Der står en trojansk hest i Europa. Men modsat legenden om Antikkens mest berømte træhest, udtænkt af den snedige Odysseus, er den ikke fyldt med grækere. Det skulle man ellers tro, når man følger medierne i disse dage, hvor premierminister Alexis Tsipras og hans Syriza-regering er her, der og allevegne, mens al fornuft burde diktere et græsk farvel til møntunionen og en ny start med drachmer.
Men det kommer formentlig ikke til at ske. Hvorfor? Fordi eurokraterne i EU-Kommissionen, EU-Domstolen, EU-Parlamentet og den ministerielle inderkreds er forhippet på at holde fast i og forcere bevægelsen mod en stadig tættere union – både den politiske og den økonomiske – uanset alle faresignaler.
Når sandheden skal frem, og det fortjener den på en fredag, rummer den trojanske hest i Bruxelles ikke grækere, men EU’s grever og baroner. Det er deres EU, der truer Europa, så ilde er vi stedt, og millioner af europæere vil mærke det på egen krop, pengepung og ufrihed i årene, der kommer.
Europa er i hastig forandring, demografisk, politisk, økonomisk. Alligevel tromler EU derudad, som om der var fred og ingen farer. En plan B findes tilsyneladende ikke, kun mere af det samme, stadig mere desperat.
I det administrative centrum af EU har man intet alternativ til fortsat ”integration”. Hvorfor? Fordi Den Europæiske Union ånder, føler og tænker i ”integration”, dvs. gradvis opløsning af nationalstaternes suverænitet og legitimitet, herunder flere overnationale skatter og overførsler, mere føderal kontrol og tankepoliti.
At det er den økonomiske union, der kræver reformer af grækernes skatte- og velfærdssystem, camouflerer den politiske unions indre drift mod et stadig tættere ”samarbejde”, dvs. stadig mere afhængighed, ufrihed og kommandoøkonomi. Men samtidig er det de pekuniære problemer, der måske kan få os til at forstå de underliggende politiske og kulturelle.
Vist har grækerne gravet deres egen grav, ligesom de for øvrigt allerede har fået gældssanering for mere end 100 mia. euro. Men de har ret til at ødelægge deres eget land, hvis de partout ønsker det. Af samme grund fortjener de en chance for at hive sig selv op ved håret, opgive euroen og reformere deres osmannisk-klientelistiske samfundsuorden.
Siden den daværende ledelse løj om landets økonomiske nøgletal tilbage i 2002 for at komme med i euroland har Grækenland i flere omgange været ledet af regeringer, der bedst kan sammenlignes med, hvis Enhedslisten og SF dannede regering i Danmark. Resultatet af et sådant eksperiment ville være kontant: Det offentlige forbrug ville eksplodere, statsgælden overstige 100 pct. af BNP, folk tømme deres konti og skattebyrden fræse opad. Måske ville der blive bygget flere skaterbaner og afholdt flere queer- og transgenderfestivaler. Men landet ville gå bankerot. Derpå ville Danmark ligesom Grækenland blive ”tilbudt” nye lån og ”hjælpepakker” af EU.
EU lever af andres penge og gennem en overnational afhængighedskultur. Som en anden union, der afgik ved døden i 1991, skaber Unionen intet selv. Dens natur er parasitær. Dens ånd socialistisk. Målet er omfordeling og ”solidaritet” på et langt højere plan end det nationale, og midlet er udligning, kvoter, rettigheder, pligter og byrder hinsides de statslige. Det var paradoksalt nok den tyske ekskommunist Gregor Gysi, der profetisk forstod, hvor det bar henad, da han advarede tyskerne mod møntunionen tilbage i 1998.
Men ingen lyttede. Euro var den nye dollar, det nye guld, den knitrende fremtid. Desuden pressede franskmændene på for at få D-marken afskaffet. Hvad de politiske føderalister drømte om, var, at møntunionen kunne blive en erstatning for den manglende sammenhængskraft i den politiske union. Det er den drøm, der har forvandlet sig til et mareridt.
I dag står kun træhesten tilbage. Men problemet er, at eurokratrene i mellemtiden har parret sig med medier, eksperter og den politiske klasse, selv de borgerlige. Hør f.eks. hvor klog og besindig Bertel Haarder var, da han afviste Unionen tilbage i 1977:
»Drømmen om en europæisk union vil aldrig blive til noget. Hvis man tror, man kan skabe fred ved at harmonisere og integrere nationer, der er forskellige, tager man blodigt fejl. Man skaber derimod fred ved at lade hvert folk udvikle sig efter sin egen bestemmelse.«
Bertel Haarder, den nyudnævnte kulturminister, tog desværre fejl. Drømmen eksisterer stadig og risikerer at blive til blodig virkelighed i det, der engang hed Europa.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 10. juli 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.