Douglas Murray
Det første, der møder Douglas Murray, da han sent fredag aften træder ind på Hotel Scandic Palace på Rådhuspladsen, er berusede briter og danskere, som er i fuld gang med en bryllupsfest. Murray smiler stadig ved tanken, da han næste morgen sætter sig med bacon, æg og kaffe i lobbyen og hilser på Deres Udsendte, der har bedt den britiske iagttager om et interview i anledning af Muhamedtegningernes 10-års-jubilæum:
«Fulde briter er så distinkt britisk, og du finder ikke samme form for fuldskab i Sydeuropa. Det slår mig, hver eneste gang jeg rejser sydpå. Når først sprutten går ind, går briten – og nordboen ud. Så holdes der ikke igen, men digtes, charmeres og overdrives i en skønsom blanding. Noget anderledes forholder det sig med den politiske diskussion i Europa», siger Douglas Murray og skifter til dagens emne.
Den 36-årige forfatter og kommentator, som til daglig er direktør i The Henry Jackson Society i London gæster København i forbindelse med Trykkefrihedsselskabets konference om læren af Muhammedtegningerne. Selv om solen skinner sorgløst over vor hovedstad, bliver stemningen straks mere alvorlig:
«Siden 2005 er der opstået en nervøs offentlighed, inklusiv en konstant holden øje med, hvad andre siger og gør. Vi er alle blevet insidere, globale insidere via nettet og det pulserende flow af mobile breaking news. Jeg har forstået, at Apple laver et smart-watch, der bipper om håndledet, hver gang der kommer en nyhed fra den store, vide verden. ’100 mennesker trampet ihjel i Mekka’, ’200 døde Kina’, ’Politisk kaos i Turkmenistan’.»
«Tidligere skrev bestemte folk og kommentatorer for bestemte læsere og begrænsede målgrupper. Ofte med chokerende oplysninger og pointer, men de nåede sjældent ud til et større publikum. I dag befinder alle medier sig potentielt i Jyllands-Postens situation, hvor én forkert tegning eller sætning kan skabe optøjer eller social uro på den anden side af kloden og trusler mod bladets eller koncernens sikkerhed. Ikke fordi folk nødvendigvis har læst eller set en artikel, men fordi de har hørt om ’krænkelsen’ – eller fået at vide, at islam er blevet krænket. Selv Facebook og Twitter kan udgøre en sikkerhedsrisiko for den enkelte nyhedsforbruger, selv et nok så uskyldigt opslag eller tweed. Offentligheden er blevet nervøs, labil, og konsekvensen er, at de fleste holder igen, toner ned, tilpasser sig konsensus og synger med på melodien om den multikulturelle sameksistens. Det er da også derfor, at vore politikerne nøjes med halve sandheder. Man kan sidde foran skærmen og iagttage det øjeblik, hvor deres blik flakker, fordi alt kan gå galt nu, og så begynder vandreturen rundt om den varme grød. Alligevel lader vi som om, at vi stoler på dem.»
Hvordan forklarer du det sidste?
«Den ubekvemme sandhed er, at det kun er en minoritet, der foretrækker frihed for sikkerhed, komfort, almindelige glæder og et langt, roligt liv. Husk på, at hykleri er såre naturligt for mennesket. Det er kun et fåtal, der virkelig ønsker fuld ytringsfrihed, dvs. lov til at ytre hvad som helst, så længe man ikke opfordrer til vold. De fleste kan sagtens nøjes med mindre. Principiel frihed har aldrig været en populær sag, men snarere for de få, aktive og oprørske, der gjorde – og gør – brug af friheden. For dem – os – er lovgivning imod ’hadsk tale’ og ’racisme’ konkrete indskrænkninger af virkefeltet og i sidste ende et spørgsmål om liv og død. Men ikke for flertallet.»
Hvorfor ikke?
«Fordi de ikke oplever relevansen i deres daglige liv. Hvorfor egentlig risikere noget personligt for et abstrakt begreb? Desuden skal man aldrig undervurdere frygten. Frygt er det stærkeste af alle våben.»
«Som du nok kan høre, er mit menneskesyn ikke lige så positivt endda. Jeg tror, at de fleste mennesker foretrækker at følge med flokken, måske lave lidt sjov og satire privat, men ellers tilpasse sig kammertonen i det store og hele, også når det gælder islam. Hvad skal vi med flere tegninger, mere provokation? Kan vi ikke bare lade være? Desuden klarer stand-up, film og underholdning sig øjensynligt fint uden islamkritik. Man kan jo bare lave film om noget helt andet, ikke sandt? Det samme gælder for øvrigt de fleste journalister. Det er kun få journalister, der er specielt optagede af og vilde med frihed. De drømmer i stedet om at vælte en minister og vinde respekt hos andre journalister og tilhøre the cool kids’ gang. Islam, hvad for noget?»
Men hvor fører det samfundet hen – på længere sigt?
«Godt spørgsmål. Europa kan gå i flere retninger. Det kan gå helt galt, men det kan også være, at vi besinder os i tide, jeg tør ikke spå.»
«Men forestil dig, at man havde stillet spørgsmålet til de europæiske befolkninger for ti år siden, om islam udgør bare en lille trussel mod de vestlige samfund – og så stillede samme spørgsmål i dag. Sandsynligheden taler for, at flere ville svare bekræftende i dag end for ti år siden. Med det mener jeg, at europæerne sådan set godt forstår, at vi står over for en voksende udfordring politisk såvel som demografisk. Det kommer bare ikke til udtryk, når vi diskuterer ytringsfrihed, slet ikke i Storbritannien.»
Findes der i dine øjne stadig et kollektivt ”vi” i Vesteuropa?
«Der findes altid et kollektivt ’vi’ blandt briter, danskere, hollændere eller europæere, men problemet opstår, når det kollektive ’vi’ bliver til en undskyldning for sig selv. Læg mærke til, at der aldrig er nogen, der protesterer, når afghanere kalder sig afghanere eller tyrkere kalder sig tyrkere. Det er kun vores identitet, der ikke er en identitet, men noget, der opfattes som enten opfundet til lejligheden eller gammeldags. Vi tror simpelthen ikke mere på vor egen kulturelle værdi.»
«Vores ytringsfrihed er ellers helt central. Ytringsfrihed er ikke en ret, den er en nødvendighed. En nødvendighed for at kunne afsløre alle faktiske og tænkelige fejl og mangler ved vores samfund. Ytringsfriheden er et gode, et nødvendigt gode. Uden den kan vi godt vinke farvel til de små og skridtvise forbedringer. Uden den er vi for alvor ilde stedt.»