I de ti årene som har gått etter Muhammedkrisen har det ikke skjedd noen utvikling i De Anstendiges synspunkter eller forståelse av de konsekvensene deres posisjon medfører, skriver Jens-Martin Eriksen i Jyllands-Posten.
Jens-Martin Eriksen. Foto fra Wikipedia.
Jens-Martin Eriksen er forfatter med en rekke bøker bak seg og har i de siste årene markert seg med kulturkritiske analyser og bøker sammen med professor i videnskapsteori, idéhistorie og semiotikk Frederik Stjernfelt. Blant dem er bøkene Hadets anatomi, De Anstændige og Adskillelsens politikk. Den siste er for øvrig oversatt til norsk og bl.a. anmeldt i Morgenbladet.
Eriksen mener at vestlige hovedstrømsmediene har internalistert fatwaen mot forfatteren Salman Rushdie i 1989 og overtatt frykten som forbindes med å bryte islamske blasfemilover på dette punktet. De hevder imidlertid overfor seg selv og andre at overholdelsen av forbudet mot blasfemi skjer av «respekt for religiøse følelser».
Dette har ført til et ulægeligt skisma, en dyb og uforsonlig splittelse i offentligheden mellem dem, der vil respektere de islamiske blasfemilove, og alle andre, der ikke mener, at nogen religiøse love skal nyde fortrinsret. De første anklager permanent de andre med newspeak-termen “ufølsomme” og for at skjule et fremmedhad bag et dække af universalisme og ytringsfrihed. De sidste beskylder de første for at forråde solidariteten med deres politiske modstandere og for at ville lade sig hypnotisere til at snige apartheid ind og undergrave ytringsfrihed og demokrati.
De siste ti årene har klart vist hvordan De Anstendige har feilkalibrert sine ideologiske utfordringer, fortsetter Eriksen, som mener at de samme ikke har vært åpne for kritikk, men i stedet fordømt alle innsigelser fra et moralistisk utgangspunkt. Konsekvensen av deres posisjon, som i realiteten er en paternalistisk rasisme, er imidlertid at samfunnet under dekke av multikulturalisme utvikler seg i apartheidlignende retning, hvor forskjellige kulturer lever atskilt på samme territorium:
I det omfang hvilke som helst modstandere ikke kan slutte op om deres ureflekterede, sekteriske og selvgratulerende markeringer, er det udtryk for, at de dybest set er racister. Men der foreligger ellers en vis diversitet i kritikken af multikulturalisme. Frederik Stjernfelts og min kritik af de anstændige fokuserer på den åbenbare selvmodsigelse, at såfremt man vil vil bevare alle kulturer og deres dogmer og vaner og livsmåder intakte mod moderniteten, så må man også principielt beskytte sin egen flertalskultur. Og den eneste måde, det ville kunne lade sig gøre på, ville være at lade kulturerne herske uantastet af hinanden på hvert sit territorium. På denne måde er de anstændiges ideologi sammenlignelig med den etnopluralistiske højreradikale strømning i Europa. Dansk kultur i Danmark og andre kulturer må udfolde sig der, hvor de oprindeligt hører hjemme. Kort fortalt betyder det: Assimilér eller forsvind. Interventionen i Danmark af fremmede dogmer og livsmåder undergraver vores egen kultur, ligesom assimilationen af danske normer hos muslimer undergraver traditionelle dogmer hos dem. Og derfor er det bedst, at vi lever hver for sig. Det er konsekvensen af de anstændiges tilgang til multikulturalisme, hvis man tænker den konsekvent igennem. Et alternativ til en politisk implementering ud fra deres konservative kulturforståelse ville være at fortsætte udviklingen af et apartheidlignende samfund under termen “multikulturalisme”. Kulturerne skal i denne vision leve adskilt på samme territorium. Der foreligger også den mulighed, at de anstændige i en xenofil anglen plæderer for ét kriterium for flertalskulturen og et andet for muslimsk kultur. Men det er endnu ikke klarlagt, da de anstændige er blottet for kritik af deres eget ideologiske grundlag.
Da det ikke er foregått noen utvikling blant De Anstendige, er en fortsatt abstrakt diskusjon om ytringsfrihetens status som metaprinsipp meningsløs, fortsetter Eriksen. Islamistenes voldskampanje er derimot svært følbar i praksis:
Der er ikke sket nogen udvikling i De Anstændiges synspunkter og forståelsen af de konsekvenser, som deres position medfører i de forløbne 10 år siden, Muhammed-tegningerne blev publiceret. Derfor er en fortsat simulering af en diskussion om ytringsfrihedens status som metaprincip i demokratiet meningsløs. Voldskampagnen fra islamisterne har derimod vist sine praktiske resultater ved at sætte de muslimske blasfemilove igennem i mainstreammedierne uden indsigelser fra de anstændige. For der har reelt dannet sig en position, der ikke ønsker at bryde tabuet og konfrontere de modsætninger, som gemmer sig i multikulturalisme. Tværtimod synes man beredt på at respektere flere islamiske tabuer, så snart de bliver artikuleret.
Det vigtige er at skabe kulturbeskyttelse, så alle tabuer og skikke fra førmoderne samfund kan fortsætte som hidtil. Det “fremmer integrationen”.
