Etter å ha erklært unntakstilstand på torsdag, kastet Makedonia inn håndkleet på lørdag og oppga forsøket på å stanse de mange tusen migrantene som forsøkte å storme grensen på vei til nordeuropeiske land.
Makedonske myndigheter hadde satt inn soldater ved grensen, men de få dusin soldatene ble fullstendig overrent av de tusenvis av migrantene som oppholdt seg ved grensen og et forsøk på en begrenset åpning for barnefamilier ble til en full storming av grenseposten.
Myndighetene snudde derfor etter to dager og slipper nå alle inn på deres vei til bl.a Tyskland og Skandinavia. Søndag ettermiddag hadde over 6000 krysset grensen til Serbia.
Vel vitende om at migrantene ikke har noe ønske om å bli værende i deres land har Serbia og Hellas gjort det samme. Det er da også en særdeles utakknemlig oppgave å vokte Europas yttergrenser, hvilket reaksjonene mot Ungarn og Makedonia har vist.
Samtidig sitter de fleste EU-land og kvier seg for å motta flere migranter. Det har ikke vært mulig å oppnå enighet om en fordeling. Tyskland, som er et av de mest populære målene for migrantene som strømmer til Europa, har oppjustert prognosene fra en halv million til 800.000 asylsøkere i 2015. Politi og politikere uttaler at grensen er nådd og at Tyskland ikke lenger kan håndtere den enorme tilstrømmingen alene.
Antallet som ankommer Europa er enormt. Ifølge EUs grensebyrå Frontex har det blitt registrert nærmere 250.000 og det er ikke en gang dagsferske, oppdaterte tall. Ungarn har hittil i år mottatt over 110.000 asylsøknader, mer enn en fordobling fra 2014. Ifølge FNs høykommissær for flyktninger (UNHCR) har det ankommet 130.000 til Italia via kysten i år, mens det til Hellas har ankommet 100.000. En viss idè om presset og omfanget får man av opplysningen om at det bare i løpet av forrige uke kom hele 21.000 mennesker til Hellas.
– Makedonias, Serbias og Hellas´oppgivelse av egne grenser vil i første omgang øke presset på Ungarns grense, men sannhetens time nærmer seg for hele Europa, skriver Jyllands-Postens reporter Gunnar Willum i artikkelen: Enda en europeisk grense faller for migrantpresset. Hvilket blir den neste?:
Efter flere timers kaos, hvor tusindvis er løbet over, genoprettede makedonerne lørdag aften en vis kontrol over grænsen. Men det er en stakket frist.
Da vi krydser den officielle grænseovergang i bil, bliver vi standset af en tolder. Han forstår ikke det store postyr. For ham at se er der tale om normalt politiarbejde ved grænsen.
»Alle andre lande stopper da også illegale grænseoverløbere. Hvad skulle vi ellers gøre?«
Men den holdning står han ret alene med denne aften. Hans kolleger ved grænsehegnet er de første til at give efter for presset.
»Vi stod ved grænsen et stykke længere oppe. Vi var vel et halvt hundrede. Pludselig kaldte en politimand på os, trak hegnet til side og sagde værsgo. Løb!« fortæller en ung mand, Muhammed fra Damaskus, da jeg møder ham på perronen i Gevgelija på den makedonske side af grænsen.
»Jeg elsker Makedonien,« udbryder Muhammed.
Få timer tidligere havde de færreste af de 1.000 syrere noget godt at sige om de makedonske myndigheder.
En politimann sier til Jyllands-Postens reporter at de ankomne ikke trenger noen dokumentasjon. De kan ta buss, tog og taxi videre. Han forteller også at det vil bli satt opp ekstra tog og busser i retning av den serbiske grensen.
Selvom de officielt er illegale grænseoverløbere, behøver de heller ikke ulejlige sig med at vente på den tilladelse, som de hidtil har skullet have for at kunne krydse Makedonien. De kan bare køre. I løbet af blot to døgn er den makedonske regering drejet på en tallerken. For utak er den eneste løn, man får for at optræde som EU’s frivillige grænsegendarm.
Fra den anden side af banegården vinker et kendt ansigt til i mængden. Det er Mustafa, en irakisk statskundskabsstuderende, som jeg mødte på den græske side af pigtråden.
»Vi styrtede bare over,« fortæller han.
Nu leder han og hans kammerat efter en taxi. Forude venter Europa. Og når man har sparet udgiften til menneskesmuglere, er et par hundrede euro til en taxi ikke nogen hindring.
Men samtlige av Gevegelijas taxier er allerede opptatt og kjører i skytteltrafikk mot Serbia.
