Avsløringene med skjult kamera i Danmark sjokkerer politikerne. Det er dette som er det mest sjokkerende. Hvorfor setter de seg ikke inn i islam og moskébevegelser? Våre forfedre bekjempet nazismen og fascismen. Det nye totalitære vanviddet kommer tilsynelatende helt overrumplende på politisk lederskap. Det er ikke første gang islam vandrer oppover Europa, men det er første gang at det skjer uten nevneverdig motstand motstand.
Det chokerende ved de seneste udmeldinger fra moskeen i Grimhøj i Aarhus er ikke opfordringen til stening af utro kvinder, frafaldne og andre arabiske delikatesser, dem kender enhver, der gider sætte sig ind i islams juridiske grundlag. Det chokerende er, at de danske politikere tilsyneladende er så chokerede over at høre sandheden.
Sandheden er, at islam bygger på denne jura, hvis man læser Koranen og beretningerne om Mohammeds liv bogstaveligt, og at det ikke burde komme bag på noget oplyst menneske her 1400 år senere.
Spørgsmålet er, om vore beslutningstagere læser eller har læst Koranen? Spørgsmålet er, om de følger med i islamkritikken og har en bare rudimentær forståelse af, hvad vi har med at gøre takket være den ulyksalige import af mennesker med arabisk-islamiske og normer, vaner og forventninger.
Lad mig bare gætte: Det gør de nok ikke, og de har nok heller ikke læst Ahmed Akkaris og Massoud Fouroozandehs afslørende bøger om det islamiske miljø i Danmark på de såkaldte ”friskoler” og i de såkaldte ”kulturforeninger” og deres undergravende virksomhed. Som også folketingskandidat for SF Halime Oguz skrev i Berlingske onsdag, findes der en udbredt støtte til sharialovgivning i muslimske kredse i Danmark. Undersøgelser fra flere vesteuropæiske lande har vist samme tendens.
Selvsagt støtter vi sharialovverk! Islam Nets konferanse for «vanlige muslimer», som det het.
Vore velfriserede og på overfladen pligtopfyldende beslutningstagere følger sikkert med i mainstreammedierne, naturligvis gør de det, men det er ingen garanti for noget som helst, bortset fra et løbende spild af tid, når det gælder de afgørende spørgsmål om indvandringens demografiske, økonomiske og politiske konsekvenser. Et afledt problem er, at politikere, embedsmænd, dommere, skolefolk og forretningsliv lader til at være drænet for en basal forståelse af islams intimiderende, voldelige og terroristiske potentiale.
Det er ret vildt. Vore forfædre slap med nød og næppe gennem det 20. århundredes makabre og totalitære vanvid. De har oplevet og fortalt om nazismen og kommunismen, men lige lidt lader det til at have hjulpet på forståelsen af den nye totalitære fristelse med åndelige fordringer.
Senest er en almindelig borger ved en dansk domstol blevet dømt for ”racisme”, fordi vedkommende beskrev visse strukturelle lighedstræk mellem nazisme og islam, træk, som selv skolebørn burde kende til. Her gik man og troede, at racisme havde med racer og hudfarve at gøre, men næ, nej, ikke i dag. I dag kan ubekvemme sandheder skubbes ud ad vinduet med henvisning til, at det er ”racisme”.
Så dumme er vi blevet, og det er, som sagt, ret vildt. Vores primære juridiske institutioner, domstolene, er blevet erobret af mennesker, der ikke kan skelne mellem ideer og hudfarver og åbenbart mener, at de kan gardere sig imod at tænke sig om og bruge deres egne øjne.
Men der er håb. Ikke fra det politiske system, vorherre bevares, men fra neden, fra flere og flere kritikere af de etablerede sandheder om islam, især den moderne af slagsen.
I Norge har den ukuelige feminist Hege Storhaug udgivet en veritabel bestseller på eget forlag, en bog, der bl.a. beskriver Malmø som Nordens Marseilles og Muhammed som den fanatiker, han var og er for vor tids tilrejsende brunskjorter i Europas storbyer. Herhjemme ytrer modstandskvinder som Kathrine Lilleør, Marie Høgh og andre folkekirkepræster sig stedse skarpere om den grundlæggende forskel mellem islams patriarkalske gerningsretfærdighed og kristendommens individuelle syndsbevidsthed for kvinder såvel som mænd. Og der er flere på vej.
Skal vi forbyde moskéer?
Kun dem, der forbryder sig mod grundloven, ligesom vi skal forbyde udenlandsk finansiering af danske moskeer for at undgå fjernkontrol.
Derudover skal vi gøre, som TV 2 har gjort med et for dem sjældent mod: Infiltrere og granske disse ”lovskoler”, afklæde deres verbale slør og blotlægge deres reelle motiver, så flere kan se, hvad kernen er i islam ifølge disse fanatikere. Kernen er, at en moske uden sharia er som en cykel uden hjul.
»Jeg er med flertallet«, udtalte den kække imam Oussama El-Saadi til JP, og det er da ærlig snak, for såvidt man forstår hensigten – og muligvis profetisk. Skulle et islamisk parti på 10-15 pct. af vælgerne en dag få afgørende betydning for dannelsen af en ny regering, så vil flertallet pludselig være et andet end den socialdemokratisk-liberale majoritet, vi tager for givet i dette land, og imamen og hans venner vil tage sig betalt, f.eks. med posten som undervisnings- eller kulturminister. Siden kan den parlamentariske indflydelse vokse i takt med demografien. Modsat demokrater har islamister som regel god tid og masser af tålmodighed.
Hvad angår demografien, så forlyder det nu fra skolevæsenet i foregangslandet Sverige, at 8 pct. af dem, der bor i Sverige i aldersgruppen 16-18 år er kommet til landet i løbet af det seneste år. I visse kommuner – Borgholm, Skinnskatteberg og Åsele – er op mod hver anden teenager asylansøgende.
I 2014 blev der født 115.000 børn i Sverige. I 2015 ankom 162.00 asylansøgere til Sverige, hvoraf 71.000 angiveligt var mindreårige. Måske behøver islamisterne slet ikke vente så længe. Befolkningsudskiftningen er i fuld gang.
Det er ikke første gang, islam vandrer op gennem Europa, men…