Selv om Donald Trumps overraskende eksprestog mod nomineringen til præsidentkandidat for Republikanerne blev bragt til standsning i Wisconsin i den forløbne uge, har den berygtede forretningsmand stadig gode chancer for at stå øverst på partikonventet til sommer. Hvor skæbnens gunst eller ugunst fører ham hen, kan ingen vide. En mulighed er, at han vinder nomineringen og kører partiet i sænk ved præsidentvalget. Trump er på alle måder en joker, men det interessante er, hvad trumpismen repræsenterer i det amerikanske samfund, og hvorvidt det har videre betydning for Europa, hvor EU-kritikere har fået ny vind i sejlene efter den hollandske folkeafstemning i går.
Ifølge Michael Needham, der er direktør for den konservative netværksgruppe Heritage for America, hvis målsætning er at øve direkte indflydelse på republikanske medlemmer af Kongressen, men ikke selv er nogen fan af Trump, er trumpismens rødder en dyb og akkumuleret skuffelse over det republikanske parti, dets politiske korrekthed og dets mangel på lederskab. Mange konservative vælgere har en fremmedgørende følelse af, at ingen kæmper for dem, og de er i mangel af bedre endt i armene på Donald Trump, hvis hovedbudskab er, at politikere er korrupte og dumme, men at han er den lysende undtagelse.
Mikael Jalving
Trump er ingen Messias, men han er en budbringer af kræfter larger than him. På sin egen uortodokse facon transmitterer han den utilfredshed med det politiske system, der findes i folkedybet, og hans fortsatte aktualitet sætter en fed streg under det grundlæggende forhold, at de etablerede konservative institutioner og kongresmedlemmer i Washington er ude af sync med konservative kerneværdier, som de har bevæget sig væk fra igennem årtier.
Amerikanske konservative har ligesom europæiske liberale sat den libertære eller økonomiske borgerlighed over de kulturelle lag i det nationale anliggende, herunder bekymringen over den vedvarende og voksende indvandring via Mexico for USA’s vedkommende. Ja, de har glemt, at politik overhovedet er et nationalt anliggende. Donald Trump er muligvis hverken social- eller nationalkonservativ, men siger, at han vil kæmpe for det amerikanske folks interesser og værdier, og det har bred appel, uanset hvor dybt patriotismen stikker. Selv om han er rigmand, personificerer han den pointe, at det ikke er nok med en lean markedsøkonomi, men at et stærkt Amerika også kræver stærke familier og et civilsamfund, der fungerer og løfter alt det, som staten ikke kan løse.
Needhams vurdering er, at ingen i det republikanske establishment i de seneste mange år adresseret den utryghed, som mange amerikanere oplever i lyset af indvandring, terror, finanskrise og føderalt vokseværk. Frygten kan ikke skammes eller snakkes væk, den er reel og handler om den amerikanske middelklasses hverdag og næste generations muligheder i Guds eget land. At fortælle folk, at de tager fejl – eller ikke skal frygte fremtiden – besvarer ikke deres spørgsmål. Det fører kun til tiltagende fremmedgørelse. Lederskab handler i stedet om at forstå folkets situation og kanalisere flertallets forestillinger i retning af højere formål.
Trumps succes afslører, at der ikke længere er nogen solid kerne i det republikanske etablissement. Denne observation gør tre scenarier mulige. Det mest sandsynlige på kort sigt er, at Demokraterne vil forstå at udnytte det konservative kaos og sætte sig på flertallet i begge kamre. Et mindre sandsynligt er, at Donald Trump vil få held med at love amerikanerne, at de kan være trygge under hans beskyttelse, hvilket bliver svært, så længe succesen står og falder med én person. Et tredje scenarie er, at Republikanerne med tiden kommer igennem krisen og bliver et reformvenligt parti med lederskab.
Så vidt Needham. Hans nøgterne analyse peger hen på den videre pointe, at man ikke behøver opføre sig som Donald Trump for at lære af ham. Vist er han for længst udråbt til idiot, men idioten kan lære os ikke at ofre de kulturelle aspekter ved borgerligheden i liberalismens og globaliseringens malstrøm. Uanset hvor trumpismen fører hen, rummer den et latent og nødvendigt opgør med den uhellige alliance mellem ”big government”, ”big business” og ”big media”. Dvs. med konkurrencestaten, som treenigheden hedder på dansk med føderal overbygning i Bruxelles.
Det er folkeslagene mod de kulturblinde teknokrater, det er Europa mod EU. Kun hvis vi redder nationalstaterne fra EU kan vi redde Europa, ellers går begge dele tabt. Nationalstaterne er lige så vigtige for Europa, som de er for demokratiet og den politiske orden. Kun hvis vi afviser den planøkonomiske fordeling af migranter i menneskelighedens navn, kan vi tage imod dem, vi har plads og råd til på længere sigt uden at belaste de kommende generationer over evne. Det er etik. Og det er konservativ politik i lyset af, hvad der sker på begge sider af Atlanten.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 7. april 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.