Eriksen mener at De Anstendige ikke later til å være innstilt på å utfordre disse prinsippene, enn si overveie de samme prinsippenes motsetningsforhold til demokratiet. De fremstår mer som grepet av «tidsånden»:
Det kan virke, som om de er begejstret af en bevægelse, en strøm i tiden, som man må følge for at forstå, hvordan mennesker med forskellig baggrund overhovedet skal kunne omgås, med vendingen om, at ”kulturerne skal sameksistere”. I denne forståelsesramme er individer blevet til kulturrepræsentanter. Dog med det forbehold, at alle etniske, danske og europæiske individer stadigvæk er individer, der kan forstå andre kulturer og forandre sig selv og deres syn på verden. Indvandrere er bare “kulturrepræsentanter”, der ligner hinanden og ikke kan leve uden at være fuldstændigt i pagt med deres forfædres kultur. Déri ligger de anstændiges uerkendte paternalistiske racisme.
Den paternalistiske rasismen er i vinden og De Anstendige propaganderer for konsensus i dette spørsmålet. I bunnen ligger et filantropisk prosjekt og de delene av islamsk kultur og religion som er uforenelige med demokrati og menneskerettigheter blir ikke kritisert. I stedet blir de fortiet og fortrengt – og den som bryter den «gode tone» ved å påpeke det, blir utpekt som rasist, skriver Eriksen, som også har gjort seg en annen interessant observasjon:
Hvis «rasisten» skulle ha rett, så har vedkommende i hvert fall ikke rett til å ha rett, for denslags kan kun utgå fra kretsen rundt det anstendige, filantropiske prosjektet. Det er bare de sistnevnte som har rett til sannheten.
Og de er de udkårne af historien, disse salvede, der skal beskytte og skærme muslimerne fra moderniteten, og bære dem uskyldigt og uvidende gennem den, mens disse udkårne ofre beundrer deres redningsmænd.
– Hvis det er noen ofre for de motsetningene som finnes i islamsk kultur, som homofile som blir utstøtt og banket opp, kvinner som får pryl og/eller blir drept, politiske og religiøse avviker som sjikaneres og trues, så må det forties. For dette er sannheter som kan brukes av dem som finnes utenfor filantropenes rekker og som ikke vil muslimene noe godt, fortsetter Eriksen, som også stiller spørsmål ved hva man skal gjøre for å konfrontere islamistenes ideologi og påfølgende dødsvold mot politiske motstandere.
Imøtegåelsen kan ikke bestå av debatt og «kamp til streken» eller de andre retoriske krumspringene som blir benyttet for å slippe å konfrontere problemet, skriver Eriksen, som mener det er på tide å innse at denne kampen ikke utkjempes med ord, men med en væpnet part:
Der er reelt tale om en modsætning mellem hensynet til sikkerhed og hensynet til ubegrænset ytringsfrihed. Og når ytringsfriheden bruges til at propagere konkret voldsanvendelse mod politiske modstandere, så er man nødsaget til at overveje, hvordan man sætter grænser for billigelse af dødsvold.
Eriksen mener vi har endt på hver vår side i samfunnet og bruddlinjen går ikke mellom muslimer og alle mulige andre. Den går mellom islamister og De Anstendige på den ene siden og alle mulige andre på den motsatt siden. Dette er den ideologiske bruddlinjen, og den er ikke etnisk eller religiøs, men handler om hvordan man oppfatter islams status i forhold til samfunnet og hvordan man oppfatter muslimsk kultur i forhold til det sekulære sammfunn. Vi deler oss som alltid etter anskuelser, men det nye er at vi står igjen med voldens problem, mener Eriksen:
En stor voldelig minoritet udvikler sit ideologiske had og praktiserer det i form af trusler og dødsvold. Imens ser man passivt til fra de anstændiges side; her er der ikke vilje eller lyst til at erkende de problemer, som volden udgør for deres politiske modstandere eller for demokratiet som sådant. Vi så det i forbindelse med angrebet på Krudttønden og synagogen, hvor en tusindtallig skare fulgte den døde terrorist til graven fra Islamisk Trossamfund og ud på den muslimske begravelsesplads i Brøndby.
Det var reelt en nihilistisk dødekult, der celebrerede hans martyrium og likvideringen af Finn Nørgaard og Dan Uzan, der blev skudt af terroristen som deltager i blasfemimødet og som jøde. Men selv reportager om begravelsesfesten i Politiken blev karakteriseret som sensationalisme og noget nær hatespeech af anstændige på flere platforme. Det var underforstået, at almindelig reportage om den store opbakning til voldsmanden overskred god tone.
Eriksen mener at den danske stat med terrorangrepet i København i realiteten mistet suvereniteten når det gjelder å garantere borgernes rett til religionskritikk av islam og dens profet, til å spotte og satirisere – alt mens De Anstendige foretrakk å bortforklare gjerningsmannens åpenbare motiver. For dem var det som vanlig påpeknigen og beskrivelsene som var hovedproblemet, ikke den politisk og religiøst motiverte volden:
Gerningsmandens planlagte attentat på et udpeget blasfemisk mål og på en jødisk institution, hvor han var forsynet med våben, som er svært opdrivelige, blev bortforklaret som en forvildet mands tilfældigt, udbesindige handling og ikke som et terroranslag, der var motiveret af islamisme og jødehad.
Voldens problem kan derfor ikke udelukkende isoleres til voldsmændene i sig selv, men må ses i sammenhæng med den sump, som deres sympatisører fra Islamisk Trossamfund udgør, og tillige de velvillige, som plæderer for at ignorere problemet med den politisk og religiøst motiverede vold. For disse anstændige udgør selve beskrivelsen af de her definerede modsætninger den egentlige misere.
Les hele i Jyllands-Posten: Ubærlige løgne og forståelig frygt forpester vores tid