Mikael Jalving
Terrorangrebene mod civile mennesker i Paris blev af vor statsminister med en for ham sjælden patos kaldt et angreb på kærlighedens by, og det er jo en romantisk sandhed i. Men desværre lever vi ikke længere i kærlighedens tid. Murens Fald, Sovjetunionens opløsning, Tysklands genforening og Schengen-aftalen er for længst fortid.
Det samme er den optimisme, som de skelsættende og liberalt opløftende begivenheder bar frem. Bedst som optimismen havde udviklet sig til fatalisme og forkromet fremskridtstro, slog islamister til i New York, London, Madrid, Mumbai, København, Paris og utallige andre steder. De efterretningstjenester, der før 9/11 var på sporet af de virkelige forhold i den islamiske sværindustri, kunne kun udbryde: Hvad sagde vi! Men ingen lyttede. Sådan blev vor grænseløse kærlighed til kærlighed i koleraens tid.
De kommer fra nær og fjern, disse mordere, mest det sidste. Men vor fjende er desværre kravlet over den mur, som end ikke findes, fordi vi ikke vil eller tør forsvare vore grænser. De bor iblandt os, de ligner måske dine venner eller dine børns venner. Efter drabene hedder det gerne i sladderpressen: Jamen, han var ellers sådan en venlig nabo, han hilste altid så høfligt, og bang! næste øjeblik har han forrettet ubodelig skade på andre menneskers liv, familie m.m.
I mere end 30 år troede vi på den liflige, givende og florissante indvandring med foldede hænder, velkomstpakker og velfærdsstat. Den nye internationale skulle aflive nationalismen. Vi troede, at den næste generation automatisk ville blive mere integreret end den første, den tredje mere end anden. Det er gået stik modsat. Stadig flere herboende muslimer føler sig stedse mere muslimske – og foretrækker derfor at leve i en forskudt verden, hvor de i ly af islams tiltagende demografiske styrke i Vesteuropa kan føle sig sikre, undgå at blive udfordret og ikke behøver at arbejde. Det sidste har de i bogstavelig forstand folk til.
Disse små herremænd er juridisk set klienter, men deres selvopfattelse er en helt anden. Mange af dem føler sig bedre end deres danske naboer. De er renere, finere, mere hellige. Og så er de mænd, de er muslimske mænd i et globalt broderskab hinsides det nationale, demokrati, lokale traditioner og samtalekøkkener. De tilbeder patriarkatet, når de tilbeder Allah, for Allah er den største faderfigur af dem alle, og de udlever det, når de fortæller deres koner, søstre og mødre, at de skal gå tækkeligt klædt og ikke indlade sig med de indfødte, slet ikke seksuelt.
Nå. Hvad skal vi gøre?
Vi skal gøre tre ting. Vi skal for det første standse indvandringen – midlertidigt – og få bedre styr på Danmark.
Det kan man ikke, siger politikerne. Hvad véd de egentlig om det, de har jo aldrig prøvet… Vi har netop prøvet det modsatte, åbnet vore grænser og reelt afskaffet dem uden at forstå, at den massive og stigende tilvandring fra arabiske og muslimske områder netop udgør den strukturelle forudsætning for den sump af terrorsympatisører og jihadister, vi ser vokse og vokse omkring de europæiske byer. Jo mere indvandring fra disse kulturer, jo større segregering, jo mere kriminalitet, vold, potentiel terror og borgerkrig. Ergo skal vi standse ulykken. Vi kan formentlig ikke forhindre terrorangreb og etniske konflikter, men vi kan muligvis stabilisere situationen. Muligvis. Andet vil for øvrigt ødelægge det økonomiske grundlag for alt, hvad der bare ligner en velfærdsstat.
Et andet greb er at få herboende muslimske kvinder og piger i tale. Vi taler hele tiden om muslimske mænd. Der er større chance for, at kvinderne kan reformere islam indefra. Vi skal appellere til deres frihedstrang og lyst til at blive en del af vore kulturelle og sociale normer ved at indføre tørklædeforbud på offentlige læreanstalter, herunder skoler, gymnasier, universiteter samt børnehaver og fritidshjem. Så længe piger og kvinder opholder sig dér – for at lære og uddanne sig, så de kan klare sig i den moderne verden og undslippe patriarkatet – skal de være fri for religiøs omklamring og ikke klæde sig anderledes end drenge og mænd. Vi skal med andre ord hjælpe pigerne og kvinderne med at befri sig fra den udvendige, manipulerende og politiske del af islam.
Idet denne ligestilling ikke kommer af sig selv, er staten nødt til at sætte en standard og vise en vej ud af den seksuelle kontrol, som tørklædet repræsenterer. I den bedste af alle verdener kunne man være ligeglad med de islamiske normer, men ikke i koleraens tid.
Med til demokratiernes selvforsvar hører naturligvis en optimeret sikkerhedstjeneste og et forbedret beredskab i forhold til, hvad vi erfarede i København i februar. Hertil kommer en systematisk hjemsendelse af kriminelle asylansøgere og en begrænset adgang til statsborgerskab, det er så banalt, at det næsten ikke er værd at tilføje, hvis det ikke var fordi, det banale er det eneste, vore rådvilde politikere beskæftiger sig med.
Kampen mod muslimsk terror er ikke en isoleret og teknisk foranstaltning, men en kulturkamp, og førend vi forstår det, har vi ringe chance for at vinde.