Billeder er stærkere end ord og tal, sådan er det bare. TV 2’s dokumentarserie har anskueliggjort, hvad utallige historikere, sociologer og demografer har skrevet og sagt i årtier, og de de fire udsendelser med skjult kamera har skabt grundlag for en større naturalisme i den danske debat om islam, indvandring og integration.
Mikael Jalving
Flere forstår nu, at integrationen er en by i Jylland, på Sjælland, Fyn og Øerne, dvs. et gratis begreb uden hold i den sociale virkelighed, mens de etniske enklaver vokser overalt i Vesteuropa. Indvandringen er hovedårsagen til de fleste af vore trængsler, herunder at få midlerne til at flugte med velfærdsstatens mål.
Islam er ikke bare en religion på linje med flere andre, men derimod et særtilfælde, som har skabt 1400 års social og økonomisk elendighed i Mellemøsten og Nordafrika. Nu er islam så kommet demonstrativt til Europa, mens østeuropæerne forståeligt nok vægrer sig ved at begå samme fejltagelse som i Vest.
Islam er rigtignok en landeplage, men kan ikke slås ned som en pest. Islam er en idé, og ideer kan man ikke forbyde. Men man kan standse deres konkrete udbredelse. Man kan sætte indvandringen på pause. Man kan standse opførelsen af nye moskeer og fjerne alle offentlige tilskud til diverse muslimske ”kulturforeninger” og i stedet målrette den sociale indsats til de muslimske kvinder, der tør og kan sætte sig op imod klanernes, patriarkernes, brødrenes og sønnernes magt, mens der oprustes imod det muslimske bandevæsen.
Det er alt sammen en kolossal opgave og kommer til at koste kassen. Men det kan endnu nås, selv om regeringen tøver. Hvis vi altså tør og vil. Hvis ikke, kommer dine børn og børnebørn til at betale prisen i endnu højere grad end dig.
TV 2’s billeder taler deres tydelige sprog. Men der findes tal, der er endnu mere sigende, almene og alarmerende. De tal er forsvundet i debatten, så lad mig derfor minde om blot fem meningsmålinger fra de seneste år.
Den første blev offentliggjort af det tyske forskningsinstitut WZB i samarbejde med den nederlandske sociolog Ruud Koopmans i december 2013 og baserede sig på ca. 9.000 adspurgte europæiske muslimer med tyrkisk eller marokkansk baggrund i henholdsvis Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Østrig og Sverige, der i undersøgelsen blev præsenteret for en række udsagn. Her erklærede 60 pct. af de adspurgte europæiske muslimer sig enige i, at ”alle muslimer bør vende tilbage til islams rødder”, 75 pct. i at der kun findes ”én fortolkning af Koranen, som alle muslimer bør holde sig til”, og 65 pct. i at ”religiøse regler er vigtigere end sekulære love”. 44 pct. af de adspurgte erklærede sig enige i alle tre udsagn.
Tendensen var så grel, at DR’s program Detektor sidste år satte et helt program i søen for at så tvivl om min og Kasper Støvrings fortolkning af undersøgelsen i henholdvis DR 2’s Deadline og Debatten. Hvis man forstår undersøgelsen på dens egne præmisser, viser den, at næsten halvdelen af de adspurgte muslimer i Europa er fundamentalister, når det gælder islams rolle i samfundet, mens Støvring og jeg dengang mente, at der såmænd var belæg for at sige, at der var endnu flere.
Uanset hvad: At der findes en lang række moderate muslimske debattører i Vesteuropa er glædeligt, men bør ikke få os til at nære illusioner om værdierne blandt almindelige muslimer. De er i store træk ude af trit med de samfund, de selv har valgt at leve i.
Andre undersøgelser bekræfter desværre samme overordnede billede. Samt en tendens mere: Det er især de unge, der bliver religiøst og politisk radikalisrede. I 2007 offentliggjorde den britiske tænketank Policy Exchange en meningsmåling baseret på mere end 1.000 britiske muslimer. Heraf foretrak 37 pct. af de 16-24-årige muslimer at leve under sharia-love frem for den britiske lovgivning, hvorimod 17 pct. af de adspurgte over 55 år nærede samme ønske. Samtidig mente 36 pct. af den unge gruppe, at muslimer, som frafalder islam, bør straffes med døden, mens 19 pct. af de ældre fandt, at apostasi skal straffes med døden.
Den nyeste undersøgelse i Storbritannien foretaget af analysevirksomheden ComRes for BBC i 2015 efter det væbnede angreb på Charlie Hebdo i Paris, viste, at 20 pct. af de adspurgte muslimer finder det vestlige samfund uforeneligt med islam, og at 27 pct. af muslimerne i undersøgelsen svarede, at de havde en vis sympati for motivet for angrebet på det satiriske ugeblad, altså mere end hver fjerde, og at 32 pct. forstod motiverne bag angreb i islams navn. Sidstnævnte blev af BBC vendt til, at et flertal af britiske muslimer var imod angrebet på det franske satiremagasin, hvilket jo ikke er decideret forkert, men slører eksistensen af den store og dybe sympatisørgruppe.
Samme sympatisørgruppe dokumenteres i danske meningsmålinger fra 2009 og 2015 (den første foretaget af analyseinstituttet Capacent for DR og præsenteret af DR med den vildledende rubrik ”Muslimer vil have ytringsfrihed med håndbremse”, den anden foretaget af Wilke for JP), der viser en stigning i andelen af herboende muslimer – næsten fire ud af ti – som mener, at Koranen bør erstatte eller indgå i den sekulære lovgivning i Danmark.
Det passer med andre ord ikke, at vi ikke har omtrentlige tal for, hvor mange radikale muslimer, der lever i Vesteuropa. Hverken politikere eller journalister kan henvise til, at de ingenting ved, at det hele er uhyre kompliceret, og at man generelt set aldrig må generalisere.
Hvad vi oplever, er en islamisk vækkelse med politiske og kulturelle fordringer, sådan som den amerikanske politolog Samuel Huntington beskrev allerede for 20 år siden. Mange – og stedse flere – muslimer bliver moderne uden at tilegne sig vestlige værdier og søger i stedet tilbage til islam som kilde til identitet, mening og håb. Hverken iPads eller velfærdsydelser vil stoppe dem, tværtimod. Civilisationer forandres kun meget langsomt, de er med Huntingtons udtryk ”realiteter af ekstrem lang varighed”.
Islamiseringen er ikke alene et sikkerhedsproblem. Den er også et politisk problem – og værre endnu – den er et kulturelt problem i vor midte.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 16. mars 2016 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.