At deler av den muslimske minoriteten består av sinte og frustrerte unge» later til å være en vedtatt sannhet.
Allerede i 2007 krevde Islamisk Trossamfund i Danmark at forskere og fagfolk skulle undersøke hva som gjør unge muslimer frustrerte. Selv foreslo de at man tok en kikk på skolebøker og debattklimaet.
I 2010 hadde daværende Høyre-leder Erna Solberg dette å si på egen blogg:
De som fremholder en politikk hvor man ønsker å forby religiøse plagg, eller på ulikt vis sanksjonere mot dem som bruker dem – de bærer ved til radikaliseringsbålet. Det gir kraft til de radikale kreftenes argumenter. Når de oppsøker unge frustrerte menn og forteller dem at Norge ikke respekterer deres religion, og at de ikke har grunn til å føle tilhørighet til landet – så kan de peke nettopp på slik argumentasjon.
Som statsminister sa Solberg dette da hun la frem regjeringens 30-punkts plan mot radikalisering og voldelig ekstremisme i 2014:
– Vi må jobbe sammen med de moderate kreftene for å knekke det radikale miljøet, på samme måte som vi greide det med nynazistene. For det er betydelige likhetstrekk. Både da og nå er det en elite på toppen som tilbyr en ideologi og en følelse av tilhørighet til sinte unge menn. Hvis vi greide det med nynazistene, er det ingen grunn til at vi ikke kan greie det med islamistene, sa statsminister Erna Solberg da hun la fram regjeringens 30-punkts plan mot radikalisering og voldelig ekstremisme.
Den flerkulturelle avisen Utrop gjorde oppmerksom på at Solbergs forståelse av problemet støttes av flere rapporter og undersøkelser.
Flere rapporter og undersøkelser støtter opp om Solbergs forståelse av årsaker til radikalisering. Sosioøkonomisk bakgrunn, utdanning, familiestatus, integrering i lokalsamfunnet og rulleblad nevnes som viktige kjennetegn både for høyre- eller venstreorienterte ekstremister og ultranasjonalistiske grupperinger, ifølge rapporten “Radicalisation Processes – Leading to Acts of Terrorism” utarbeidet av Europakommisjonen.
Hvorfor er de så sinte, lurte nettsiden religioner.no på i 2013 og fikk svar av selvutnevnt radikaliseringsbekjemper Yousef Bartho Assidiq:
– Dette er noe jeg tenker mye på, uten at jeg kommer frem til noe konkret. Det må være mange elementer som spiller inn her, blant annet har jeg inntrykk av at det er mye sinne knyttet spesielt til krigene i Afghanistan og Libya. På en annen side er det mange norske meningsfeller her, politiske partier som Rødt og SV har blant annet vært pågangsdrivere for å demonstrere mot krigen i Afghanistan, så dette alene er ikke grunn nok. Jeg tror de skyldes at enkelte føler seg urettferdig behandlet. At de føler et hat som stammer fra dette.
Etter terrorangrepene i Paris 2015, bidro terrorforsker Anne Aly med denne forklaringen i Information.dk:
Skønt det store flertal af muslimske gejstlige og lærde står for en tolerant og fredelig version af islam, er det oppe imod en højtråbende minoritet af selvbestaltede sheiker, som prædiker had og vold. Disse sheiker er lette at opsøge på internettet, og flere af dem har skabt sig en tilhængerskare blandt frustrerede unge, som tiltrækkes ud fra en følelse af at være ofre for uretfærdigheder.
Da et politisk flertall ville forby ekstremistorganisasjonen Hizb ut-Tahrir etter terrorangrepene i København, gjorde forsker Kristine Sinclair oppmerksom på at det ville innebære både fordeler og ulemper og viste nettopp til de vrede unge:
»Ved at engagere sig i en organisation som Hizb ut-Tahrir får man afløb for en masse vrede, og det kan i sig selv være nok til, at man ikke går skridtet videre og udvikler en voldsparathed«.
