Det var en meget interessant kronik, der stod at læse i JP lørdag den 27. august om de internationale konventioner, herunder Flygtningekonventionen. Ikke mindst, fordi kronikøren løber en betragtelig karriererisiko ved overhovedet at tage emnet op i kritisk lys og i opposition til, hvad vi er vant til i danske public service medier. Forhåbentligvis sidder han i en sikker og tilbagetrukket stilling eller er lottomillionær.
Som det hedder i kronikken, helt uden omsvøb: »Politikerne er blevet fyldt med, og aviserne har flydt over med pseudojuridiske argumenter om konventioner, der forhindrer, at man tager de beslutninger, som der er behov for.«
Pseudojura. Et hårdt ord om alle vore skatteyderbetalte menneskerettighedseksperters foretrukne hjælpemiddel.
Kronikken er skrevet af Jørgen Gammelgaard, cand.scient.pol. Den slags plejer at bifalde, hvad magthaverne gør, bortset fra når magthaverne er de forkerte. Men her møder vi en cand.scient.pol., der kan tænke selvstændigt, og han sparer ikke sig selv, men går i flæsket på det, han benævner den udvidende fortolkning af diverse menneskerettighedskonventioner. En fortolkning, der reelt giver millioner grønt lys til at opnå fast ophold i Danmark, og som forhindrer, at et eventuelt vælgerflertal vil kunne indføre en pause for mere migration sydfra og i bedste fald stabilisere Danmarks fortsatte udvikling økonomisk, socialt, politisk og kulturelt til gavn og glæde for vore efterkommere.
Vi behøver ikke en gang opsige konventionerne, vi kan bare læse, forstå dem og »administrere dem efter deres bogstav« med henblik på særligt tre forhold:
For det første er Danmark ikke det første sikre modtagerland. De såkaldte flygtninge, der kommer hertil, er ikke flygtninge, men for manges vedkommende migranter, der har rejst og rejst gennem flere lande for at komme hertil, hvor de sociale ydelser tilfældigvis er størst.
For det andet er der i konventionerne tale om, at man skal være »individuelt forfulgt« – det er ikke nok at komme fra uroplagede områder.
For det tredje – og vigtigst – har et suverænt land som f.eks. Danmark altid ret til at tage hensyn til »landets egen velfærd, sikkerhed og stabilitet«, sådan som også juraprofessor emeritus Ole Hasselbalch har været inde på ved flere lejligheder, bl.a. i et uhyrligt »højrepopulistisk« program på Radio24syv, jeg nænner slet ikke at nævne dets titel, så ondskabsfuldt er det. Men Hasselbalch peger på et meget grundlæggende forhold, som jeg tidligere har skrevet om her, men mig bekendt endnu ikke er blevet taget op i den pæne del af dansk presse, bortset fra et lille pip i Berlingske om, at Danmark såmænd godt kan afvise asylansøgere ved grænsen, uden at det er i strid med konventionerne.
Tendensen til at stemple alt det, man ikke bryder sig om, som højreorienteret eller højrepopulistisk røber en skræmmende intellektuel dovenskab og selvretfærdighed. Havde det blot været Maren i Kæret, som slyngede om sig med adjektiver, kunne man trække på skulderen, men når det kommer fra oven, fra samfundets øverste hylde af redaktører, publicister, forfattere osv. er der grund til alarm. Det kan gå en tid, men ikke altid.
Jørgen Gammelgaard har en forklaring på samme tendens. Hvordan er det kommet så vidt?
»Det er det, fordi der har været kredse, der har haft en interesse i, at det er blevet sådan – undertiden drevet af smukke, men komplet naive tanker om at redde verden, men nok mere af jordnære økonomiske interesser og en branding af sig selv som frelste politisk korrekte menneskekærlige humanister.«
Disse kredse findes sandelig stadigvæk og stortrives i bl.a. Danmarks Radio og TV 2. Og derfor er det så meget desto mere modigt og tiltrængt, at Jørgen Gammelgaard tør tale dem imod offentligt.
Jeg tror, hans eksempel er en indikation af en mere frygtløs offentlig debat, der af medier, ministre og »eksperter« kaldes »højreorienteret«, men er langt mere broget og mangfoldig, når man ser ud over debatlandskabet. Flere og flere forstår, at det er alvor, ikke en leg med ord. Eller som en studievært på TV 2 News sagde til mig efter en debat med Malene Trock lørdag aften: »Det var underholdende!« Underholdende? Disse journalister fatter simpelthen ikke alvoren.
Vi kan ikke redde os selv ved at tale udenom, kun ved at diskutere substansen, ud fra det ståsted vi hver især måtte have.
Man behøver således ikke være nationalkonservativ eller nationalliberal for at mærke eliternes fatalistiske stemning af »uafvendelighed« i forhold til asylindvandringen og folks fornemmelse af alene at kunne »se til fra sidelinjen« uden at kunne råbe de etablerede politikere op. Man kan også være en god, gammeldags socialdemokrat eller socialist, så længe man har sans for, hvad der historisk har bygget og holdt et land som Danmark sammen i stedet for at overgive sig til ønsketænkning og drømmesyner.
Du behøver ikke være enig i kuren for at se og forstå problemerne forbundet med masseindvandring. Du kan nøjes med at åbne øjnene og slukke for tv.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 29. august 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.