Mikael Jalving
Jeg er taget til Island. Leder efter en ø at emigrere til, når situationen i Europa bliver uudholdelig, huset skal afhændes, bogsamlingen brændes, og familien må gå i eksil. I efterårsferien besøgte jeg Japan af samme grund, snart går turen forhåbentlig til Australien eller Hawaii. Disse rejser er studierejser, og emnet er bundet: Hvor kan man bo, det skal være en ø, omringet af hvaler, hajer og harpuner, jeg vil væk fra fastlandet og nærheden til det arabiske og islamiske forår, der breder sig som en steppebrand med folkevandringens hast, mens tiden rinder ud for vort gamle kontinent, ledet af hippier, bureaukrater og velfærdsbaroner, der ikke fatter en klap af andet end feel-good, jura og sociale ydelser i hoved og rumpet.
Blot havde jeg glemt at tage vejrguderne i ed. Da vi lander i Keflavik, blæser det en halv pelikan, og da vi kører ind i et snedækket Reykjavik, er den blevet til en hel, flankeret af eftermiddagsmørke, udgangsforbud, slagregn, lukkede butikker og restauranter, det er som at køre direkte ind i Hades og få en fartbøde. Dér sidder islændingene åbenbart og ser amerikanske tv-serier.
Vi finder en hotelbar, og dér tilbydes jeg af en venlig bartender det engelsksprogede magasin Iceland Review, grundlagt engang for længe siden og indbydende redigeret af fotografen Pall Stefansson. Et øjeblik senere får jeg min øl galt i halsen, da jeg vantro læser en flæbende sentimental artikel om det nye velkommende Island i lyset af den igangværende folkevandring, som også her bliver reduceret til en humanitær katastrofe. Dette fjolleri er akkurat, hvad jeg er rejst væk fra, så jeg bestiller i trods én mere på min tomme mave og aner allerede tømmermænd så sikre som blodfejder i Njals saga. Det er ikke alkoholen, men kulturblindheden, der banker på.
Baggrunden er som følger: Den islandske regering har afsat ca. 90 mio. kr. til ekstraordinær nødhjælp og lovet af modtage 500 primært syriske flygtninge over de næste to år, men en lokal Facebook-gruppe, som med lynets hast samler mere end 18.000 medlemmer ud af en befolkning på 300.000 islændinge, kræver betydeligt flere flygtninge fra de muslimske områder, og dét i en vis fart à la Merkel.
Snart fyger det med statistiske sammenligninger, kemisk renset for kulturel forståelse: I 1972 kom 4.000 lokale fra Vestmannaøerne til Island på grund af et vulkanudbrud, i 1956 kom 52 ungarere hertil, i 1959 32 jugoslaver, i 1979 34 vietnamesere, i 1982 26 polakker, alt i alt 549 flygtninge siden 1956, fortrinsvist enlige kvinder med børn og personer med specielle medicinske behov. Rigtige – og integrationsvillige – flygtninge. I en kontrolleret størrelse og fart. Politik på den gamle måde.
Klip til nu: I 2015 og 2016 vil Island med andre ord modtage lige så mange migranter og flygtninge som i de forløbne 60 år. Til trods for at myndighederne regner med, at hver eneste én vil koste islændingene ca. 200.000 kr. – alene det første år.
Det afgørende er ikke engang økonomien. Det afgørende er kulturen. Men den regnes end ikke med. I stedet forsikrer den islandske bank Arion Bank, at den muslimske indvandring til Island vil være en god forretning på langt sigt. Hvor langt, oplyses ikke, men det må være langt som i Langtbortistan. Som et ekko af den europæiske hymne til humanismen hedder det, at dagens flygtninge er morgendagens læger, lærere, jurister og politikere, det manglede da bare, og sådan nogle kan man jo altid få brug for, ikke sandt?
Lektor ved det islandske kunstakademi Bryndis Björgvinsdottir istemmer: »Flygtninge er vor fremtidige kærester, bedste venner, trommeslagere i vore børns rockorkestre, Miss Iceland 2022, håndværkeren, der laver vore badeværelser, kokken, brandmanden, tv-værten«, og sikkert meget mere. Lovsangen vil ingen ende tage. Velkomstkulturen, Europas nye puritanisme, er kommet til Island, jeg er både blæst og sneet inde i en hotelbar i udkanten af Reykjavik og tillader mig at mene, at det ser sort ud. For hvor skal man snart flygte hen?
Jeg ved det ikke, men jeg ved, at kultur er blevet det nye tabu. Engang var det sex, så var det stoffer, siden var det rock’n’roll. Nu er det kultur, vi ikke taler om. Dvs. ikke højkultur og popkultur, det ævler vi løs om, beser, æder, forbruger. Næ, jeg snakker kultur, dvs. vaner, normer, forventninger, holdninger til Gud og hvermand, antagelser og ideer, som vi ikke nødvendigvis er bevidste om. Kultur er det vi gør, mens vi har travlt med alt muligt andet, men det er forbundet med det hele. Integration, f.eks. Slør. Social kontrol. Patriarkat. Vold. Ære. Vanære. Skam. Regler. Samvittighed. Løgn og latin.
Kultur er ikke et diktat. Modkulturer findes. Kultur er en dragt, en form, en orden. Kultur er ikke alene magelighed, uvidenhed eller afmagt. Kultur er magt. Hvis vi ikke forstår det, gør vi os selv magelige, uvidende og afmægtige.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 11. desember 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.