Hvis vore politikere er bevidste om, at politik indimellem er identisk med hykleri, så er der endnu håb for vort lille repræsentative demokrati.
Derfor skal vi da heller ikke tage det så alvorligt, at lederen af en parti, der tydeligvis er snotforvirret hvad angår alt, der ikke handler om sang og dans, samt landets udenrigsminister ikke vil give interview til en navngiven tv-journalist, hvis interviewet handler om indhold.
Mikael Jalving
Det er alt sammen en del af gamet. Hvis man er demokrat, må man finde sig i personager som Uffe Elbæk, han hører med, ja, man kan sige, at han er det, der står med småt. Demokrati indebærer desværre ikke kun fyrtårne som Madison, Jefferson, Grundtvig, Tocqueville, Gramsci eller Thomas Mann. Det er også Elbæk, Pind, Thorning-Schmidt, Vilhelmsen, Kristian Jensen og sådan nogle.
Vigtigere er derimod den debat, som samme navngivne tv-vært forsøgte at rejse tilbage i februar, da han selv gav interview til Berlingske og netop spurgte, om politikerne mon selv tror på det, de siger på tv.
Tavsheden var sigende.
Clement Kjersgaard pegede på vores værste fordom: at vi tror, vi er enige. At vi i bund og grund mener det samme, men blot udtrykker os forkert – eller skal vi sige – forskelligt. Politik er en kamp på ideer og midler, ofte brutale af slagsen. Dér er vi ikke enige – vi bliver det heller ikke. Det er desværre også prisen ved demokrati, at man må finde sig i, at de andre er nogle idioter.
Vores problem er ikke ”tonen”, sådan som diverse åkander har ment siden Muhammedkrisen, men indholdet, manglen på indhold og substans. Der udspyes automatholdninger og floskler døgnet rundt til trods for tre pressende forhold:
(1) Vi lever i en historisk krise, både hvad angår vækst, dvs. nulvækst, og migration, dvs. alt for meget
(2) Eliternes mest skattede sandheder om menneskelighed og tolerance er under pres, eftersom de ikke erkender deres sociale og nationale konsekvenser
(3) Territorialgrænserne er under et pres, som kun ser ud til at stige i de kommende år.
Disse tre afgørende forhold lades uberørte af vore politikere, mente Kjergsgaard. Jo højere op i partihierarkiet, du kommer, jo mere holder du kæft. Statsministeren er vel det mest lysende eksempel.
Korrekt, mange andre, herunder mig, holder ikke kæft. Men de og jeg er helt og aldeles afkoblet magtudøvelsen. ”De mennesker, der bestemmer mindst, tager mest del slagsmålet”, konkluderer studieværten og heri har han så sandelig ret.
Når politikere får chancen for, én til én, at forklare deres politik, må de tage chancen. Dem, der ikke gør, afslører sig selv som skuespillere, og selv om politik grænser op til skuespil og scenekunst, skriger befolkningen efter politikere, der tør stå frem, rumme krisen og give svar, som ikke alle er enige i, men som bunder i deres samvittighed.
Måske er det der, problemet ligger. Mange af dem lader ikke til at have nogen.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 1. juni 2016, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.