En ny undersøkelse i Danmark viser hva andre meningsmålinger fra europeiske land har vist siste årene. Muslimer blir mer bokstavtro. Integreringen går bakover. I disse folkevandringstider burde dette kanskje få frem bekymringsrynker hos det politiske lederskapet?
Den nye undersøkelsen er svært interessant da en liknende undersøkelse ble gjennomført i 2006. I 2006 mente 62,4 prosent at koranen skal tas bokstavelig, som er et foruroligende høyt resultat. Nå sier derimot hele 77,2 prosent det samme.
I 2006 mente 28,6 prosent at jenter skulle bruke hijab når de kom i tenårene. I dag er svaret hele 42,7 prosent.
Dette viser hva HRS har advart om gjennom årene: integreringen går ikke bra, tvert om er det mye som tyder på at integreringen går bakover blant muslimer generelt, og at de unge er mer bokstavtro enn foreldregenerasjonen.
Dette burde ikke bare bekymre politikerne. Det burde få dem til å vurdere langsiktige konsekvenser av dagens asylpolitikk, da de fleste som kommer vandrer ut fra islamdominerte land.
Kulturforsker Kasper Støring kommenterer undersøkelsen hos Berlingske på bloggen Kulturkamp. Her siterer han en religionssosiolog som er overrasket over resultatet. Men hvorfor er sosiologen det? Sagt med Støvrings ord:
Det siger noget om niveauet hos eksperterne, som medierne og politikerne støtter sig til. Er disse eksperter uvidende eller ideologisk forblændede? Eller begge dele? Hvorfor sætter de sig ikke ind i de tilgængelige undersøgelser, og hvorfor deler de ikke denne viden?
Det er jo almindelig kendt, at muslimske efterkommere generelt er mere troende, radikaliserede og fundamentalistiske end indvandrere, dvs. første generation. Undersøgelser fra bl.a. Policy Exchange, WZB og Populus har længe vist dette.
Nettopp. Dette er undersøkelser vi også har tatt innover oss, som WZB sin, og Policy Exchange sin, og en av flere fra Populus. Den fra Policy Exchange viser med all tyngde hvor sterke de yngre er preget av fundamentalisme kontra de over 55 år. Eksempelvis ønsker hele 37 prosent av unge muslimer i alderen 18 – 24 år ønsker å leve under sharialover, viste undersøkelsen fra 2007. I dag er det grunn til å tro at tallet er høyere ettersom islamiseringen har tiltatt.
Støring refererer dette fra undersøkelsen til WZB, som viser at 75 procent mener det kun er én fortolkning av koranen. Videre at:
65 mener, at sharia (religiøse love) står over sekulære love, næsten 60 procent afviser at have homoseksuelle venner, og 45 procent mener, at man ikke kan stole på jøder.
Også her viser det sig, at der ikke er sket en bedre integration, dvs. en tilpasning til den kristne kernekultur i de undersøgte lande:
”A cause for concern is that while among Christians religious fundamentalism is much less widespread among younger people, fundamentalist attitudes are as widespread among young as among older Muslims.”
Dertil kommer, at WZB-undersøgelsen kun spørger tyrkiske og marokkanske muslimer, havde man spurgt andre, ville man sandsynligvis få et højere niveau af fundamentalisme. Især tyrkere er faktisk relativt sekulære. Hvis man f.eks. spørger muslimer med baggrund i den arabiske verden og pakistanere, ville tallet sandsynligvis have været højere. Bl.a. fordi de islamistiske miljøer især findes her (og vestlige muslimer er påvirket herfra gennem internet, tv-kanaler, osv.), men også fordi mange af dem, der i sin tid kom herfra, var islamister, der flygtede fra relativt sekulære diktaturer.
En undersøkelse fra Populus tidligere i år, viser at en stor del av britiske muslimer sympatiserer med Den islamske staten. Dette gjelder igjen især blandt de yngre muslimene. Newsweek viste det samme ut fra en undersøkelse fra ICM.
Støring refererer også til en annen fersk dansk undersøkelsen om ytringsfrihetens kår:
For nogle uger siden viste en undersøgelse fra danske Capacent, at flertallet af danske muslimer vil forbyde kritik af religion (islamiske dogmer). Heller ikke her er der fremgang. Niveauet er lige så højt som en lignende undersøgelse fra 2009 (fra bl.a. Cepos).
Støvring spør: Hvorfor debattere man ting som allerede er slått fast?
Det er sære tider, vi lever i. Hvorfor bliver vi ved med at debattere ting, der allerede er slået fast? Sikkert fordi mange mennesker lyver, både over for andre og over for sig selv. Altså ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi virkeligheden er for brutal (min utheving). De ensidige beretninger om migranter i de store medier, DR og TV2, leverer stof til løgnene – eller drømmene. Om få år er alle problemer løst, vi ved ikke hvorfor, og vi ved ikke hvordan, men vi ved det.
Det er nettopp her vi står, med politikere blottet for konsekvensanalyser som de viser oss borgere. Det er vanskelig å kalle det annet enn en nedsmelting av fornuft og visjoner.
Støvring siterer fra en kronikk i Politiken, som særlig pekte på det som har vært et sentralt tema for HRS siden oppstarten av vårt virke: kvinners fremtid i et såkalt multikulturelt samfunn der islams makt brer om seg. En kvinne beretter om samlivet sitt med en tunisiskfransk kjæreste, som åpnet realitetene rundt verdiforskjellene vi står midt i:
Han underholdt fra sofaen, når jeg kom træt hjem fra arbejde og begyndte forfra med at rydde op efter ham, inden jeg gik i gang med indkøb, madlavning og vasketøj. Derpå diskussioner om, at man selvfølgelig betaler for togbilletter af kollektive hensyn og ikke snupper alle kartoflerne fra vejboden uden at lægge penge.
Jeg måtte forklare, at det danske system ikke er ’dumt’, fordi det er så let at snyde, men at der er noget uskrevet, indforstået, som ligeledes giver os tillid, når vi glade betaler vores skat til infrastrukturen. At jeg ikke var enig i, at det er kvindens ’pligt’ at servicere seksuelle særkrav ud over naturlige præferencer, og at jeg blev ked af hans raserianfald, hvis jeg ikke fulgte ham tæt på gaden. At jeg egentlig havde troet, at jeg ville få de penge tilbage, som han ’lånte’ …?
Selv kaldte han sig feminist og mønsterbryder, fordi hans farfar havde 3 (samtidige) koner, 23 børn og næsten 100 børnebørn i Tunesien, som gradvis blev familiesammenført i Frankrigs mange parallel samfund af store arabiske ghettoer. Frankrig vil snart eksplodere, sagde han og drømte sig til Danmark. Han havde det stramt med ansvar, så jeg lovede mig selv aldrig at indgå ægteskab og risikere, at det danske kollektiv skulle løfte byrden senere.”
Det er muligens relevant å sitere den amerikanske presidenten Theodor Rosevelt som formulerte seg slik når samfunnsproblem åpenbarte seg: «Tapt terreng kan gjenerobres, men ikke tapt tid.» Det bør være vanskelig ikke å være enig i at vi har tapt mye tid overfor islams makt over flere og flere enkeltindivid.