Karen Jespersen sitter på den andre siden av Øresund, i Dragør, og betrakter nabolandet gjennom sine skarpe politiske briller. Jespersen er tidligere statsråd for Socialdemokratene, dernest statsråd for Venstre, og nå Folketingsrepresentant for Venstre og redaktør av Den korte avis. Betraktningene hun gir i Berlingske gir ingen grunn til optimisme. Det er tvert om en solid dose politisk realisme. Jespersen synes å mene at Sverige, slik vi har kjent det, er tapt, og hun spør om det samme kommer til å skje med sitt elskede Danmark og Europa.
Gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.
Sverige smuldrer under udlændinge-politikkens pres
Af Karen Jespersen
Socialdemokraten Johan Westerholm har taget bladet fra munden og slutter en artikel med disse foruroligende ord, der kan læses som en slags undergangsvision for det svenske samfund: »Vi er fremme ved stationen nu. Nu kommer det. Duk hovederne.«
I Danmark er udlændingepolitikken rykket helt op i toppen af vælgernes dagsorden. I Frankrig stormede det indvandringskritiske parti Front National frem ved lokalvalgene. Det samme sker for partier af samme observans i flere andre europæiske lande. Det afspejler en ny virkelighed i et Europa med en meget betydelig indvandring. Denne virkelighed er slået særlig stærkt igennem i Sverige.
Sverige har gennem en del år under skiftende regeringer haft en meget lempelig udlændingepolitik. Fortsætter udviklingen, kan den oprindelige svenske befolkning komme i mindretal engang i 2040erne, altså om cirka 30 år.
Sverige har allerede nu enorme vanskeligheder med at tage imod de mange asylansøgere og flygtninge, som skal integreres i lokalsamfundene. Lige nu er der ved at opstå massiv boligmangel. Det koster penge. Særlig alvorligt er det, at mange indvandrere ikke har arbejde og ikke kan forsørge sig selv. Det går ud over væksten og velstanden i hele samfundet.
Ofte hører man henvisninger til, at Sverige har høj vækst. Det er da også sandt, at den svenske økonomi som helhed vokser. Men hvis man vil måle, hvor meget et lands velstand øges, må man se på væksten pr. indbygger. Og den er lav i Sverige. Kagen er blevet større, men den skal fordeles på langt flere mennesker. De sidste fire år har væksten pr. indbygger været nul. Det er senest beskrevet af økonomen Tino Sanandaji (Realtid.se, 28.1.). Det kan mærkes på velfærden. Ifølge svensk TV (SVT) er der siden 2005 sket en fordobling af det antal pensionister, som lever under EUs fattigdomsgrænse.
Men den store indvandring og den dårlige integration kan også ses på noget så afgørende som skoleelevernes kvalifikationer. Sverige har tidligere ligget helt i top, når deres folkeskole blev sammenlignet med folkeskolen i andre lande. Men nu er Sverige raslet ned på plads nummer 38 – under gennemsnittet for alle OECD-lande. Og en ret ny undersøgelse viser, at børnene på skoler med mange tosprogede elever som helhed klarer sig langt dårligere end eleverne på andre skoler.
Arbejdsløsheden blandt indvandrere og efterkommere er også høj. Det samme er kriminaliteten. Det fremgår blandt andet af en undersøgelse udarbejdet af Rigspolitiet i Sverige. De har udpeget 55 boligområder fordelt på 22 byer, hvor politiet har vanskeligt ved at arbejde. Her er andelen af indvandrere ofte høj. For eksempel har 80 procent af de 50.000 indbyggere i Angered ved Göteborg anden etnisk baggrund end svensk. Myndighederne taler diskret om »segregationsproblemer«.
I Göteborg har der netop været et meget omtalt skyderi, som tilsyneladende var banderelateret. To mænd gik ind på en restaurant i Bispegården, der er et af de belastede områder med en høj andel af beboere med indvandrerbaggrund. Her begyndte de at skyde med automatvåben på 30-40 personer, som så fodbold på TV. To blev dræbt og otte sårede. Men det er langtfra enestående. Der har gennem de senere år været omfattende skyderier, vold og mange biler, der er sat i brand. Allerede for små to år siden hed en overskrift i Expressen: »Rædslen for at bo i Göteborg vokser«.
Kriminaliteten har indimellem karakter af angreb på myndigheder og samfundets institutioner. 2. juledag og dagene efter blev flere politibiler og en politibus ved en politistation i Göteborg sat i flammer. I Malmö blev en retsbygning for nogle måneder siden angrebet med en bombe. Her er der også næsten dagligt skyderier og ofte påsatte brande. I sidste uge blev statsministeren fysisk og verbalt angrebet, da han besøgte Bispegården i Göteborg, hvor der var blevet skudt. Samme dag blev jutitsministeren overfaldet af en asylansøger med en skumslukker på et asylcenter.
Disse angreb på myndigheder sker samtidig med en voksende islamisk radikalisering i flere af områderne. Göteborg har gennem adskillige år været plaget af problemer med voksende parallelsamfund i indvandrerghettoer. Samme billede ser man i andre byer, hvor der er klaner, streng social kontrol med især de unge kvinder i de muslimske miljøer og håndhævelse af sharia, Koranens love og regler.
Desuden har Islamisk Stat også fået et uhyggeligt godt tag i unge muslimer i Sverige. Svensk TV beskrev for nylig, hvordan hyldesterne til Islamisk Stat størmmer ud på nettet. De mange sider på nettet, som støtter Islamisk Stat, har hundredevis af støtter. Andelen af unge muslimer, der rejser fra Sverige til Syrien, er også høj. Mange »hellige krigere« kommer fra Göteborg, som bliver kaldt »Islamisk Stats hovedstad i Norden«.
Terrorforskeren Magnus Ranstorp mener, at frygten for at virke racistisk har været en hæmsko for at udpege muslimske miljøer som arnesteder for islamisk terror og IS-krigere. »Problemet er, at man i Sverige ikke vil tale om islamistisk terror, men kun om højre-og venstreekstremisme. Det svenske samfund kan ikke håndtere spørgsmålet, fordi vi er vant til konsensus, hvor alle får ret. Derfor er vi sårbare over for terror,« siger han til Kristeligt Dagblad (29.10).
Men frygten for at tale om problemerne med en meget stor indvandring er måske så småt ved at blive mindre. Svensk TV fortæller i stigende grad om, hvad der sker. Og Johan Westerholm, der er en kendt svensk socialdemokrat og tidligere efterretningsofficer, har netop advaret på sin blog mod at give så mange asyl. Westerholm skriver:
»Det eneste, jeg egentlig spekulerer på, er, hvad der sker først – et større epidemisk sygdomsudbrud (fordi så mange er stuvet sammen, red.) eller at folk bliver ofre for vold (…) Vi kan ikke fremskaffe 15.000 senge af en passende standard inden for den tid, vi har til rådighed. Vi når heller ikke at tilpasse arbejdsmarkedet, skole- og uddannelsespladser, sundhedsvæsen eller politi til det, der kommer. Vi har ikke tiden længere. Den har vi brugt.«
Johan Westerholm slutter sine betragtninger af med de foruroligende ord, som kan læses som en slags undergangsvision for det svenske samfund: »Vi er fremme ved stationen nu. Nu kommer det. Duk hovederne.« Måske er det for sent at vende udviklingen i Sverige. Men hvad med Danmark og det øvrige Europa?