Danmarks Radio, du ved, er efter sigende i fuld gang med at producere en ny dokumentarserie om fædrelandets historie. Man gruer naturligvis for resultatet, efter at have set, hvordan genierne i DR-Byen versionerer den nyeste danmarkshistorie i tv-policyserier som ”1864” og ”Borgen”, men når solen skinner i februar, får man sådan en kriblen efter at se frem mod lysere tider.
Mikael Jalving
Tænk, hvis DR for en gangs skyld gad fortælle høvdingenes, bøndernes og kongernes Danmark, om middelalderen som nationens grobund, kirken, hæren, havet, skoven, vejrliget, sproget, salmedigterne, kulturgeografien, opfinderne, folkeligheden, landbruget, konservatismen og eksporten, imperiet og nationen, kollaboratørerne og kommunistbanderne. Hold nu kæft, tænk, hvis adelen fik en nogenlunde fair dækning frem til 1660 – og enevælden frem til 1849, dvs. alt i alt et billede af et Danmark som andet og mere end et forspil til det 20. århundrede.
Nogenlunde sådan lød min efterlysning tilbage i september, og det ville stadig være vildt at se noget fra DR med plads til Saxo, Grundtvig, Ingemann, H.C. Andersen, Johs. V. Jensen, ja, eller til Jakob Knudsen. Dvs. til mere og andet end Georg Brandes. Mere og andet end den radikale historikertradition og mere og andet end Danmark spejlet i 68’ernes selvforståelse.
Lad mig forsøge at være mere præcis, sådan at opgaven bliver lettere at gå til for DR. Stationen kunne begynde med at bestille den nye antologi Efter Georg – virkningshistoriske livtag med brandesianismen, der er udkommet på forlaget Munch & Lorenzen under redaktion af Kristoffer Garne og Johan Christian Nord og fås til den rimelige sum af 275 kr.
Her finder man spor til et Danmark, som cheferne i DR tydeligvis ikke er vant til at møde, herunder et kritisk lys på det såkaldt moderne gennembrud, iværksat af Georg Brandes, siden forladt af samme, men gjort til ideologisk drivkraft for eftertidens progressive lobbyister i kunst og kultur, medier og politik.
Det er her, virkningshistorien kommer ind i billedet. Brandes blev brugt, muligvis misbrugt, men man kommer ikke udenom, at den Brandes, som siden er blevet hyldet og atter hyldet som en anden Sankt Georg, i sin tid var en regulær kampagnechef. Kampagnen handlede om fremtiden, som skulle indfris i en vis fart, og den nære, nationale fortid, som skulle begraves. Som en søn af de slagne – efter 1864 – blev det den brandesianske målsætning at smadre den sidste rest af national etos. Nationen havde fejlet, ergo skulle den slagtes helt.
Anders Thyrring Andersen beskriver Georg Brandes’ kamp mod de ”reaktionære” som en strid mellem det gode og det onde, hvor Brandes sjovt nok tildelte sig selv og sine sekulære apostle og profeter første parket. Kunsten skulle stå i fremskridtets tjeneste, den virkelighedstro naturalisme skulle erstatte den nære fortids stemmer og netop bryde kontinuiteten. Knud Bjarne Gjesing fremhæver i sit bidrag til antologien, at ”det moderne gennembrud” ikke alene var et kunstnerisk projekt, men tillige en ideologi, der skulle agiteres for. Med Rasmus Vangshardts definition med rod i kritikken fra Jørgen Bukdahl og Jens Kruuse: en livsanskuelse gennem litteratur. Imod den brandesianske livanskuelse satte sidstnævnte i stedet en mere realistisk fordring om, at kunst handler om ufuldkomne mennesker, ellers bliver den «for lidt Djævel, for lidt Gud og for meget Religiøsitet».
Når f.eks. filminstruktøren Ole Bornedal taler om nationalismen som det, han er instinktivt imod, og forlener sig selv med en særlig ”menneskelig konsensus”, så er det som taget ud af den tidlige Brandes for hvem de første årtier af 1800-tallet var reaktionære og præget af romantik og guldalder, mens det nu gjaldt om spole frem til noget bedre, i første omgang tilbage til ”Oplysningen”, som om denne historiske periode var hævet over al kritik.
Næsten 150 år senere gentager Bornedal og DR denne kamp mod fortidens spøgelser. At ikke alle deler deres agitation, kommer tydeligvis bag på dem selv. Hvorfor? Fordi de er fanget i deres egen provinsielle forståelse af, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.
Som antologiens redaktører noterer i forordet, ville naturalismen nok være kommet alligevel, men den ville, som allerede Jakob Knudsen gjorde gældende for næsten 100 år siden, være blevet anderledes og mindre ideologisk. Det er den ideologiske dynamo, man hæfter sig ved, når man beskæftiger sig med brandesiansimen og radikalismen i Danmark. Og det er det ideologiske, der er fællesnævneren for Brandes, de radikale historikere før og efter verdenskrigene og den socialistiske ånd fra ’68.
Alle tre åndshistoriske platforme indeholdt en erklæret kamp mod religion og tradition. Og alle tre steder blev det kampens udfald, at ånden forskubbedes fra et religiøst felt til et politisk felt. Ånd og kristendom vandrede således ind i det politiske, hvor kristendom blev hovedfjenden og nationen opfattet som dens næsten lige så uhellige stedfortræder.
I dag optræder denne antinationalisme gerne hånd i hånd med antiracismen, som igen og igen dømmer andre ude som racister.
Ideologiseringen er nøglen til at forstå de seneste 150 års danmarkshistorie, og det er den, vi må have med, hvis vi skal forstå vor egen tids skingre antinationalisme og kristendomsforstrækkelse.
Lyt til vore dages folkekirkepræster, forfattere, mediechefer og chefjurister. I stedet for teologi har vi fået sentimentalisme, i stedet for syndere har vi fået frelste, i stedet for pluralisme har vi fået publicservicemedier, der ikke engang er klar over, at de er ensidige i forhold til offentligheden, og i stedet for konkrete borgerrettigheder har vi fået fluffy og allestedsværende menneskerettigheder.
Historiens ironi er som bekendt, at den har det med at gentage sig, ofte med modsat fortegn. Mens nederlaget i 1864 frigjorde os fra den multinationale stat, lader den fortsatte indvandring fra fejlslagne stater til at genindføre en multikulturel logik her i Vesteuropa, som kun de mest frygtsomme så komme. Allerede inden den muslimske befolkningsandel udgør 10 pct. i Danmark, er den blevet gældende norm.
Dét er også en side af vores danmarkshistorie, som DR næppe vil fortælle.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 29. februar 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.