– Kan man ikke forhindre migrantene i å komme inn, kan man i det minste sørge for at de reiser ut i en fart. Makdonerne har tilsynelatende besluttet seg for å eksportere migrantproblemet raskest mulig. Og her synes migrantene å være helt på linje med de makedonske myndigheter, skriver Willum og siterer flere migranter:
»Vi vil jo ikke have noget af makedonerne. Vi vil bare gerne rejse gennem deres land.«
Stort set alle, hvad enten de er syrere, afghanere eller irakere, ønsker at fortsætte gennem Serbien og videre til Ungarn, hvorfra de rejser til deres endelige destination i Tyskland eller Skandinavien, hvor de søger asyl. Og det får de lov til. Hele natten lang er der afgang mod den serbiske grænse. Politisoldater danner ring om vognene, mens migranterne i små grupper i gåsegang får lov til at stige på toget.
Stafettpinnen som Europas grensevakt er dermed overlevert til Serbia. Men serbiske myndigheter er ikke interessert i å være skyteskive for internasjonale medier og den voldsomme kritikken som har blitt nabolandene til del. Som f.eks. torsdag, da NRK kjørte reportasje på reportasje der de konsekvent omtalte migrantstrømmen som flyktninger og bl.a. ukritisk viste bilder av «desperate flyktninger» som forsøker å ta seg inn i Storbritannia fra den franske havnebyen Calais. Det ble ikke stilt noen spørsmål ved at flesteparten av de som tar seg ulovlig inn i Europa vandrer videre gjennom store deler av kontinentet på vei til forhåndsvalgte destinasjoner og hvorvidt de da kan regnes som genuine flyktninger iht. internasjonale konvensjoner.
Et annet eksempel er Aftepostens Helle Skjervold, som også fremstiller situasjonen som utelukkende en flyktningkrise og kaller migrantene for «båtflyktninger», til tross for at opplysninger hun selv bringer til torgs vitner om at de er noe annet:
Middelhavslandene har ifølge UNHCR opplevd en økning i båtflyktninger på 83 prosent sammenlignet med i fjor – de fleste fra Syria, Afghanistan og Eritrea. Og for mange av dem er ikke ferden over, selv når de har ankommet det europeiske fastlandet.
I realiteten innebærer hverken flyktningkonvensjonen av 1951 eller asylreglene at enkeltpersoner valgfritt kan forflytte seg fra et europeisk land til et annet, selv i de tilfellene man flykter for livet fra krig eller har et personlig beskyttelsesbehov slik asylinstituttet forutsetter. Det er mao ingen grunn til å kalle grupper som oppholder seg ulovlig i Frankrike for å ta seg inn i Storbritannia for «flyktninger». De er økonomiske migranter. Selv Røde Kors har påpekt nødvendigheten av å skille mellom reelle flyktninger og økonomiske migranter/grunnløse asylsøkere.
I motsetning til norske medier tar de danske, som Jyllands-Posten, problemene opp i realitetsorienterte ledere. Europa står overfor en kompleks problemstilling og det er nødvendig å erkjenne at det ikke utelukkende dreier seg om en flyktningkatastrofe slik hjelpeorganisasjoner, deler av venstresiden og en rekke NGO`er konstant fremstiller det som:
Antallet af flygtninge betyder ingenting, hed indtil for nylig et af venstrefløjens mantraer på udlændingeområdet. Mon ikke dét ligesom så mange andre verdensfjerne meldinger fra den kant trods alt er forstummet? Millioner af mennesker fra Mellemøsten og Afrika har sat sig i bevægelse mod Europa. De apokalyptiske billeder fra Middelhavet, de græske øer, Eurotunnellen ved Calais og jernbanestationer i Sydeuropa, hvorfra migranterne vil videre mod Tyskland og Skandinavien, må få selv de mest renfærdige til at stille sig spørgsmålet: Hvor stopper denne udvikling? Hvordan skal Europa håndtere denne voldsomme tilstrømning af mennesker, hvoraf de færreste har ret meget andet at byde på end drømmen om et bedre liv – hvilket undertiden dog kan være nok.
Europa står over for en helt ny udfordring, som har været undervejs i årtier med en støt voksende indvandring fra ikkevestlige lande, men i dette år er der sket en veritabel eksplosion. Det er sandhedens time for de europæiske samfund i den forstand, at ingen længere kan lukke øjnene for, at det er selve den europæiske velfærdsmodel, der kan vise sig at være på spil.
En helt nødvendig erkendelse er, at dette ikke udelukkende er en flygtningekatastrofe. Det er det også; de sammenbrudte stater i vores nærområder afstedkommer store flygtningestrømme. Men især er udviklingen udløst af mennesker fra fjerne lande og kulturer, der ønsker sig et bedre liv, og som gennem globaliseringen og digitaliseringen har fået øje på og mulighed for at forsøge at skabe sig en ny start i et europæisk velfærdssamfund. Langt den største del af de mindst 800.000 udlændinge, der i år ventes til Tyskland, kommer fra det vestlige Balkan og er ikke i nærheden af nogensinde at kunne få asyl.
