Det er ikke til å legge skjul på: Jeg var svært begeistret da Yahya Hassan debuterte med den sensasjonelle diktsamlingen om kritikkverdige forhold for barn, unge og kvinner på innsiden av Danmarks gettoer ,og om den religiøse dobbeltmoralen hos fedre og ektemenn. Boken anses som en av de viktigste utgivelsene på mange år i Danmark. Med sin palestinske bakgrunn og oppvekst under voldelige forhold, ligger det i kortene at hans troverdighet ble ansett som høy i det offentlige ordskiftet, når han blant annet gikk ut og erklærte at han er fucking sint på foreldregenerasjonen som svikter barna.
»Jeg er blevet tæsket som barn. Systematisk tæsket. Alle mine venner blev opdraget med tæsk. Min far brugte tid på at finde straffe til mig og mine søskende. Han tvang os til at stå på et ben med ansigtet vendt mod væggen i timevis med hænder udstrakt til hver side. Det er jo sygt. Det var heller ikke så meget, at de ikke kunne hjælpe os med vores lektier og citere klassiske digte, men snarere at de ikke gad os, at de ikke overskuede deres egne børn, det er det, der gør mig harm i dag. Det er det, jeg angriber i mine digte. De var bare tilskuere, der en gang imellem stak os en lussing, så de følte, de stadig kunne opretholde en orden«.
Opretholde en orden?
»Ja, at de stadig følte en form for forældrefølelse. Det værste af alt var, at de rent faktisk havde tid til os, men brugte den på alt andet. Mændene spillede kort, dovnede den, gik i moske og så nyheder fra Mellemøsten, mens kvinderne havde travlt med at sladre og jagte tilbud i Føtex. Når en forkælet overklassedreng i dag beklager sig over, at hans far aldrig var der, fordi han arbejdede til sent ud på natten, så er der en logik i det, som jeg forstår. Faren var væk på arbejde. Langt de fleste fædre i mit område, hvor jeg er opvokset i Aarhus Vest, var arbejdsløse og på kontanthjælp. De havde al den tid i verden, de kunne ønske sig, men brugte den ikke på os. Min far fik et arbejde som taxachauffør på et tidspunkt, det betød bare, at han nu også var fysisk væk. Intet ændrede sig«.
Hassan vil nå inn i Folketinget for det nye partiet Nationalpartiet, startet av tre danskpakistanske brødre, som etter min informasjon privat tilhører den muslimske minoriteten ahmadiyyane. De ønsker å være et midtparti med fokus på å samle Danmark rundt verdier som alle skal kunne enes om. Hassan vil i tiden som kommer være et viktig ansikt for at partiet skal få nok underskrifter for å kunne stille til valg. I partiets plattform heter det blant annet:
Et samfund hvor ALLE føler sig inkluderet i det større fællesskab.
Da tenker jeg at å stå opp mot grov urett, særlig overfor barn, som jo også er Hassans utgangspunkt, vil være en avgjørende påle for Hassan og partiet. Når han nå ”leker” med det offentlige Danmark om svært alvorlige forhold, blir jeg således desillusjonert. Hassan sier:
– Jeg er villig til at fortælle politiet, hvor hælernes kælderrum er, hvor der bliver solgt hash og våben og narko og små piger i Aarhus og omegn.
– Jeg er villig til at være stikker hos politiet med udgangspunkt i områderne inden for postdistrikterne 8210 og 8220, og jeg skal være den første til at udpege en håndfuld af mine egne fætre og folk i periferien af min familiekreds, såfremt skattevæsenet er villig til at krydsrevidere bilagsdanmark.
Det er kun en plikt å anmelde forhold der menneskeliv kan stå i fare. Hassan kan således fortsette ”leken” sin ustraffet. Jeg kjenner bare at jeg blir matt og fortvilet og mister illusjonene mine, både i forhold til Hassans moral og det nystartede partiet. Sagt på en annen måte: Jeg er fucking sint på deg, Hassan. Hvis du ikke har høyere moral enn dette, fortsett heller som dikter på heltid. For den kunsten er du fucking dyktig til.