Det er en gammel sandhed, at lande og områder med en stor overvægt af mænd ofte ender i konflikt og krig. I den forgangne uge var det en amerikansk forsker, der via jp.dk (25/1) gjorde opmærksom på denne akutte kønsproblematik i forbindelse med den kakofoniske tilstrømning af enlige, unge muslimske mænd til Vesteuropa.
I de første ni måneder af 2015 søgte knap tre gange så mange mænd som kvinder asyl i Danmark, og billedet er identisk over hele kontinentet. I Tyskland skønnes det, at 70 pct. af migranterne er mænd mellem 15 og 34 år. Tendensen har – når man anskuer udviklingen historisk – allerede fået konsekvenser. I aldersgruppen 16-17 år er kønsubalancen nu større i Sverige end i Kina, advarer Valerie Hudson fra Texas A&M University. I Tyskland er der allerede 109 mænd pr. 100 kvinder.
I den artikel, som JP citerer fra, skriver Hudson bl.a.: ”Års forskning har vist, at mandsdominerede samfund er mindre stabile, fordi de er mere modtagelige over for højere niveauer af vold, opstand og mishandling af kvinder”.
Mikael Jalving
Det er som sagt gammel lærdom. Den tyske sociolog Gunnar Heinsohn pegede for ti år siden i et interview til Trykkefrihedsselskabet (genoptrykt i antologien Først med det værste. Trykkefrihedsselskabet gennem 10 år, 2014) på, at Europa ville få stadig større problemer med muslimske mænd på grund af den eksplosive demografiske udvikling igennem mere end 30 år. Heinsohn var ingen novice, men siden 1984 professor ved universitetet i Bremen og forfatter til bl.a. bogen Sønner og verdensmagt: Terror i nationernes opgang og fald (2003), som må være oplagt at få oversat til dansk.
Sociologens anliggende er andelen af unge mænd og teenagere i befolkningen og risikoen for en mandlig ”ungdomspukkel”. Er der for mange unge mænd uden positioner, prestige og piger, så har vi balladen, det er ifølge Heinsohn en verdenshistorisk konstans fra Columbus til Køln.
Utilfredsheden handler ikke om mangel på jobs og føde. Mændene kan sagtens være velnærede eller overvægtige. Kampen gælder anseelse, indflydelse og ære: ”Ikke undervægtige, men derimod potentielle tabere – eller deklasserede – trænger sig frem”.
Det ses med al tydelighed i områder som Gaza, Afghanistan, Irak og Somalia og vil gøre sig gældende i vores del af verden via migrationen. Er du i tvivl, så kig ud ad vinduet, besøg ghettoerne, der vokser og vokser, følg med på nettet eller betragt kriminalitetsstatistikken, især den personfarlige slags, domineret af tilvandrede og overvintrede ungersvende, høje af machismo og social forsorg.
Man forstår på de daglige overfald og voldtægter i Vesteuropa, og på myndighedernes forsøg på at skjule sandheden, at det nu er mændenes tid, og kvinderne, ja, de må betale. Alene denne ubekvemme sandhed burde få venstrefløjen op i det røde felt, men det sker ligesom ikke. Det er højreorienterede svin som mig og andre, der må tage kvindesagen på os og prøve at vinde ørenlyd for vore advarsler, mens vi kaldes ”alarmister”, ”mørkemænd” eller slet og ret fascister. Men vi har døtre, vi har hustruer, vi har søstre, vi har mødre, og flere og flere nægter heldigvis at se blindt til, at Europa bliver mændenes kontinent.
Mændenes magt udspringer ikke nødvendigvis af islam, men islam kan bruges som en eksistentiel eller gruppedynamisk løftestang. Der står så meget machopis i Koranen, sharia’en er én stor gave til mænd i alle aldre, så det er jo ret bekvemt. Heinsohn sagde det således: ”Man ved, at man vil bruge vold, men man har brug for en meget fin retfærdiggørelse, for man er et retfærdigt menneske”.
Det er klart, at denne indstilling er en opskrift på socialt og politisk kaos, hvorfor Heinsohn i 2007 fandt, at selv de mest pessimistiske befolkningsfremskrivninger ville vise sig for optimistiske.
De unge europæere vil ikke blive i Europa og sætte børn i verden – eller færre og færre vil. En undersøgelse i Tyskland tilbage i 2005 viste ifølge Gunnar Heinsohn, at et flertal af tyskere ønskede at emigrere eller i hvert fald overvejede det, og mon ikke, at andelen er vokset?
De eneste, der vil vise sig loyale over for Tyskland, Frankrig og andre vesteuropæiske lande, er dem, der lever af velfærdsydelser. Mændene, frem for alt. Som en mandlig asylansøger i Sverige oplyste svenskerne om i den forgangne uge: ”Jeg er kommet for at blive her for evigt – ikke for at arbejde”. Det er da ærlig snak. Det går bare ikke.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 29. januar og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.