På lørdag uddeler Lars Vilks Komiteen sin årlige ytringsfrihedspris på Christiansborg. Den går til kunstnergruppen Passion for Freedom, som er ledet af en kreds af kvinder med polsk og russisk baggrund, og som får prisen for deres utrættelige arbejde for kunstens ret til at vække noget så elementært som følelser og tanker. I panelet sidder tidligere direktør for auktionshuset Sotheby’s, Peter Batkin, kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og Uwe Max Jensen fra Aalborg samt Agnieszka Kolek, kunstkurator og medlem af bestyrelsen for Passion for Freedom til en frimodig diskussion om kunstnerisk autonomi.
Mødet vil være skarpt bevogtet af politiet.
Det skyldes naturligvis, at kunstnerisk frihed ikke længere er en given sag i vor tids medier, kunst og samfund. Flere og flere stemmer og politikere, ikke blot islamiske, ønsker at trække grænser og standse, hvad der opfattes som krænkende tale, kunst og tanker, navnlig når det gælder emner med relation til islam. Bedsteborgerligheden og selvcensuren, som vi kender den bedst nord for København, vokser og bereder vejen for nye islamiske dyder og blød såvel som hård jihad i Vesteuropa, accelereret af den fortsatte, balstyriske migration.
Det er så banalt, så at det næsten er spild af pixels at skrive det, men vi bliver nødt til at gentage budskabet igen og igen, især over for den venstrefløj, der på grund af sin skæbnesvangre forelskelse i det multikulturelle har svigtet friheden.
Mikael Jalving
Hvis du – rød, blå eller violet – vitterlig sætter pris på de vestlige værdier, såsom samvittighedsfrihed og ytringsfrihed, da kan du være med til at stoppe censuren. Det kræver egentlig ikke noget nyt eller smart. Du skal bare gøre, som du plejede at gøre i stedet for at give efter for den politiske korrekthed, som truer motoren i den vestlige civilisation: retten til at tro, tænke og tale frit.
Som en understregning af budskabets aktualitet udkommer samtidig et akut testamente fra terrorens Frankrig med titlen Hvordan de som råber islamofobi i virkeligheden går racisternes ærinde. Det kommer fra tegneren Charb – eller Stéphane Charbonnier – chefredaktør for satirebladet Charlie Hebdo og lå færdigt to dage, før han blev dræbt i terrorangrebet i Paris den 7. januar 2015. Testamentet blev skrevet som et levende manifest, men forfatterens død rummer på sin egen makabre måde tekstens pointe.
Hvis du mener, at kritik af religion er udtryk for racisme… Hvis du mener, at kritik og satire er uforenlig med islam… Hvis du mener, at den bedste måde at forsvare muslimer på er at forsvare islam… Så skal du læse denne letlæste pamflet. Skrevet i klar prosa argumenterer den for, at alle ideer, herunder religioner, har været og må være genstand for kritik – og at Gud for øvrigt er stor nok til at forsvare sig selv, for så vidt Gud findes eller findes for de troende.
Der står intet nyt i denne pamflet, men den henvender sig eksplicit til den dominerende del af venstrefløjen, som har trukket sig ud af kampen for den fri tanke og opgivet at forsvare grundlaget for et frit samfund med henvisning til tolerance og ansvarlighed og i stedet for borgere ser muslimer, der har krav på særbehandling.
Denne form for ansvarlighed er decideret uansvarlig, for den står reelt i ledtog med islamisterne og undergraver den civile offentlighed. Mordet på Charb blev længe inden foregrebet af venstrefløjens attentat mod egne idealer, det er den sørgelige kontekst bag testamentet. Som Charb skriver – eller rettere – skrev:
”Selvcensur er ved at blive en af de skønne kunster i Frankrig”.
Arrangementet i Lars Vilks Komiteen foregår lørdag den 13. februar klokken 15-17 på Christiansborg. Tilmeldingsfrist er onsdag den 10. februar klokken 12 hos [email protected] Indledning: Mai Mercado, De Konservative.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 8. februar 2016 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.