I medierne forlyder det, at gårsdagens angreb på lufthavn og metrostation Maelbeek i myldretidens Bruxelles har ramt EU-komplekset i hjertet.
Det er forkert, for det er slet ikke muligt. EU har intet hjerte. EU er en teknisk, bureaukratisk foranstaltning, der forsøger at bilde europæerne ind, at den er besjælet af såvel idealisme som nødvendighed.
EU har ingen ånd, men masser af bogstaver. Den har ret, men ingen moral, den har jura, men ingen legitimitet, og det er derfor, at man ikke kan ramme EU i hjertet, selv om EU’s udenrigschef gav sig til at flæbe for rullende kameraer efter angrebet. Hvis tårer er svaret, hvad var så spørgsmålet?
Islamisterne har derimod ramt EU-komplekset i hovedet, i øverste etage. Det er derfor kun forventeligt, at EU-toppen ikke fatter en skid og ikke forstår, at de har været med til at gøde jorden for islamisk terrorisme ved at svække de ydre grænser og operationalisere den fri bevægelighed for millioner af mennesker fra hele verden, hvilket har gjort alting lettere for menneskesmuglere og islamister.
Mikael Jalving
Fraset de tragiske omstændigheder, der vokser med dødstallet og antal sårede i den belgiske hovedstad, skal man være stærblind for ikke at se symbolikken. Som man kunne erfare af de første billeder fra det mennesketomme EU-kvarter efter blodbadet i lufthavn og metro, er det omdannet til et fort under belejring.
EU har intet gjort for at minimere forudsætningerne for islamisk terror. EU har nedbrudt de nationale grænser og erstattet dem med en ydre grænse, som er illusorisk og for fremtiden skal bevogtes af – ja, tænk engang – tyrkerne.
Det var en noget cocky tyrkisk regeringschef, der i Bruxelles for blot få dage siden erklærede, at EU ikke kan overleve uden Tyrkiet. Mage til frækhed skal man lede længe efter fra en efterkommer af Det Osmanniske Rige, der brød sammen for 100 år siden, men nu lader til at være genopstået i Bruxelles. Med bøjede hoveder stod EU-dignitarerne og lyttede til den nye de facto-leder af EU, mens han stod og gjorde dig til som tyran, og mens hans præsident Recep Erdogan bekyldte EU-landene for at give syriske flygtninge en nedsættende behandling.
”Stopper det aldrig?”, spørger dagbladet Politiken på dagens forside og konfirmerer sin grundlæggende barnlige og pacifistiske tilgang til verden: Holder det da ikke snart op? Hvornår få vi ro til at sysle med hjemmesløjd, speltboller og Thomas Bobergs seneste digtsamling?
Nej, Politiken, det gør det ikke. Det holder ikke op foreløbig, det bliver formentlig værre og vil også ramme dansk grund igen. Det stopper slet ikke, hvis vi fortsætter som hidtil med salmesang og fromme håb. Islamismen er vor tids kommunisme, uden stat og bureaukrati, men med desto mere ild, blod og skræk.
Men hør så, hvad bladets ypperstepræst, den ansvarshavende chefredaktør, selveste hr. Bo Lidegaard, skriver i avisens leder:
”Trods angrebene har Europa aldrig været sikrere. Holder vi hovedet koldt og lader være med at overreagere, er der ingen fare for, at terroren vil vinde.”
Bo Lidegaard er øjensynligt også ramt i hovedet. Sådan lyder hybris på dansk, blot 24 timer efter blodbadet i EU’s hovedkvarter: Ro på. Vi er de gode, de bedste, os kan ingen tæske. Sådan taler en kulturel stemme blottet for ånd og krop, degenereret til gode manerer. Sådan taler den bedsteborgerlige kulturradikaler anno 2016. Tomt, distraheret, uddøende.
Ressentimentet lyser ud af Bo Lidegaards ordguirlande. Han befinder sig i en anden sfære end os andre, han er hævet over den sociale virkelighed, han vil hverken sættes i bås med dem, dem eller dem. Bo Lidegaard er æstet, han anskuer verden som et kunstværk, tegnet eller malet af ham selv. For ham er islamister og antiislamister ét fedt. Hvor der er to opponenter til stede, indtager Bo Lidegaard altid det tredje standpunkt.
Marsboerne må tro, vi er suicidale, og den mulighed foreligger naturligvis, for såvidt angår den politiske adel i EU-komplekset, hvortil chefredaktøren og hans slags naturligvis hører, men det er nok mere sandsynligt, at eurokraternes iboende føderalisme får dem til at flokkes om det scenarie, at hvis de blot får ødelagt nationalstaterne, så vil deres alternativ – Europas Forende Stater – en skønne dag kunne blive virkeliggjort. Som min hollandske ven Arthur plejer at sige, så er mere mystiske ting sket i kontinentets historie end dét.
Vistså, man forstår da europarlamentarikeren Vistisens reaktion. Belgien er en svag og regionaliseret statsmagt, delt mellem vallonere og flamlændinge, men det er ikke hele sandheden. Sandheden er, at islamister har kunnet vokse sig stærke og talrige i alle vesteuropæiske lande takket være velfærdsstat og vestlige, permissive normer, anført af gamle, fordærvelige 68’ere igennem årti efter årti.
Det er de gamle kommunister, socialister og kulturradikale, der har åbnet Vesteuropa for den indvandring, hvis terroristiske potentiale vi nu mærker på krop og sjæl.
Det er islamisterne, der handler. Men det er os selv, der har gjort deres succes mulig.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 23. mars 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.