Bare dager etter angrepene i København het i Berlingske dette om Omar Abdel Hamid El-Hussein og mennene bak angrepene i Paris brødrene Kouachi og Amedy Coulibaly:
De fire unge mænd, en fra Danmark og tre fra Frankrig, deler skæbne. De er vrede unge mænd. Så vrede, at de er blevet kriminelle. Så vrede, at de er blevet ekstremister. Så vrede, at de er blevet mordere og terrorister.
Det er med andre ord allment akseptert at mange muslimske unge – særlig menn – i Europa er sinte og frustrerte. Men hvorfor er de det? Bor de ikke i frie, demokratiske samfunn som byr på alle muligheter, for dem som for andre?
Når det går galt for andre unge er det ikke uvanlig å rette søkelyset hjemover, ikke mot det øvrige samfunn. Når det gjelder muslimske unge vendes derimot søkelyset stort sett alltid mot samfunnet fremfor hjemmet.
Politiker for Socialdemokraterne Yildiz Akdogan mener imidlertid at det er på tide å rette blikket mot oppdragelsen spesielt muslimske gutter får.
Er oppdragelsen de får hensiktsmessig? Nei, sier Akdogan, som mener at flere gutter og unge menn vil rekrutteres av bander eller islamister dersom vi ikke tar et oppgjør med den tradisjonelle muslimske oppdragelsen av gutter.
”Hvis vi ikke skal producere flere udgaver af Omar, skal vi tage fat i ligestillingen og drengeopdragelsen i de muslimske miljøer.”
Yildiz Akdogan (S) er insisterende. Det her er et vigtigt emne for hende.
Den socialdemokratiske folketingspolitiker med tyrkisk-kurdisk baggrund blev som andre rystet over terrorhandlingen begået af Omar el-Hussein. Men hun mener hverken, at anti-terrorpakker eller socioøkonomiske tiltag er nok, hvis fremtidige terrorhandlinger skal undgås.
”Hvis vi skal stoppe med at reproducere de her totale losers, skal man starte tidligt i opdragelsen. Så vi ikke får en masse vrede, nydanske unge mænd, der bliver farlige for deres omgivelser,” siger Yildiz Akdogan.
Akdogans har unektelig et poeng, for problemet går langt utover risikoen for terror og bandevirksomhet. For alle parametre viser at en uforholdsmessig stor del gutter og unge menn med muslimsk bakgrunn klarer seg dårlig i det danske samfunnet. Det gjelder i folkeskolen og på arbeidsmarkedet, hvilket igjen kan sees på den kraftige overrepresentasjonen i kriminalitetsstatistikken, skriver politisk kommentator i nettmagasinet Altinget, Erik Holstein.
Store deler av de uheldige statitikkene skyldes foreldede kjønnsrollemønstre, mener Akdogan:
”I nydanske familier skal pigen passe skolen, hjælpe med mad og rengøring og passe små søskende. Mange piger fra konservative muslimske hjem bruger topkarakterer i skolen til at skabe mere frirum og respekt.”
Gutten er derimot den lille prinsen. Til ham blir det ikke stilt noen krav, det er ingen regler, det er ingenting, sier Akdogan. Istedet blir han oppvartet og må ikke gjøre noe annet enn å være sønnen i familien.
Men så skal han ut i samfunnet og der er han bare en helt vanlig Ali: det er ingen som henter kaffe til ham eller viser ham nevneverdig respekt. Nederlaget blir stort.
Når man har en slik bakgrunn blir det vanskelig for gutten å håndtere den kritikken og tilrettevisningen som er en del av en normal oppdragelse. Møter han f.eks. krav fra kvinnelige lærere er det full kulturkræsj. De første 12-13 årene av sønnens liv er det moren som står for oppdragelsen. Først når han kommer i puberteten blir stilt krav til ham, men da er det for sent. Muslimske mødre må forstå at de gjør sønnene en bjørnetjeneste ved å skjemme dem bort, mener Akdogan:
”Hvis en traditionelt opdraget muslimsk dreng møder krav fra kvindelige lærere i skolen, clasher de to kulturer. Så reagerer nogle af drengene med et ”Fuck dig, luder”,” siger Yildiz Akdogan.
