Uanset udfaldet af den britiske folkeafstemning tør jeg godt spå, at resultatet bliver kaotisk. Det skyldes, at de politiske eliter i de europæiske hovedstæder har formået at gøre EU til noget andet, end det europæiske fællesskab burde være: et lavpraktisk samarbejde mellem ligestillede nationer om økonomi og politisk grænsedragning. I stedet fik vi en Union, og man må give modstanderne, at de første af dem forstod skriften på væggen allerede med Romtraktatens indgåelse. Det var her, tilbage i 1950’erne, at forestillingen om en stadig snævrere union blev født ud af verdenskrigens aske.
Mikael Jalving
I dag bliver EU solgt som en politisk nødvendighed, som vi må acceptere på linje med tyngdeloven. Der er ikke noget alternativ. Det er »nemt at være imod«, hedder det igen og igen. »Vi lever jo i en global verden«, og »EU er ikke andet end, hvad medlemslandene gør det til«. Desuden kan vi ikke standse udviklingen, ligesom vi ikke kan stoppe indvandringen eller »lukke af« og »hygge os i smug« for alverdens ulykker. I stedet må vi »tage ansvar« og udvise »solidaritet med andre«, for vi skal »ville verden«, »sætte pris på mangfoldigheden«, »tro på fællesskabet« og »turde fremtiden«. Altså, nogenlunde de samme politiske paroler som i DDR og den albanske folkerepublik.
Hvem »vi« og »andre« er, og hvilket »solidarisk fællesskab«, der er tale om, står hen i det uvisse al den stund, at briterne kan være på vej ud, mens tyrkerne kan være på vej ind, men det er tydeligt, at første person flertal i hvert ikke har ret meget med nationalstaten Danmark at gøre. Danmarks værdi og interesser ligger i det fjerneste hjørne, thi rettighederne gælder, om ikke universelt, så kontinentalt, men betales nationalt. Det tidligere »vi« er blevet et plastisk og grænseoverskridende »vi«, der hele tiden forskyder sig i takt med, at der kommer nye konfliktområder til. Måske fordi FN aldrig kom til at fungere som en verdensregering, skal vi nu have det næstbedste: Den Europæiske Union.
Det er fatalismen, der spøger og går igen og igen. Resigneret og afmægtigt har store dele af de europæiske befolkninger i årtier lagt ryg til føderale drømmerier om en forenet fremtid, og herhjemme har skiftende regeringer set stort på den folkelige skepsis i 1992, 2000 og 2015.
Bemærk venligst scenografien: Først angriber fatalisterne nationalstaterne og forsøger at dræne disse demokratiers sammenhængskraft, bagefter hævder de, at det ikke kan være anderledes, end at de må afløses af noget større og bedre. Fatalisterne afpolitiserer med andre ord den epidemiske skade, de allerede har forvoldt og slører sammenhængen med henvisning til vor nødvendige skæbne.
Fatalisterne siger noget, de ikke mener, og mener noget, de ikke siger. Når de f.eks. taler om EU’s mangfoldighed, mener de bestemt ikke, at de enkelte lande kan træffe egne, kvalificerede afgørelser, men tværtimod, at alle skal gøre, som flertallet bestemmer eller Kommissionen indstiller. Hvad de ikke siger, er, at de netop foretrækker enhed frem for mangfoldighed, selv om førstnævnte jo ligger implicit i selve unionstanken.
Vi burde have gennemskuet fatalisterne for længe siden. Her har især vi borgerlige sovet i timen og forvekslet EU med det indre marked, skønt EU desværre er så meget og stedse mere via fælles lovgivning og EU-domme. Men der, hvor EU burde være noget, i sikringen af de ydre grænser, ja, der er EU karakteristisk nok helt og aldeles fraværende.
EU er en højt betalt, men fejlslagen stat, drevet frem af fatalister i alle farver: bureaukrater, socialister, humanister, feminister, klimaister og borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget. Lige siden 2. Verdenskrig har disse mange fatalister haft meget svært ved at skelne mellem nationale, demokratiske strømninger og nazisme, og det kniber stadig gevaldigt. De europæiske fatalister synes stadig, at 2010’erne minder meget om 1930’erne i en slags magisk drøm eller mareridt, hvor alting pludselig giver mening på en surreel måde.
Det kan forekomme utroligt, at så mange i 75-året for verdenshistoriens største invasion, Hitlers invasion af Sovjetunionen – der skulle sikre et større territorium for ariske tyskere, myrde Østeuropas jøder og knuse kommunismen – ikke kan se eller forstår, at den nationale strømning i Vesteuropa i dag er gjort af et helt andet defensivt stof og ikke udspringer af aggressive og imperiale drømme, men af et forsvar for det nationale, lokale og folkelige. Men sådan er det. For fatalister gentager historien sig selv hver eneste dag.
Jeg er ked ad at sige det, men det er fatalisterne, der dæmoniserer og opdeler mest i dem og os. Det er de såkaldte humanister, verdensborgere og supereuropæere, der har afskaffet arvesynden og det naturlige behov for et sikkert hjem og erstattet det alt sammen med fatalismen.