Den hollandske professor Hans Jansen har skiftet sin universitetskarriere ud med en plads i Europa-Parlamentet. Han er ikke imponeret.
Sidste år tog Hans Jansens karriere en brat drejning. Denne estimerede 72-årige hollandske arabist fra universiteterne i Leiden og Utrecht blev valgt ind i Europa-Parlamentet for partiet Partij voor de Vrijheid (Partiet for Frihed), der er ledet af den flamboyante politiker Geert Wilders. Efter mere end 40 år i den akademiske verden befinder Jansen sig nu i den parlamentariske tummel i Strasbourg og Bruxelles, hvor han senest har været optaget af EU-midler til lufthavne og forhandlinger om »stigende antisemitisme, islamofobi og voldelig ekstremisme i EU«. Men hvordan oplever den garvede akademiker Europa-Parlamentet? Hvad er hans vurdering efter et år i det såkaldte politiske maskinrum?
Ved en konference i Paris arrangeret af den amerikanske tænketank Gatestone Institute for nylig lagde den forhenværende professor ikke fingrene imellem. EU’s forfatningsfædre havde ikke andet end de bedste intentioner, fred på kontinentet, fuld beskæftigelse og monetær stabilitet. Men se nu, hvordan det gik:
»EU er blevet en magnet for problemer og inkompetence. Den økonomiske situation er miserabel, nulvækst og rekordhøj gæld, der vokser dag for dag, og en arbejdsløshed, som er uacceptabelt høj – og værre – uden udsigt til forbedring. For nylig sænkede Den Europæiske Centralbank sine renter, og snart vil der slet ikke være brug for rentefrie, islamiske banker.
Samtidig har Centralbanken oversvømmet markedet med euro, og det kunstige udbud af penge vil have den forventelige effekt, at lande og regeringen i euro-zonen modsætter sig reformer af deres stivnede økonomier, eftersom penge er billige at låne. Nordeuropa betaler for Sydeuropa, og det er naturligvis ikke bæredygtigt i længden. Midt i elendigheden har vi så Europa-Parlamentet, som hverken er europæisk eller et parlament, men et kolossalt museum over forskellige afarter af socialisme: kristne socialister, pacifistiske socialister, vegetariske socialister, grønne socialister, uafhængige socialister, liberale socialister, maoistiske socialister, internationale socialister og demokratiske socialister. Jeg ryster næsten ved at viderebringe den supplerende oplysning, at der skam også findes noget, der hedder de nordiske grønne socialister. Alt i alt udgør de det store, brede flertal.«
Men du anerkender, at de oprindelige intentioner var gode nok?
»Uden tvivl, ja. Intentionerne hos de nuværende EU-bosser er jeg derimod ikke så sikker på. Der er sket meget grumt på grund af nationer, tænk bare på de to verdenskrige. På den anden side har menneskeheden ikke oplevet større fremskridt end i nationalstaternes periode. Videnskab, velstand, sundhed, levealder, frihed, alt det gik fremad som aldrig før, ikke mindst fordi konkurrence mellem nationalstater er en vigtig årsag til vækst og fremskridt. Men læren i EU er den modsatte. Her bliver menneskerettighederne misbrugt ideologisk. Stort set alt, hvad EU foreslår via sine ”direktiver”, der oprindelig var et sovjetisk begreb, følger en bestemt logik: Dette eller hint, lad os kalde det x, er en menneskeret, men findes ikke i en eller anden region af EU, lad os kalde den y. Ergo må EU ”garantere” indførelsen af x i y. Resultatet er som regel z, dvs. nul og niks, men omkostningerne er ganske omfattende. Systemet skaber jobs, men bidrager ikke til samfundsøkonomien. Til gengæld vil bureaukratiet stedse vokse. I sin nuværende form stræber EU efter at øge EU’s opgaver, hvilket vil føre til højere skatter og mindre frihed.«
Hvad laver du så i dét parlament?
»Ligesom mange europæiske vælgere foretrækker jeg lavere skatter og mere frihed. Men den socialistiske majoritet er overvældende i parlamentet. Hvad kritikere som jeg kan gøre, er i bedste fald at bringe fornuftet til torvs et øjeblik. Se på mig, jeg er heldig: Jeg er 72 og har optjent en pension fra min akademiske karriere. Jeg behøver ikke at være bange for noget og kan protestere højlydt uden at risikere min karriere. Jeg frygter for europæernes fremtid under EU’s banner. EU er utopisk på en måde, som er uprøvet i den vesteuropæiske politiske historie. Jeg tør ikke afgøre, hvorvidt EU er noget fuldstændigt unikt historisk set. En psykiater har fortalt mig, at det ikke er tilfældet. Men jeg er sikker på, at den oprindelige europæiske befolkning ikke er i gode hænder i EU.«
Hvad skal der gøres?
»EU’s nuværende struktur er ikke bæredygtig. EU vil gå under, når de første tre eller fire medlemsstater forlader EU. Det vil ske om 10 måneder eller om 10 år, det vil tiden vise, men det er uundgåeligt af mange grunde. Det monetære system er mere end usikkert, demografien er usund, de generøse forsorgssystemer kan ikke opretholdes, EU-direktiverne er irrelevante eller idiotiske osv. Hvad vi burde gøre, er at forlade euroen, lukke grænserne, indtil vi har genvundet kontrollen over migrationen og erkendt risikoen ved at give professionelle muslimske aktivister plads i hjertet af Europa – og simpelthen komme til fornuft igen. EU har en fremtid, som den organisationstype den oprindelig var tænkt som: En meget mindre organisation under stram kontrol af medlemsstaternes regeringer – ikke omvendt – som kan muliggøre forskellige former for internationalt samarbejde inden for Europas grænser.«
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten og er gjengitt i sin hehelt med forfatterens vennlige tillatelse.