LONDON: ”Hvordan kan jeg det? Der er ingen taxaer i undergrunden”: En stor og støjende latter lyder i min mobiltelefon. Jeg er ved at forklare Imad Iddine Habib, at han bare skal tage en taxa på min regning, hvis han farer vild i det London, han knap kender. Men Habib insisterer på at finde vej fra Soho til Notting Hill med offentlig transport. Efter nogen ventetid dukker en imposant skikkelse op af undergrunden i West London. Den 25-årige Habib er Iført knælang kjortel og har rastafarihår. ”Folk siger sådan noget tøj er gammeldags, men jeg erklærer det for moderne”, fastslår han mens han tramper hen ad Bayswater Road med flere tasker og en sovepose. I et af områdets Starbucks cafeer får jeg ham anbragt i en kurvestol og henter kaffe, cappuchino og vand til os.
Habib løfter sin kop med cappuchino og fortæller at han tilbringer tiden mellem et lejet værelse i Londons centrum og i huset hos en ateistisk kampfælle og dennes kæreste, hvor ”vi drikker hver aften i disse dage”. Han klukker.
Har mistet alt
Men ikke alt er en fest. For Habib har gjort, hvad ingen har gjort før ham: Stiftet en organisation for eksmuslimer i et land, hvor islam er statsreligion. Landet er Marokko, hvor Habib er født og opvokset. Ret hurtigt i samtalen forsvinder smilet fra ansigtet, og Habib siger det ligeud:
”Spøger du mig, om jeg ville gøre det igen, så tror jeg det ikke. Jeg har mistet alt.”
Med alt mener Habib en familie, der ikke vil vide af ham. Ikke bare broderen, der er fundamentalist, men også de ikke særligt religiøse forældre, der flere gange i årenes løb smed ham ud hjemmefra, når han for højlydt erklærede sin mistillid til islams dogmer. Efter at Habib stiftede organisationen, har de bedt ham holde sig væk. For altid.
Og formentlig har Habib, der engang studerede fysioterapi i Marokkos hovedstad Rabat, også mistet sit land. I 2013 stiftede han Organisationen for Eksmuslimer i Marokko, og fik med besvær og efter dødstrusler stablet en konference på benene. En lille gruppe mennesker organiserede konference, og en lille gruppe mennesker deltog. Ffter konferencen kom besværlighederne med myndighederne:
”Politiet eftersøgte mig på en anklage om, at jeg forsøgte at få muslimer til at falde fra deres tro. Det kan i praksis give flere års fængsel. Udadtil promoverer Marokko sig som et moderne land med en progressiv konstitution. Indadtil forfølger man de, der lever og tænker på en anden måde”.
Flugten til Europa
Habib nævner som eksempel, hvordan man slår ned på landets homoseksuelle:
”De arresteres ikke for at være homoseksuelle, i stedet anklager man dem for at have udvist alkoholiseret og amoralsk adfærd i det offentlige rum. Vi har ikke den forståelse af, hvad loven betyder, som de europæiske lande har. I Marokko kan en vilkårlig politiofficer, en vilkårlig dommer beslutte, hvad der skal ske med dig. Henvender menneskerettighedsgrupper sig, kan din sag, meget bekvemt, være forsvundet”.
Da Habib gik under jorden flygtede han i første omgang ud af Rabat til Casablanca. Siden gik turen til Europa, og lige nu overvejer han, om han skal søge politisk asyl i Storbritannien. Men:
”Hvad skal jeg egentlig i Europa? Eksmuslimer er ikke sikre noget sted i dag. Man bliver dog ikke forfulgt af staten her. Og man kan diskutere islam i Europa. Men min tanke med organisationen var netop at bringe kritikken af islams dogmer til de islamiske samfund. Måske er det umuligt”. Han ryster på hovedet. Drikker af sin cappuchino.
Forrådt af venstrefløjen
Habib er ikke den eneste marokkaner, der har gjort sig uheldige erfaringer med åbenlyst at erklære sin ateisme. Forfatteren Kacem el Ghazzali flygtede i 2011 ud af Marokko efter dødstrusler og overfald og har i dag har politiet asyl i Schweiz. Også en anden af Habibs venner, den islamkritiske egyptisk-tyske politolog Hamed Abdel-Samad, lever selv i Tyskland ikke et sikkert liv men er blevet truet på livet af yderligtgående grupper. Habib smiler, da Abdel-Samads navn kommer på tale: ”Han kom og besøgte mig i Marokko”.
Støtte betyder alverden for den unge ateist, kan man forstå. Og støtte er der også kommet fra Council of Ex-Muslims i Storbritannien. På en konference i februar om frafald, hvor jeg hørte Habib fortælle om sin situation, udtalte han ikke blot en tak til ”de modige marokkanske kvinder” men også en tak til de britiske eksmuslimer ”for at have reddet mit liv”. For det er eksmuslimer, der sammen med One Law for All – en organisation i Storbritannien, der arbejder for at modvirke sharia, islamisk lov – der som de første gjorde opmærksom på Habibs sag og også har hjulpet ham til Vesten. Senere i april arrangerer de et offentligt møde med ham i London.
Vred er Habib derimod på den del af venstrefløjen, der efter Habibs opfattelse ikke konfronterer islams mere problematiske sider:
”Jeg føler mig forrådt. Ikke bare af de menneskerettighedsgrupper i Marokko, hvis engagement stopper ved ateisterne. Men også af den europæiske venstrefløj, der laver politiske alliancer med islamisterne eller ikke vil støtte frafaldne som mig. De forfalder til en kulturrelativistisk opfattelse af verden, som jeg slet og ret opfatter som racistisk”.
