Bedst som muslimske normer og de facto kønsadskillelse vinder frem over det meste af Vesteuropa i takt med den galopperende indvandring, breder en syg blufærdighedskultur sig blandt unge vesterlændinge. Det er en uhellig alliance, som tvinger den sunde kropslighed og den historisk tilkæmpede ligestilling tilbage, helt nede fra skolealderen.
En endnu ikke offentliggjort undersøgelse foretaget af Center for Ungdomsstudier afslører tilsyneladende, at halvdelen af adspurgte piger og drenge mellem 13-16 år mener, at det er flovt at lære at svømme med klassekammeraterne. Det kræver som bekendt, at man tager noget tøj af og noget andet på.
Radioprogrammet Reporterne på Radio24syv havde i går inviteret en ung pige i studiet for at fortælle, hvorfor unge mennesker er så blufærdige, og hendes idrætslærer – sikkert både sød og rar – bakkede hende op. Det er bedre at kønsopdele svømmetimerne, mente han, så piger og drenge slipper for at se hinanden i svømmetøj. Ellers kommer de slet ikke.
Mikael Jalving
Fordi jeg kun hører radio, når jeg kører bil, sad jeg i bilen og skumlede og lod mig irritere af den voksne idrætslærer, der burde vide bedre i stedet for bekvemt at føje de unge pigers magelige ønsker. At kræve deres tilstedeværelse og sanktionere imod pjækkeriet, er åbenbart utænkeligt.
Sig mig engang, søde svømmelærer og unge piger, hvad fanden tror I, vi andre gjorde?
Vi hoppede i badetøjet i 4. og kastede os i det iskolde vand, og så svømmede vi så hurtigt som overhovedet muligt for at få chokket overstået – og ved I så, hvad der skete? Så opdagende vi, at det faktisk var meget sjovt, at det ikke gjorde ondt, at vi var fælles om kropsligheden og blufærdigheden, selv om vi naturligvis så forskellige ud ved bassinkanten, mens vi drenge gjorde os umage med at posere med de muskler, vi ikke havde, og de skæve ben og knogler, der strittede på os som grene i en vinterstorm.
Hvad er det, der sker for de unge piger? Skræmte for drenge, skræmte for det ”mandlige blik” kræver de kønsopdelt alt muligt, for dermed kun at konfirmere mandens blik. Mænd? Vi taler om drenge, ikke mænd. Vi taler om svømning, ikke om nøgenhed, ikke om sex. Vi taler om ligestilling – det, jeres mødre har kæmpet for – det, der ikke kom af sig selv hinsides tid og sted, men det, som kun historiens vælde kunne frembringe til ære for jer – og nu vil I så have kønsopdelt svømmeundervisning. Det er sygt, piger. Tag jer sammen!
Det er vor samtids kolossale sentimentalisme, der nok en gang er i spil. I føler alt muligt, hele tiden, og I kræver frit valg, feel good og frihed fra krav. Som var svømning en app eller en scene for jeres eget ego.
Svømmeundervisning er tilfældigvis et fag, det er en del af at høre til på dette sted, i denne kultur, i det her samfund, hvilket åbner op for en mere generel pointe. Kultur er ikke bare et frit valg. Kultur indeholder et element af tvang. Skolen er tvang. Matematik er tvang. Dansk er tvang. Kristendom er tvang. Tysk er i den grad tvang. Engelsk lyder let, men er faktisk også tvang, man får ligefrem karakter i det. Gymnastik er også tvang. Svømmeundervisning er tvang. Badebukser og badedragt er tvang. Hvorfor? Fordi vi, fædre, mødre og bedsteforældre ønsker, at vores efterkommere mestrer visse ting, får visse færdigheder, før de kaster sig ud i at blive gennier og unikummer.
Men vi har sagt farvel til færdighederne, vi vil vælge selv fra alle hylder. Denne kulturliberlisme gør naturligvis de unge skrupforvirrede og alting okay. Slør er okay, burka er okay, halal er okay, separat gymnastik- og svømmeundervisning er okay. Alt er tilladt, bortset naturligvis fra at være ”gammeldags”.
Hvis min datter kom og sagde, at hun ikke ville gå til svømning, fordi der er drenge til stede, så ville hun få samme besked: Kan du så komme af sted, du elsker jo at svømme!
Bagved pigernes udtalte blufærdighed og pigefnidder kan vi iagttage, hvordan den importerede amerikanske kropsforskrækkelse går hånd i hånd med islam, som vi gudhjælpemig også har annekteret kritikløst. Må jeg så bede om 400 meter crawl, og det skal være lige nu.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 21. april 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.