Gjengitt i sin helhet med vennlig tillatelse fra Den Korte Avis.
Regeringen har ignoreret stærke advarsler om, at der var behov for bevæbnede politivagter for at beskytte det jødiske samfund. Dels ved synagogen og dels ved Caroline-skolen.
Advarslerne kom allerede sidste år, og fra jødisk side blev de forstærkede efter terrorangrebene i Paris i januar. Men det jødiske samfund kunne fortsat ikke registrere nogen øget beskyttelse.
Og så gik det altså galt, da den danske terrorist slog til.
Nogle af advarslerne er kommet, efter at Mette Frederiksen blev justitsminister. Hun har således holdt et møde med Mosaisk Trossamfund om sagen. Og hun var politisk ansvarlig for, hvad der skete med jødernes sikkerhed efter terrorangrebene i Frankrig.
Men Mette Frederiksen løber fra ansvaret for, at jøderne blev svigtet.
Mette Frederiksens skriftlige kommentar
Justitsministeren har ikke ladet sig interviewe om sagen, men har nøjedes med at udtale sig skriftligt.
Hun skriver blandt andet, at der ikke kan være to holdninger til jødisk sikkerhed, men føjer så til: ”Spørgsmålet om sikkerheden er en politifaglig vurdering.” (Jyllands-Posten)
Dermed lægger hun reelt ansvaret for den svigtende sikkerhed i forhold til jøderne over på politiet. Men det er ikke holdbart.
Kunne have gjort meget mere
En justitsminister kan ikke bare efter eget forgodtbefindende diktere politiet, hvordan det skal varetage sine sikkerhedsopgaver.
Men ministeren kan naturligvis påpege problemer over for Rigspolitichefen. Hun kan med større eller mindre styrke gøre opmærksom på, at der er bestemte politiske mål, som regeringen ønsker opfyldt.
Hun burde således have drøftet indgående, hvad der var gjort for at øge jødernes sikkerhed, og hun kunne have gjort det klart, at regeringen lagde stor vægt på, at indsatsen blev forstærket.
Men tilsyneladende har hverken Mette Frederiksen eller hendes statsminister, Helle Thorning-Schmidt været særlig velinformerede om, hvad der egentlig blev gjort for at beskytte jøderne efter terrorangrebene i Paris.
Thorning har bare gengivet, at beskyttelsen var øget, uden at nogen fra politisk hold har lagt sig i selen for at finde ud af, hvad og hvor meget der var gjort. Jøderne siger altså, at de ikke mærkede øget beskyttelse.
Dette er ikke nogen bagatelsag. Det er en sag, der burde tillægges største politiske betydning. Og det er en sag, som det jødiske samfund meget indstændigt har bedt Mette Frederiksen og hendes forgænger Karen Hækkerup om at følge til dørs – både i breve til ministrene og på møder.
Men man gjorde efter alt at dømme intet eller meget lidt. Og nu vasker Mette Frederiksen sine hænder.
Rapport fra OSCE
Debatten om regeringens rolle er blevet meget påtrængende, efter at det er kommet frem, at regeringen sidste år fik kraftige advarsler fra den europæiske sikkerheds- og samarbejdsorganisation OSCE.
Organisationens repræsentant for bekæmpelse af anti-semitisme, den amerikanske rabbi Andrew Baker, har arbejdet på en rapport om jødernes sikkerhed i Danmark. Den bygger på et besøg, som Baker aflagde i Danmark i september sidste år.
Et udkast til rapporten blev sendt til Udenrigsministeriet i Danmark i december (Radio24syv). OSCE anbefaler her, at Danmark skal ”sørge for væbnet politi foran synagogen og den jødiske skole på travle tidspunkter”, for at det skal virke afskrækkende i forhold til et terrorangreb.
Afslappet forhold til sikkerhed
Denne anbefaling kom efter terrorangreb mod jøder ved en skole i den franske by Toulouse og mod det jødiske museum i Bruxelles – begge steder blev mennesker dræbt.
Baker siger til Radio24syv: ”Min anbefaling var ret ligefrem: Sørg for politibeskyttelse på de her steder, når der er behov for det. Det er noget, der er ret pro forma i forskellige andre lande. Jeg var overrasket over reaktionen fra den danske regerings embedsmænd. De hævdede ikke, at der var et problem med ressourcer, men at det mere var et spørgsmål om principper.”
Over for TV2 News udtrykker Andrew Baker sig mere direkte: ”Da vi anbefalede at øge sikkerheden, fik vi det svar, at man i Danmark havde et mere afslappet forhold til sikkerhed. ’Vi er ikke vant til bevæbnede vagter’, fik jeg at vide. Det var meget bekymrende.”
Tilsyneladende udtrykte embedsmændene frygt for, at borgerne ville blive foruroligede, hvis de så bevæbnet politi foran synagogen. Jamen, hvad nu, hvis det var nødvendigt? Det spørgsmål har Andrew Baker stillet. Det må vist siges at være et temmelig oplagt spørgsmål.
Allerede under sit besøg i Danmark i september sidste år var Baker foruroliget over de danske repræsentanters holdning:
”Jeg forlod mødet med følelsen af, at regeringens embedsmænd ikke anerkendte det.” (Radio24syv)
Regeringen må påtage sig det politiske ansvar
Selv ikke efter terrorangrebet i Paris blev sikkerheden ved synagogen og skolen nævneværdigt øget – i hvert fald ikke sådan, at jøderne selv kunne mærke det. Bakers anbefalinger blev fortsat ikke fulgt.
Og så gik det altså galt, da terroristen slog til. Tilsyneladende måtte det jødiske samfund selv bede om politibeskyttelse af synagogen, da angrebet på Krudttønden havde fundet sted. Og den beskyttelse man så fik, var utilstrækkelig.
Nu må regeringen forklare sig over for Folketinget og offentligheden. I den forbindelse må der placeres et ansvar for svigtet af jøderne. Dette er en regulær politisk skandale.
Man må i den forbindelse forvente, at regeringen øver selvkritik. Den må påtage sig et politisk ansvar for, at der ikke skete mere.
Det ansvar bør hverken Mette Frederiksen eller Helle Thorning forsøge at løbe fra.
(PS: Saken er endret i samsvar med endringer foretatt av den Den Korte Avis)