Velfærdsstaten overlever ikke fortsat masseindvandring
Hvordan reagerer en kultur eller et menneske, der ikke kan håndtere politisk uenighed? Ved at stemple de formastelige som hadefulde eller onde. Det er denne klassiske reaktion, vi ser i fuldt flor for tiden med selveste landets justitsminister i spidsen i et historisk unikt parløb med dagbladet Politiken, der selv fylder de huller ud, som ministeren glemmer og stolt fremviser ‘syv krigeriske citater fra højrefløjen’.
Væk med de hadefulde og krigeriske, dem hader og bekriger vi. De skal klappe kaje, thi de risikerer at opildne mentalt forstyrrede til vold og mord à la Breivik i Norge, og er således medskyldige i potentielle drab og terrorhandlinger.
Hvis vi begynder med de mentalt forstyrrede, så er det noget af en mistanke at postulere, at de går rundt og opildnes til vold og mord. I tilfældet Lars Hedegaard var det en ung, åndsfrisk og determineret mand, der gik til angreb med et skydevåben ud for hans hoveddør, før attentatmanden angiveligt gjorde lynkarriere i Islamisk Stat.
Dette og lignende attentater – samt den eskalerende terrorvirksomhed i Vesteuropa i løbet af de seneste 10 år – tyder på, at det snarere er mentalt raske ungersvende med islamiske aspirationer, vi vesteuropæere skal frygte. Det er dem, der hader os – alle sammen, kvinder og børn inklusive.
Det er jo ikke noget nyt, at dem, hvis holdninger og analyser, Politiken ikke bryder sig om, beskyldes for at være hadefulde. Antihad er for længst blevet det nye sort, efter at antinationalismen trådte manifest i stedet for nationalismen. Hvad disse antibesværgelser handler om, er ganske simpelt at erobre scenen ved hjælp af skældsord og udgrænse dem, der af den ene eller anden grund erfarer og tænker anderledes.
Mange af dem, justitsministeren skælder diffust ud på, har direkte eller indirekte stemt hans regering til magten. De er imidlertid dybt skuffede over de pauvre resultater og regeringens kovending i forhold til bl.a. de internationale konventioner fra en helt anden tid end den aktuelle.
De besværgende antikrigere tåler – ligesom vi har set det i Sverige igennem årtier – ikke dissens, fordi dissidenternes virke minder dem om, at de ikke er almægtige eller i sikker besiddelse af et monopol på politisk fornuft og dømmekraft. Antikrigerne mener selv at befinde sig i midten af alt godt, og deres fattige visdom er, at de ungdommelige og lidt naive ligger til venstre, og de onde ligger til højre. Et så selvcentreret politisk kompas fører selvsagt til mange fejlslutninger.
Det har provokeret Politiken og mange journalister, at jeg og andre har skrevet eller sagt offentligt, at de økonomiske, sociale, kulturelle og religiøse spændinger forbundet med fortsat indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika risikerer at føre de vesteuropæiske lande ind på en glidebane mod borgerkrig eller noget, der minder om det. Journalister ringer og spørger: Hvordan kan du bevise det?
Mit svar er: Borgerkrigens eksistens kan desværre først bevises for sent, se f.eks. til Syrien eller Jugoslavien. Derfor må man, hvis man mener at kunne se tegn og tendenser i benævnte retning, være ærlig nok til at advare mod samme, sådan som flere har gjort før mig. Alt andet ville være uværdigt, ikke mindst over for vore børn og potentielle børnebørn. For at stabilisere forholdene, må man tale om dem.
Det er jo for helvede ikke, fordi jeg ønsker mig væbnet strid og ufred, at jeg føler trang og pligt til at skrive, hvad jeg skriver, men fordi jeg håber at kunne forebygge de værste excesser. Intet ville glæde mig mere, end at fremtiden modbeviser min advarsel, og at mine børn kan vokse op i fred og fordragelighed med både Mohammed, Morten og Matilde inden for landets grænser.
Når jeg bevidst tilføjer ‘inden for landets grænser’, er jeg udmærket klar over, at det kan provokere de læsere, der måske i stil med EU’s Kommissionsformand Jean-Claude Juncker opfatter territorialgrænser som roden til alt ond, men min markering bunder i en vis ydmyghed.
Danmark er et lille land og har begrænsede økonomiske ressourcer. Vores politiske system hviler på en høj grad af tillid og en ikke-ekspliciteret protestantisk kultur.
Det er faktisk slik at økonomiske ressurser har sine begrensninger.
Vi er slet ikke bevidste om, hvor ens vi har været, før indvandringen tog fart. Det kan man beklage eller finde indskrænket.
Men hvis man vil bevare såvel den civile tillid som velfærdsstaten i en eller anden form, og det siger partierne jo næsten samstemmende, at de vil, er man nødt til at beskytte og geare begge dele til den globale verden. Velfærdsstaten overlever ikke fortsat masseindvandring. Til sidst løber den tør for penge og borgere at beskatte.