Ifølge Akdogan er det helt afgørende at få de etniske mødre til at forstå, at de gør sønnerne en bjørnetjeneste ved at forkæle dem:
”I de første 12-13 år er det moderen, der står for opdragelsen. Først når Ali kommer i puberteten, træder hans far ind, og så bliver der pludselig stillet krav. Men det er for sent. På det tidspunkt er Ali kommet bagud i skolen og kan ikke opfylde farens forventninger.”
Akdogan sierener at en del muslimske gutter derfor velger å gi opp og heller finner sammen med andre som har de samme problemene som dem selv. Og det er her den farlige prosessen begynner, mener hun. Nederlagsfølelsen er vanskelig å takle:
Kombinationen af tidlig forkælelse og nederlag som følge af, at man ikke har dygtiggjort sig, gør nederlagene svære at klare, forklarer Akdogan:
”Så kommer alle undskyldningerne, og drengene bliver hurtigt enige om, at deres problemer skyldes ”den møgkælling af en lærer, der garanteret også er racist”.”
Når de har nådd hit er de enkle å verve for bander eller radikale salafister. Utviklingen har for øvrig vist at det ikke lenger er noe klart skille mellom disse gruppene, hvilket gjør dem enda farligere. Omar Abdel Hamid El-Hussein var et eksempel på en med bakgrunn herfra.
Disse gruppene tilbyr guttene/de unge mennene en identitet og bekrefter dem selvsagt i at nederlagene deres er omgivelsenes skyld.
Så snur de vreden mot samfunnet, og så risikerer vi å få flere Omar’er”, sier Akdogan.
Skal denne utviklingen snus, må man først og fremst nå frem til de muslimske mødrene. Akdogan forteller at hun har gode erfaringer med å diskutere oppdragelse:
”Man skal undervise de nydanske mødre i, hvordan de opdrager drenge i et samfund som det danske. Mødrene vil jo deres sønner det bedste, så de skal forstå, at man gør drengene en bjørnetjeneste, hvis man ikke stiller krav.”
Yildiz Akdogan under sig over, at ligestillingen ikke fylder mere i de mange projekter, der findes i udsatte boligområder:
”Der bliver sat et hav af projekter i gang i boligområderne, så det er på tide, at ligestillingen også bliver et tema.”
Men også skolene må gripe fatt i problemet. Kjønnslikestillingen må være et nøkkelbegrep, mener hun. Skolen må ikke ha berøringsangst, men konfrontere uheldige attityder fra muslimske gutter og være tydelige overfor foreldre som ikke stiller krav til sønnene sine:
”Ligestilling bør være en integreret del af undervisningen. Det gælder i folkeskolen, men det er lige så vigtigt at stille krav til de muslimske friskoler, der tit har en meget konservativ dagsorden.»
Grænserne og normerne skal i det hele taget gøres klarere allerede i skolen, hvis det står til Yildiz Akdogan:
”Man må ikke have berøringsangst. Når der i skolerne er nydanske drenge, der optræder med den der ”Fuck dig-attitude” over for lærerne, skal det konfronteres. Man skal være meget tydelig over for de nydanske forældre, der ikke stiller krav til deres drenge,” siger den socialdemokratiske politiker, der selv er blevet opdraget i et progressivt hjem, hvor der ikke blev gjort forskel på hende og hendes brødre.
Yildiz Akdogans advarsler kommer i en situation, hvor gruppen af utilpassede unge mænd, der tiltrækkes af bander eller islamister har været stigende. Såvel i Danmark som i andre europæiske lande.
Altinget: Yildiz Akdogan: Forældet drengeopdragelse kan lede til terror