerne vil se deres børn vokse op frie og glade og med så få bekymringer som muligt, har i virkeligheden ikke noget valg. Næste stop hedder Israel.
Jair Melchior er helt på linje med de folkevalgte politikere, der alle taler smukt og fornuftigt om, at terrorhandlingen i København ikke må skabe polarisering og kløfter mellem religiøse samfund. Taler smukt og rigtigt om, at jøderne i Danmark er danske.
Det lyder umiddelbart både logisk og rationelt, men bag disse forståelige holdninger gemmer sig den uhyggelige sandhed, at hverken Jair eller politikerne evner at adressere ondets rod for alvor. Og ondets rod er en fuldstændig overvældende forfejlet integration af mennesker fra en islamisk kultur, hvor hadet til jøder er lige så naturbestemt som det at trække vejret.
Jair Melchior har ret. Had og vrede fører ingen vegne. Men det nytter jo selvsagt ikke noget, at elskelige og blide rabbinere forsonende, smukt og kærligt rækker hænderne ud, når der ikke for alvor er nogen til at trykke dem i hånden på den anden side.
I disse dage står alle landets ledere på tæer for at forsikre, at de vil gøre noget ved problemet. Men ingen af dem – heller ikke ved mindehøjtideligheden på Gunnar Nu Hansens Plads – tog m-ordet i munden.
Dette er en kæmpe fejl. Og de største tabere er de muslimer, der ikke deler hadet til jøder og til Vesten, som er kommet hertil fra deres dysfunktionelle lande for at skabe sig en bedre tilværelse. Jeg har selv mødt disse pæne og anstændige muslimer. Jeg trykkede flere af dem i hånden foran synagogen i dagene efter angrebet. Problemet er blot, at det ikke er dem, der fører ordet. Mit hjerte bløder for dem. De er gidsler i det umulige multikulturelle projekt.
Vi er næsten alle grebet af angst for at sige den ubekvemme sandhed.
Gerningsmandens etnicitet og religion må ikke nævnes, besluttede SSP i København efter et længere møde. ”Vi er ikke i krig mod islam”, sagde Helle Thorning, selv om hun netop har sendt kampfly til Mellemøsten for at bekæmpe Islamisk Stat.
Jødehad og racisme skal bekæmpes i folkeskolen, udtaler Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der øjensynligt er aldeles blind for, at hun selv er med til at puste til jødehadet, hver eneste gang, hendes parti dæmoniserer Israel på et forkvaklet grundlag.
Og hvordan skal folkeskolen løfte denne opgave? De magter ikke engang at lære anden- og trediegenerationsindvandrere at læse, skrive og regne. Og skal lærerne nu ud og hive parabolantenner ned fra de muslimske hjem. Antenner, der spreder vitriol antisemitisme fra morgen til aften?
Hvor svært er det at forstå, at man ikke kan løse et problem, hvis man ikke ærligt adresserer ondets rod?
Jairs tapre kamp for at bevare det jødiske liv vil derfor desværre være forgæves. Han vil i årene der kommer i stigende grad opleve jødiske forældre, der tager deres børn ud af Carolineskolen. Han vil i løbet af sin tid som rabbiner opleve, at menighedens gamle dør og de unge foretager Alyiah. Det hebraiske ord for udvandring til Israel.
I skrivende stund kæmper den gennemsympatiske Jair og den jødiske menighed i fællesskab med at løse dette dilemma. Hvordan sikrer vi vores børn og vores institutioner uden, at børnene skal vokse op med bevæbnede vagter som deres følgesvende, hver gang de udøver et aktivt jødisk liv?
Men de kæmper forgæves. De kan holde nok så mange møder med Mette Frederiksen og PET. Lige lidt vil det hjælpe. En politimand hist. En ekstra bevæbnet politimand pist. Lidt mere snak om forøget integrationsindsats (suk!). Nogle liturgiske besværgelser om sammenhold og bekæmpelse af racisme fra alle sider (dobbelt-suk!).
Problemet er det multikulturelle samfunds indbyggede fallit.
Årsagssammenhængene skændes man om. Hedegaard og konsorter finder hele forklaringen i koranen og hadditherne. Pittelkow og Jespersen peger på den særdeles problematiske stamme- og hæderskultur. Venstrefløjen har travlt med at pege på de socioøkonomiske forklaringer, og alle er enige om, at konflikten i Mellemøsten bringer ved til bålet.
Sagen er den, at de har alle ret. Jeg kender ikke den rigtige vægtning, dog hælder jeg personligt mest til en lige fordeling mellem Hedegaards og Pittelkow/Jespersens forklaring, men det er aldeles underordnet for de danske jøder. Slutresultatet er det samme. Den muslimske indvandring i Vesteuropa vil i praksis medføre, at Netanyahu får ret. De europæiske jøder er snart en saga blot.
For den eneste løsning er så gennemgribende, at den desværre er illusorisk. Først og fremmest skal al indvandring fra muslimske lande øjeblikkeligt stoppe. Dernæst skal alle muslimer, der ikke ubetinget bakker om det frie, demokratiske samfund repatrieres. Dette er aldeles uladsiggørligt.
Europas ledere har fået deres vilje. De har skiftet deres jødiske befolkning ud med en ny minoritet. Dette er Europas tab, ikke jødernes.