Det var en på flere måder interessant kronik, JP bragte i går. Her opfordrede den tidligere stabschef for PET Jacob Bentsen til en ny erkendelse af terrorens væsen efter det seneste bombeangreb i Bruxelles, som kun er det sidste skud på stammen siden Madrid, London, Paris, København og utallige andre islamiske angreb kloden over – og ikke det sidste.
Mikael Jalving
Ét er nemlig terroristerne selv. Noget andet og mere alarmerende er den moralske og operationelle støtte de fromme unge mænd nyder i muslimske områder som f.eks. Molenbeek i Bruxelles og på Nørrebro i København. Den tidligere PET-chef skriver direkte, at der i løbet af de seneste 5-10 år er opstået parallelsamfund, hvor sympatien for terror i Allahs navn er så udbredt, at det ”reelt ikke lader sig gøre at etablere et tilstrækkeligt tæt net til at fange terroristerne i deres planlægningsfase.”
Og videre: ”Radikaliseringen, den moralske træning og uddannelse, tilvejebringelse af simple midler som håndvåben og sprængstoffer sker upåagtet i de ekstremistiske miljøer hjulpet på vej af stadig mere lukkede miljøer, hvor politi og efterretningsvæsen har overordentligt vanskeligt ved at færdes, medmindre der er tale om egentlige politiaktioner.”
Men Jacob Bentsen er ikke færdig. Han beder os forstå, at terror og social segregering er religiøst og kulturelt drevet og kun i mindre grad bunder i sociale og/eller psykologiske faktorer. Sidstnævnte spiller ind, men på en overfladisk måde og udgør i stedet en ”belejlig måde at negligere eller undlade at nævne og håndtere de religiøse og kulturelle aspekter og baggrunden for hadet til de vestlige samfund og deres borgere og myndigheder.”
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Vi har været idiotiske nok til at lytte til socialvidenskabelig nonsens i årtier og betaler nu prisen. Ekstremisterne er allerede for mange til, at vi kan bekæmpe dem med pjecer, weekendkurser i demokrati og kommunale drømme om at gøre Vollsmose til en turistattraktion – eller som Alternativets Uffe Elbæk tror – ved at afskaffe den symbolske gudstjeneste, der åbner hvert folketingsår. Var det så nemt, kunne vi trygt overlade sagen til politikerne.
Det prisværdige er, at PET-chefen gør regnskabet op i et historisk øjeblik, hvor vi har vænnet os til den tanke, at ritualmordene kan ramme os hvor som helst, når som helst, uanset antallet af besværgelser og fordømmelser fra de politiske og kreative klasser i Vesteuropa. I en periode fra terrorangrebet i Madrid i 2004 og nogle år frem skulle man bare lade være med at tegne ham der Muhammed, så kunne man være nogenlunde sikker på at dø en naturlig død. Men nu er vi alle Muhammedtegnere.
PET-chefen peger på problemets rod, så at ikke engang hans tidligere kollega, det nuværende medieorakel Hans Jørgen Bonnichsen, kan være i tvivl. Problemets rod er naturligvis islam, hvorfra islamismen udspringer. Det er immervæk islam, Mellemøstens største eksportvare efterfulgt af olie, som får fromme muslimer til at dele verden op i to separate sfærer, et hus for islam, hvor ”freden” siges at herske, og et hus for ikkeislam, altså ”krigens hus”, som skal islamiseres med alle midler. Det er derfor, at såvel moderne Mekka- som Medina-muslimer udviser lav eller ingen tillid til nationalstatslige myndigheder. Det er derfor, at selv «moderate» muslimske kvinder går med slør og insisterer på, at det er deres eget valg, mens nogle af dem samtidig kritiserer vestlige feminister for ikke at kæmpe en fælles kamp mod patriarkatet. Det sidste er unægtelig sandt, men kampen begynder først, når de unge kvinder smider sløret.
Imens ævler biskopper, forfattere og andre bedsteborgere videre om ”tonen” i debatten og bedyrer, at det ville være et grundlovbrud, hvis man fratog diverse imamer deres statsborgerskab. Resultatet er, at de reelle problemer tales ned under gulvtæppet, mens grundloven anvendes – imod dens intention – til at smadre landet.
Mit land, det ligger ned, men vi kan endnu rejse det, hvis vi mander os op. Midlerne findes. Ikke på europæisk plan, desværre, hvilket kun gør det nationale svar desto vigtigere. Jo længere tid, vi venter med at tage midlerne i anvendelse, jo mere drakonisk må vi ty til dem senere for vore børn og børnebørns sikkerhed.
For det første skal vi standse indvandringen fra muslimske områder, indføre asylstop og afvise konventioner, der er ude af trit med vores historiske situation. En liberal udlændingepolitik har vist sig at være en bombe under liberale normer. Konstant indvandring hæmmer integrationen. Stedse større kulturelle forskelle øger risikoen for balkanisering.
For det andet skal der ikke gives tilladelse til opførelse af flere nye moskeer, slet ikke for udenlandske oliepenge, ligesom muslimske kulturforeninger og friskoler skal under skærpet opsyn.
For det tredje skal politi og myndigheder have tilført flere ressourcer til såvel infiltration som de «egentlige politiaktioner», Jacob Bentsen omtaler med henblik på svækkelse af de kriminelle aktiviteter i ghettoerne.
For det fjerde skal opfordringer til vold og værre straffes med udvisning uanset statsborgerskab, ligesom deltagelse i jihad eller forberedelse til jihad skal straffes med udvisning for bestandigt.
For det femte – og det er muligvis det sværeste – skal velfærdsstaten trimmes, så færre lever på passiv forsørgelse, unge som modne, kvinder som mænd. Den permissive velfærdsstat har vist sig at være sin egen værste fjende. Systematisk godhed fører til ladhed, ladhed fører til trældom, og trældom er trældom, uanset om der står islamisk eller socialistisk foran.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 31. mars 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.