Jeg er taget til Bergen i Norge for at deltage i Nordiske Mediedage. Fra den smukke by langs fjorde og hav står det tindrende klart, at Sverige, Danmark og Norge er brødre. Sverige er – i egen optik – den ansvarlige og samvittighedsfulde storebroder, som går forrest. Lillebror Danmark går bagerst, ofte modstræbende og kontrær, mens Norge, den mellemste, udgør en slags stødpude i midten. Nordmanden vil for øvrigt altid have fjeldet. Her kan han og hun og de være sig selv.
Det var svenskerne, der opfandt folkhemmet i første halvdel af det 20. århundrede. Sverige blev moderniseret sent efter europæisk skala og var en lang tid Europas syge mand. Mens Danmark og Norge blevet moderniseret som landbrugs- og fiskerisamfund, blev Sverige moderniseret med brask og bram som industrisamfund.
Mikael Jalving
Det gjorde en stor forskel for selvopfattelsen. Fordi udviklingen gik så hastigt, blev svenskerne forelskede i fremtiden – hvad ville den ikke bringe? Guld, sølv og de grønneste skove. Svenskerne blev fremtidsfolket, og mere konservative eller skeptiske stemmer tav eller forsvandt.
Vi skal huske, at folkehjemmet dengang var et af Europas mest kulturelt homogene samfund. Det er det mildest talt ikke mere. Den korte forklaring er, at folkehjemmet blev globaliseret. Det skete for alvor i 90’erne. Den ideologiske hegemoni skiftede simpelthen.
I stedet for kulturel homogenitet blev diversitet det nye samfundsideal. I stedet for nationalisme fik svenskerne kosmopolisme. I stedet for udvandring indvandring. I stedet for militær oprustning afvæbning. Og i stedet for programmatisk socialdemokratisme adopteredes en mere diffus multikulturalisme. Kultur var ikke længere noget, der kom indefra, og som fremmede måtte assimileres til. Næ, kultur kommer udefra og må respekteres. I stedet for svensk identitet og kontinuitet er det nu flydende postnationale hybrider og mangfoldighed, eliterne synger om.
Sverige er selvudnævnt storebror i Norden og som sådan spydspids i en ganske særlig historiske udvikling. Men samme udvikling har i store træk fundet sted i efterkrigstidens Danmark og Norge med lignende kapiteloverskrifter: Først velfærdsstat, siden verdensstat. Først enhed, orden og regelmæssighed, siden diversitet, undtagelser og fluktuation.
År 1989 rinder i hu. Det var det år, fjenden forsvandt. Norden blev fjendeløs zone efter Den Kolde Krigs afslutning. Nu skulle fredsdividenden kapitaliseres. Norden gik i en slags ideologisk time-out. Vist førte man krig i fjerne lande, og vist bruges der stadig mellem 20-40 mia. kr. på forsvarsudgifter årligt. Men den overordnede krigsplanlægning og den operative struktur forsvandt i løbet af ganske få år efter 1989.
I 1982 rådede det svenske forsvar over 700.000 mand, i 2007 var der bare 40.000 mand tilbage, og tre år senere blev værnepligten helt afskaffet. Den svenske neutralitet, som hang sammen med nationalstat og forsvarsvilje, og som havde skabt grundlaget for fred i 200 år, var dermed også elimineret. I stedet for neutralitet stod svenskerne tilbage med den totale afpolitisering. Aldrig mere skulle der være krig.
I stedet for realpolitik fik svenskerne identitetspolitik, som imidlertid også kendes i Norge og Danmark. Men i Sverige er det altafgørende, hvem du er og hvilken etniske, sociale eller kønsmæssige position, du ytrer dig fra. Er du en hvid mand fra middelklassen, gælder de almindelige regler for hvide mænd fra middelklassen: Vedkommende kan kritiseres, hånes og latterliggøres, og tegninger fra 1966 må løbende korrigeres i forhold til den nye tidsånd, som nu i tilfældet med den svenske tegner Jan Lööf, der må stå til regnskab for sine eksemplariske krumsabler og bastskørter. Ikke over for den svenske stat, men over for sit eget forlag, Bonniers.
Er du derimod muslimsk eller tilvandrer, gælder andre, mere priviligerede normer. Disse stemmer og følelser har krav på respekt. De er jo minoriteter.
Denne moralske forskelsbehandling til fordel for minoriteters behov har sat sig dybe spor i offentligheden, men findes i hele Vesteuropa. Minoriteterne er moralsk set gået hen og blevet de nye majoriteter, sådan må det gå, når den gamle majoritet ikke længere ønsker eller tør være kerne- og ledekultur. Nogle steder er de etniske nordmænd, svenskere og danskere allerede i mindretal, sådan som man kan forvisse sig om i Halvor Foslis glimrende interviewbog Fremmed i eget land. Samtaler med den tause majoritet. Da bliver minoriteterne kompakte og udslagsgivende.
Det er naturligvis derfor, at de, der kaldes marginaliserede, nemt kommer til at stå i centrum for alt. Ikke fordi de selv deltager i debatten, men fordi andre, der gerne vil forsvare deres rettigheder, deltager på deres vegne. Således er der opstået en karakteristisk stedfortræderdebat, hvor erklærede arbejderpartier taler på vegne af dem, der ikke arbejder, og ikke for dem, der arbejder.
Således er den demografiske og statistiske løbebane: Takket være indvandringen bliver arbejderpartierne til arbejdsløshedspartier og miljøpartier til immigrantpartier. Begge bliver de stedse mere strukturelt afhængige af sociale klienter – og dermed af indvandring fra den tredje verden.
Nordens moderne historie lakker mod enden. Verdensstaten vil skridt for skridt tage livet af velfærdsstaten.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 12, mai 2016, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.