Der er med andre ord forskel på en asylsøger, som er flygtet fra krig og personlig forfølgelse, og en migrant, der gerne vil have del i den europæiske velfærd. Der må og skal følgelig etableres en forskel på, hvordan Europa forholder sig til disse to forskellige kategorier, og der er ingen vej uden om at håndhæve denne forskel endog meget konsekvent.
Berlingske Tidende sammenligner presset på Europas grenser med folkevandringen til USA på 1800-tallet og begynnelsen av 1900-tallet. Forskjellen er bare den vesentlige at informasjonsstrømmen og transportmidlene i dag er mye raskere. Avisen viser til FNs befolkningsfremskriving og foreslår at Europa innfører betingelser for bruken av bistandsmidler i afrikanske land:
Men Europa kan og skal ikke være et kontinent for indvandring af fattige afrikanere og folk fra Mellemøsten, som af økonomiske årsager søger en bedre tilværelse. Man kan hverken sætte pigtråd op eller bygge mure om Europa, selv om det er det, man forsøger i Ungarn. Men man kan sende et klart budskab og håndtere de ubegrundede asylsøgere på en måde og i et tempo , så de ikke er i tvivl om, at fremtiden for dem ikke er i Europa. De skal sendes retur til det land, de kommer fra hurtigst muligt, så de kan sprede budskabet om, at porten til Europa er lukket for økonomiske flygtninge.
Befolkningen syd for Sahara vil ifølge FN mere end fordobles over de kommende årtier, så intet tyder på, at vandringerne vil aftage og færre søge mod nord. Derfor er det en rigtig tanke, når udenrigsminister Kristian Jensen (V) vil bruge de danske bistandskroner på at forbedre forholdene i nogle af de afrikanske lande, som mange vælger at migrere fra. Men det er et middel, som langt fra kan stå alene, og som først med en del usikkerhed vil have en virkning på meget lang sigt. Nogle af landene i Afrika er i disse år inde i en god udvikling med en pæn økonomisk vækst, hvilket ikke ser ud til at forhindre deres indbyggere i at søge mod Europa. Derfor må en af betingelserne for at modtage bistanden være, at de afrikanske lande medvirker til at overbevise deres indbyggere om ikke at migrere.
Men enn så lenge gjør naturligvis europeiske enkeltland det alle ville gjort i en vanskelig situasjon som bare blir møtt med ukritiske fordømmelser, og lar migrantene uhindret reise videre i det som mer og mer ligner et Svarteperspill. Sist ute er altså Serbia. Allerede søndag morgen krysset mange tusen migranter den serbiske grensen uten problemer. De ble ikke engang møtt av grensevakter.
Derimot blir Jyllands-Postens reportasjeteam stanset av en serbisk politimann da de forsøker å krysse grensen sammen med noen syriske og afghanske familier:
»Denne vej,« kalder en serbisk politimand. »Lejren er derovre,« forklarer han på engelsk og lader migranterne fortsætte.
Men da han ser vores kameraer, får vi ordre til at standse.
»I har krydset grænsen illegalt. Det her er serbisk territorium. Man skal benytte de officielle grænseovergange.«
»Men I slipper jo alle flygtningene ind uden videre?«
Men trods vores rødbedefarvede pas og det faktum, at vi i modsætning til alle de andre ikke behøver visum til Serbien, er kaptajnen ikke til at hugge i.
En tysk politibetjent som er utsendt for å hjelpe serbiske kollegaer forteller at minst 4000 migranter har passert bare i morgentimene. De får mat, drikke og nødvendig medisinsk pleie og blir deretter fraktet til en serbisk flyktningleir som ligger like ved grensen, hvorfra de kan fortsette mot Ungarn.
»De stopper ikke nogen,« forklarer han.
Men de fleste af dem ender jo oppe hos jer i Tyskland, spørger jeg.
»Det her kræver en fælles europæisk løsning. Vi må optræde som en union. I øjeblikket er vi ikke en union.«
Jyllands-Posten spør den tyske politibetjenten om når han tror grenseproblemet som nå forplanter seg gjennom Europa vil eksplodere ved Ungarns grense. Betjenten ser på klokken, regner litt og svarer: om toppen to dager.
Det begynner med andre ord å haste litt for Europas politiske ledelse å svare på hva de akter å gjøre med en situasjon det snart må være åpenbart for alle at ikke kan vedvare.