»Nu kan man virkelig tale om, at rotterne forlader den synkende skude«.
Så smagfuldt lød det fra SF’eren Margrethe Auken på Twitter ved nyheden om, at Nigel Farage forlader formandsposten for det britiske EU-modstanderparti Ukip efter dødstrusler. Kort forinden valgte forhåndsfavoritten Boris Johnson at trække sig som kandidat til formandsposten hos de Konservative. Farage og Johnson er med andre ord skadedyr, mens europaparlamentarikeren Margrethe Auken er en slags skadedyrsbekæmper. Sjovt, som nogle af dem, der evig og altid taler advarende om tonen, selv udtrykker sig i afgørende situationer.
Reaktionen på brexit illustrerer i det hele taget, hvorfor der var brug for brexit.
Fordømmelsen, i og af medier, politikere, lobbyister, finansfolk, skuespillere og såkaldte eksperter, ikke alene af resultatet og den idiotiske under- og middelklasse, som tillod sig at vende Bruxelles ryggen, men også af folkeafstemninger i det hele taget, personificeret af de to politiske ærkefjender Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen, der med alderen minder stadig mere om hinanden eller en dårlig kopi af den mest autoritære venstrefløj: Samme forurettede og forkælede arrogance, samme indgroede rethaveriskhed, samme mangel på situationsfornemmelse og kontakt med den sociale virkelighed, ja, hele deres fortsatte halleluja på Unionens vegne.
Det er, som den nyligt og tragisk afdøde Mads Holger kunne have skrevet, ikke en elite værdigt, og de nævnte to politiske fossiler repræsenterer da heller ikke en fortrop, men på forunderlig vis det modsatte, en ”aprèsgardisme”, dvs, en forsinket reaktion af i forgårs. Eller som Mads Holger vitterlig skrev i 2013:
»Dukkede man på bedste western-maner op på venstrefløjen og udtalte episk: ”Før mig til jeres åndelige leder!”, ville man havne i Signe Wennebergs egen nyttehave, hvor hun sad og talte om burhøns’ vilkår.«
Burhøns, ja. Eurokraterne og deres sufflører minder mig mere og mere om burhøns med megalomani, indespærret i et system, de aldrig undslipper, mens de kagler som besatte.
Den britiske økonom Bernard Connolly, kendt og berygtet for sin kritik af euroen, siger det lige ud: Tro ikke på Unionen, hvortil fremtidige generationer slavebindes. Formålet med EU er ikke mere velstand, bortset fra bureaukraternes privatøkonomi, men derimod at anvende økonomiske mekanismer som f.eks. den monetære union, til at lokke nationalstaterne ind i en anrko-imperial politisk union, altså en undskyldning for at eliminere den lokale suverænitet, legitimitet og demokratiske troværdighed.
I en af sine allersidste tekster satte Mads Holger trumf på, da han rørstrømsk, men præcist, beskrev den europæiske civilisation som frugten af diverse, konkurrerende bestræbelser i et levende ørige. Det europæiske ørige er »græsk, fransk, tysk, britisk, italiensk, spansk, russisk, dansk, østrigsk, tyrkisk (eller derfra), portugisisk, hollandsk med mere, og det skyldes, at Europa gennem mange hundrede år rent kulturelt har været et ørige af mange særegne kulturer og sprog, der hver især på symbiotisk vis har befrugtet hinanden som i en rosenhave. Det har selvsagt ikke været uden konflikter, men sådan er det jo med udvikling.«
Øriget har aldrig udgjort en Union, og bliver det heller ikke uden brug af magt og manipulation. Netop »konkurrencen, udvekslingen, striden, handlen, symbiosen mellem disse blomster i verdens smukkeste have er forklaringen på Europas historiske succes.«
Mads Holgers svanesang sætter Unionens storhedsvanvid i relief.
At et lille flertal af briter forstod at trække en grænse for dette vanvid, vil vore børn og børnebørn takke dem for engang, ligesom de formentlig vil se noget mildere på østeuropæernes realisme i forhold til den invasive folkevandring fra arabiske områder end vor tids medier og meningsdannere. I dag møder både briterne og østeuropæerne hån, spot og latter, men det vil ændre sig over tid, idet EU vil synke længere ned i et økonomisk, kulturelt og socialt morads.
Vejen fremad bliver hverken nem eller kort. Europæerne har brug for nye ledere i stedet for de kommissærer og kontorister, vi trækkes med. Det folkelige kan ikke kanaliseres videre uden personificeret dømmekraft, vision og stamina, og derfor er det beklageligt, at figurer som Johnson og Farage trækker sig, omend man forstår deres bevæggrunde. Ledere er lynafledere, de er nødvendige, for der findes ikke folkelige bevægelser uden frontfigurer.
Haves: Lars Løkke. Ønskes: Lederskab.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 7. juli 2016 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.