Det er sjældent, man får klar besked fra danske historikere. Det er som regel noget med på den ene side, på den anden side og på den tredje side efterfulgt af en ansøgning om flere statslige forskningsmillioner, helst i anonyme puljer, sådan at forskerne kan fortsætte med at marchere i takt. Derfor er det også en befrielse at læse historiker Bent Blüdnikows artikel om dansk besættelseshistorie i det nyeste nummer af Historisk Tidsskrift (ikke online). Indrømmet, jeg ser forfatteren privat, men ret skal være ret: Her slår Bent Blüdnikow vinduet op til de iltfattige dagligstuer, som de kulturradikale historikere plejer at trisse rundt i uden at interessere sig synderligt for verden udenfor. Gud, hvor har de fortjent det.
Mikael Jalving
Det er så paradoksalt, at det er værd at gøre holdt ved: Her har de dominerende historikergenerationer efter Anden Verdenskrig i ét væk advaret mod »nationalisme« og efterspurgt mere indvandring, flere flygtninge og grænseløs internationalisme, men samtidig har studiet af deres egen nære fortid været præget af nostalgi og nationalromantik. I bog efter bog har de serveret den samme skrøne om danskernes sammenhold under krigen, deres grundlæggende humanisme og pragmatiske indstilling til samarbejdet med besættelsesmagten, som tilsidst blev så udmattet, at den lod de danske jøder flygte til Sverige.
Bent Blüdnikow tager særligt fat i Bo Lidegaard, fra Politiken, og Hans Kirchhoff, lektor i samtidshistorie ved Københavns Universitet 1970-2003, men det er en hel garde af hjemstavnsmytomaner, han angriber, velvidende at der stadig udklækkes nye disciple, hvor end der er offentlige penge involveret. Denne relativt snævre kreds refererer og anmelder hinandens bøger ukritisk og udelader fortolkninger, der ikke harmonerer med det ortodokse dogme, at samarbejdspolitikken var nødvendig, at der ikke fandtes alternativer, og at 30’ernes danske nedrustningspolitik ikke fik konsekvenser.
Samarbejdspolitikken reddede næppe de danske jøder. Årsagen til redningen i oktober 1943 var formentlig Heinrich Himmlers og Werner Bests iskolde beregninger. Situationen var naturligvis kritisk for jøderne, men ligeledes for den nazistiske ledelse i takt med, at krigslykken gik den forkerte vej. Hvis de lod jøderne slippe væk, kunne de håbe på at redde deres eget skind i tilfælde af tysk nederlag. Planen lykkedes. Med inddragelse af alternativ og international litteratur sandsynliggør Blüdnikow, at topnazister her som andre steder i Europa brugte jøder til at skabe sig private fordele.
Når danske jøder i Theresienstadt fik særligt gode forhold og blev reddet, skyldtes det sandsynligvis heller ikke samarbejdspolitikken og departementchefstyrets indflydelse, men at nazisterne brugte de danske jøder i forsøget på at overbevise verden om, at jøderne skam blev behandlet godt af nazisterne. Artiklen viser specifikt, at de danske repræsentanter, der var med i den Røde Kors-delegation, som besøgte Theresienstadt i 1944 og skrev rosende i deres rapporter om jødernes forhold, naivt troede på den nazistiske propaganda. Men det værste var, at deres forløjede rapporter tilgik de allierede og endda USA’s udenrigsministerium og kom til at indgå i det samlede billede af, hvordan jøderne havde det. Dermed blev den naive danske fremstilling ikke alene en propagandasejr for Himmler, men var også med til at afgøre jødernes videre skæbne. De allierede fik det indtryk fra de danske rapporter, at jøderne havde det godt, og at et større militært indgreb måske ikke var påtrængende. Dette aspekt er vist aldrig nævnt af danske historikere.
Hver gang alternative røster bevæger sig ind i dansk besættelsestidshistorie, hedder det, at de moraliserer, f.eks. om statsminister Anders Fogh Rasmussen i 60-året for Befrielsen i 2005. Men Lidegaard m.fl. er naturligvis ikke mindre moralister end deres få kritikere. Anden Verdenskrig var fuld af moralske dilemmaer og tragiske valg, og det ville være grotesk at mene, at de trufne beslutninger, f.eks. de danske myndigheders udlevering af tyske jøder til kz-lejre, var det bedste mulige i alle tilfælde – eller at det gode forhold til tyskerne legitimerede det alt sammen.
Det er vigtigt at huske, at alle historikere betjener sig af moral, også dem, der siger, de ikke gør det. Den, der hævder at være moralsk indifferent, er den største moralist af alle. Derfor er den gængse ambition om alene at sætte sig ind i fortidens mennesker på deres egne præmisser og uden at forholde sig til dem en akademisk blindgyde. Det er nemlig umuligt. Når Bo Lidegaard indlever sig i fortiden, er det naturligvis Bo Lidegaard, der gør det, ingen upartisk iagttager, og hans bøger bliver derefter.
Fortiden er ikke blot det nødvendiges mulighedsrum, men et kompliceret virvar af begivenheder, viljer, fantasi, ideologier, praksis og meget andet. Bent Blüdnikow fortjener et skulderklap for med sin 50-siders personlige og historiografiske beretning at have vist os de blinde vinkler i den radikale grundfortælling om besættelsestidens Danmark og pege hen på en mere generel tommelfingerregel: De, der praler med deres internationale sindelag, er gerne selv de mest provinsielle.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 27. april 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.