Liberale muslimer
Det stod ikke skrevet i kortene, at Habib skulle blive ateist: ”Jeg er født på en fredag, den muslimske helligdag, så min farmor havde store forhåbninger til, at jeg skulle blive en stor islamisk retslærd. Men sådan kom det ikke til at gå”.
Ret tidligt blev Habib sendt i koranskole:
”Min første erindring er at recitere koranen. Jeg var ikke god til det, jeg talte først da jeg var fire år gammel og kompenserede ved at læse desto mere. Da jeg fyldte 12, forekom koranens budskab mig bagstræberisk og irrationelt. Som 14årig kendte jeg koranen bedre end mine forældre. Jeg besluttede mig en gang for alle for, at jeg ikke troede på noget af det, der stod i den”.
Habib erkender, at nogle vil opfatte ham som uforsonlig, men det ligger ham på sinde at sige, at han som frafalden ”har et problem med liberale muslimer”. Council of Ex-Muslims i Storbritannien promoverer også på deres konferencer muslimer, der tror på islam men blot gerne vil reformere eller modernisere religionen. Habib mener:
”Man hører så tit, at religion er en privatsag. Men hvis du identificerer dig med en brutal og bagstræberisk bevægelse, og sådan opfatter jeg islam, kan det så være en privat sag?”
Retten til at kritisere islams historie
Svaret blæser i cafeen, og Habib haster videre med et andet emne, der ligger ham på sinde: Retten til at kritisere islams historie. Han tager udgangspunkt i et eksempel fra det terrorramte satiremagasin Charlie Hebdo, hvis stab han aldrig har mødt, men som han i ånden opfatter som ”venner”. Men:
”Jeg blev så skuffet, da de på et tidspunkt lavede et temanummer om Muhammed og islams historie. De holdt sig jo fuldstændig den opfattelse af islams historie, som man kan finde i koran og hadith (overleveringer om hvad Muhammed skal have sagt, ment og gjort, red.). Men hvad ved vi egentlig om Muhammed? Har han rent faktisk levet?”.
Habib nævner, at der jo findes koranforskere, der ganske vist regnes for kontroversielle, men som tillader sig at betvivle, at Muhammed i det hele taget har eksisteret. Men siger samtidig, at det er et vanskeligt felt at begive sig ind på:
”Fra de muslimske retslærdes side er der jo væsentlige restriktioner på både muslimer og særligt ikke muslimers ret til at undersøge de islamiske skrifter”. Han fortsætter ivrigt:
”Vi har et komplekst billede af Muhammed. Vi har et billede af en mand, der gør gode gerninger, men som samtidig også er krigsherre og en nådesløs person. Hvem af disse Muhammed´er skal vi lægge vægt på? Vi kan diskutere, om man skal være mest optaget af de belæringer, som Muhammed gav i Mekka, hvor han fungerede som religiøs leder. Eller de senere belæringer, han gav i Medina, hvor han blev politisk, og hvor hele lovkomplekset kom til. Men giver det mening? Nej. For vi ved jo faktisk ikke, om Muhammed har levet”. Habib bunder sin cappuchino.
Kritik af sufismen
Men hvad med sufismen, mystikken i islam? Den fremhæves ofte i Vesten som en fredelig uortodoks vej. Habib er ikke ubetinget enig:
”De er den mindst voldelige gruppe i islam, ja. Men jeg mener, de er den mindst voldelige, fordi de selv er blevet forfulgt. Visse sufier har et personligt orienteret Gudsforhold men er samtidig ortodokse. Der er sågar sufier, der støtter Al Qaeda. Der, hvor de er uenige med for eksempel salafisterne, der jo vil leve som på profetens tid, er i spørgsmål som hvorvidt man må fejre profetens fødselsdag. Sufierne mener ja, salafisterne nej. Sufierne står faktisk ofte på den islamiske lovs side, når det gælder teologien. De har ikke skabt en uafhængig skole indenfor islam”.
Habib medgiver, at han ikke er optimist, når det gælder håbet om mere frihed inden for islam. Ganske vist, siger han, har hans organisation i Marokko inspireret frafaldne i blandt andet Libanon og Tyrkiet. Og vel mener han at islam, der ”henter alle regler og forordninger fra det ottende århundrede” er svag i teologien. Men islam er ”stærk politisk”. Og det er det politiske, der udgør et problem:
”Ønsker muslimer demokrati? Eller vil de have sharia? Jeg vil have ærlige svar. Jeg frygter, at muslimer generelt ønsker en beskyttende boble omkring sig. Og at de vil have lov at forblive de eneste, der har ret til at kritisere religionen”.
Obama og islam
Dette, påstår Habib, går hånd i hånd med den muslimske offermentalitet, han møder alt for ofte:
”Fra muslimer hører du om Vesten, USA´s og Israels ondskab. Men sjældent om hvor forfærdeligt det er, når Boko Haram og ISIS dræber massevis af mennesker”.
En veninde af Habib fra Council of Ex-Muslims dukker op i cafeen. Hun lytter med, da Habib afgiver sit sidste, fnysende budskab. Det er rettet mod, ikke USA, men præsident Barack Obama:
”Hver gang, der sker et terrorangreb i Vesten eller et andet sted går Obama og andre statsledere ud og erklærer, at islam er fredens religion. Hvor ved de det fra? Jeg har studeret islam forfra og bagfra, og jeg er af en anden opfattelse”.