Vi kan vel enes om, at Europa står i en brydningstid. Striden er omfattende, hvad angår såvel dybde, bredde og konsekvenser. Den handler om det korte sigt vs. det lange sigt, sandsynlige scenarier, mønøvrerum samt om vort selvbillede. Lad mig prøve at opsummere.
Et afgørende stridspunkt er, hvorvidt det vi er vidner til, rettelig er en krise eller snarere udtryk for noget mere permanent, som med invasiv hastighed vil forandre Europas demografi. Arkæologen Jeanette Varberg skrev forleden i Politiken, at mennesker altid har vandret, men denne arkæologiske og etnografiske tendens bør ikke få os til at glemme, at kontinentet ikke har oplevet en så omfattende massevandring siden 2. Verdenskrig.
Det er heller ikke europæere, der vandrer denne gang. Det er folk udefra, primært muslimer, primært mænd (ifølge FN’s egne tal tre ud af fire) fra syd mod nord og helst til Tyskland og Sverige, hvor de offentlige velfærdssystemer er allermest generøse, og hvor den muslimske diaspora vokser hurtigst.
Til Lesbos ankommer i skrivende stund 4.000 migranter i døgnet, til Danmark er kommet mere end 3.000 på få dage. Fortsætter tilvandringen, vil mere end en million migranter og flygtninge have krydset grænsen til EU, når året er omme, og det er alene de registrerede.
Som en økonom fortalte mig den anden dag, kunne man i den bedste af alle verdener opfatte denne vandring som en gave til fællesskabet. Risikovillig menneskelig kapital er, hvad alle samfund har brug for. Men han tilføjede straks, at verden ikke alene er økonomi, og at en høj koncentration af dristige unge mænd sandelig også kan være en opskrift på konflikt og krig. Især, hvis de unge mænd skuffes i deres forsøg på at manifestere deres vilje i det nye hjemland eller har en antagonistisk og autonom kultur med i bagagen.
Et oplagt spørgsmål er, hvor omfattende vandringen vil være over et længere tidsperspektiv. Hvordan ser billedet ud om 3, 6, 9, 12, 15 eller 30 år? Vil Tyskland stadig kunne forvente knap 1 mio. asylansøgere om året til den tid? Vil det stadig være et land i økonomisk vækst? Eller vil selv tyskerne nå en grænse? Og hvad med vores anden nabo? Hvor mange muslimer kan Sverige absorbere uden at blive muslimsk?
Vi står foran et ukendt terræn, for vi har aldrig prøvet noget lignende. Som samfundsforskeren og punditokraten Karsten Skjalm har fremhævet i en FB-opdatering i går aftes, så søger flygtninge og migranter i dag gennem flere lande mod deres endelige destination. Selv om de starter som flygtninge, konverterer de til migranter og ender som indvandrere, fordi opholdet oftest bliver permanent. Karsten Skjalm fortsætter:
”Dette betyder, at diaspora har en selvforstærkende effekt. Jo flere der migrerer, desto flere følger efter. Dertil kommer, at den succesfulde flygtninge- og migrationstrøm (set fra migranternes synsvinkel) også har en selvforstærkende effekt på andre flygtningekoncentrationer. Strømmen skaber en demonstrationseffekt for flygtninge i andre nærområder.”
”Der befinder sig i øjeblikket over 1 mio. flygtninge i Afghanistan. Og de vil stå næst i køen, hvis EU ikke finder ud af stoppe det snarest.”
Den ungarske premierminister Viktor Orbán, hvis relevans jeg må have undervurderet, siger noget tilsvarende – set fra Budapest: ”Det er ikke 150.000 migranter, der kommer og skal fordeles. Det er heller ikke 500.000, sådan som jeg hørte i Bruxelles. Det er millioner, eftersom strømmen af migranter er endeløs”.
Folkevandringen giver associationer til scener fra Bibelen, og de stærke og animerende billeder spejler vort selvbillede. Hvem er vi i grunden? Der er grundlæggende tre positioner i kampen om dette «vi».
Den ene position er verdensborgerens. Den er ikke nødvendigvis venstreorienteret, men anvender begreber som humanisme og menneskekærlighed, mens den skælder sine modstandere ud for ”selviskhed” og ”mental nærighed” og anklager dem for ikke at forstå globaliserings indtog.
I folkevandringen ser verdensborgeren en flygtningekrise, som må afhjælpes med altruisme og penge. Argumentet lyder gerne, at mennesker er mennesker og ikke tal eller kultur, og at det eneste anstændige, vi kan gøre, er at hjælpe dem, der søger mod nord og har brug for hjælp. I dette lys er vore territoriale og økonomiske grænser underordnet. Moral trumfer alle andre hensyn.
Den anden position møder vi hos unionsborgeren. Unionsborgeren appellerer gerne til det ”europæiske projekt”, også kaldet EU, og mener, at flygtningeproblemet først og fremmest er logistisk. Den fundamentale udfordring består således i at blive enige om en fælles plan for modtagelsescentre og en ligelig fordeling af folk på flugt fra krig. Det er ikke pigtråd, men planlægning der skal til for at håndtere tilstrømningen. Som på længere sigt vil eller kan vendes til en fordel, fordi Vesteuropas befolkninger ældes og har brug en demografisk revitalisering. Mange liberale – eller nyliberale – bemander denne position.
Den tredje position er statsborgerens. Denne position lægger vægt på det her samfund og ser helt andre sandsynlige demografiske og sociale konsekvenser af folkevandringen. Statsborgeren sætter konkrete borgerrettigheder over abstrakte menneskerettigheder, advarer mod mediernes misbrug af vor naturlige solidaritet og henviser til de hidtidige 30 års dyrekøbte erfaringer med immigration fra muslimske områder.
Statsborgeren anskuer Danmark i et partikulært, europæisk perspektiv: Danmark er ikke vokset ud af den blå luft, men skylder en liberal nationalisme sin økonomiske succes og politiske orden. Ikke føderalismen, men de etnisk, kulturelt og politisk homogene nationalstater har skabt efterkrigstidens fred og stabilitet i Vesteuropa.
Når øst- og mellemeuropæerne i dag er mere nationale end os, så skyldes det, at de netop har prøvet unioner og imperier i deres nyeste historie. Desuden er de bedre forbundet med kontinentets kristne rødder og forstår, som den amerikanske samfundsforsker Charles Murray udtrykte det under et besøg hos den liberale tænketank Cepos onsdag, at indvandring skal foregå langsomt og forsigtigt i respekt for værtslandets kultur. Ellers vil den sociale tillid forvitre og den varige velstand forsvinde. Sådan som det også er tilfældet i USA, men endnu mere i langt mindre europæiske lande.
Det var den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen, der i 1987 udtalte: «Danmark er et lille land, så vi må undgå at blive overrendt af fremmede. For mange flygtninge vil skade Danmark både økonomisk og kulturelt.» Tænk, om Ankers realisme en skønne dag kommer til ære og værdighed.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 11. september 2015, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.