Man skal stå tidligt op, hvis man vil følge med i det svenske samfundseksperiment, som synes at være udstyret med turbo, alufælge og rallydæk i disse måneder og år. Spørgsmålet er blot, hvem der holder rattet.
For nylig indrømmede den tidligere borgerlige kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth over for landets største avis, at hun skam læser alternative netmedier som f.eks. Avpixlat, fordi de etablerede svenske medier fortier fakta om indvandringens konsekvenser, herunder kriminalitet begået af svenskere med anden etnisk baggrund end svensk. Samtidig tog hendes daværende chef, tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt til genmæle imod dem, der mener, at Sverige reelt er brudt sammen. »Jeg forstår, at vi lever under et kollaps. Alt er holdt op med at fungere. Hvordan var juleferien så i dette kollapsede land? Hvordan var det at fejre jul i kollaps? Brændte juletræet? Var der ikke noget mad? Faldt huset sammen?«
Reinfeldt og Liljeroth kommer fra samme parti, Moderaterne. Selv i de borgerlige rækker, der hidtil har stået samlet imod de indvandrerkritiske Sverigedemokrater, er der uro. Imens fortsætter den historisk unikke migration til landet, hvor flere og flere spørger sig selv, om der mon bliver råd til deres pension om føje tid. På vej ind i denne krise og kritik har journalist Gunnar Sandelin og etnologen Karl-Olov Arnstberg udsendt en bog med titlen ”Nötskalet”, som på dansk kan oversættes til ”Sverige i en nøddeskal”. Den sammenfatter flere års arbejde med at kortlægge konsekvenserne af den svenske indvandringspolitik fra skole til pensionering, men er ikke blevet anmeldt i de etablerede medier til trods for, at forfatterduoens forrige bind ”Indvandring og mørklægning” solgte 12.000 eksemplarer uden markedsføring og uden om almindelige boghandler. Også det nye bind er udkommet på forfatternes eget forlag til rungende tavshed, og jeg udbeder derfor Gunnar Sandelin en forklaring på, hvordan det moderne Sverige overhovedet kunne komme, hvor forfatterne mener, at Sverige er endt.
»Sverige ligger, som Sverige har redt, fordi vores magthavere ikke har værnet om Sverige og er afstået fra at lægge konsekvensanalyser frem, men i stedet har sagt det, der lyder godt og humanitært. Hertil kommer en journaliststand, som ikke har gjort sit arbejde, men fungeret som asylmodtagelse med sine solstråle- og reflekshistorier om ”flygtninge”. Jeg overraskes fortsat over den svenske mentalitet. Vi kan tilsyneladende tilpasse os alt. At gøre modstand findes tilsyneladende ikke i svenskernes dna.«
Magthavere, siger du. Hvem eller hvad er det konkret, I tænker på?
»Anført af socialdemokraterne har det politiske flertal formået at føre forestillingen om ”folkhem” fra et nationalt plan til globalt plan. Alt for længe har forventningen været, at Sverige skal kunne tage hånd om hele verden. Denne humanistiske form for hybris har hånet og ekskluderet alle, der mente noget andet. Allerede på Olof Palmes tid var ”international solidaritet” et socialdemokratisk slagord. Budskabet var, at mennesker fra den tredje verden altid var undertrykt af kapitalismen, og derfor var de også ”gode”. På den baggrund blev det nemt at åbne grænserne og samtidig påstå, at vi var så rige, at vi havde råd til en ”generøs indvandringspolitik”. Det har så siden vist sig, at man ikke kan få et samfund, som hvilede på et folk af 6-7 mio. hårdtarbejdende skatteydere, til at indbefatte hele verden.«
Hvor har det vist sig?
»Det har jo længe været synligt i den sociale virkelighed, men ikke i medierne. For nylig bragte TV4 for en gangs skyld en ubekvem nyhed, hvad angår indvandringens konsekvenser. Uledsagede ”flygtningebørn”, hvoraf mange lyver om deres alder, kan få op til 70.000 svenske kr. og op til 3.000 kr. om måneden til de fylder 20 år, hvis de blot på tro og love erklærer, at deres forældre er døde. Denne strukturelle uvidenhed om tingenes rette sammenhæng gælder også islams indtog i det svenske samfund. Politikernes og mediernes kundskaber om islam er generelt set meget ringe, og den svenske kirke og socialdemokratiet anser alle muslimer som trosbrødre.«
Ingentingfolket, kalder Gunnar Sandelins medforfatter, etnologoen Karl-Olov Arnstberg, svenskerne. Ingentingfolket er prisgivet en multikulturalisme og globalisering, der er i fuld gang med at gøre den svenske kultur overflødig. De gamle svenskere er udskiftelige, og de, der skabte den svenske nationalstat fra 1800-tallet er for øvrigt for længst døde. I dette værdivakuum skyder nye ideologier frem, herunder indvandring, jihadisme og feminisme. Hertil siger Gunnar Sandelin:
»De nyeste tal fra Statistiska Centralbyrån (Sveriges Statistik, red.) viser, at antallet af personer med udenlandsk baggrund er vokset med knap en million fra år 2000-2015, mens personer med forældre med svensk baggrund er faldet med 25.000. Befolkningsudskiftningen er således i fuld gang og pågår, mens vi sidder her og snakker.«
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 16. april 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.
Boken kan kjøpes her.