Den forløbne uges journalistiske afdækning i JP af forholdene på Langkaer Gymnasium er et præmieeksempel på, hvordan klassisk journalistik kan gøre borgerne klogere på rigets tilstand og rejse en debat, som pludselig får flere end de sædvanlige i tale. Først fik vi kendsgerningerne på bordet og rektors ræsonnement, så indløb reaktioner fra elever, eksperter og selveste ministeren. Derpå fulgte perspektiveringen til andre skolers og gymnasiers lignende forsøg – og da var debatten allerede varm, ikke mindst på de sociale medier.
I min naivitet troede jeg, at jeg havde sat punktum for fænomenet Langkaer på denne plads i sidste uge, men der er mere og afgørende nyt til forholdet mellem gymnasium og etnicitet. Tirsdag skrev en af de berørte ”étsprogede” elever, dvs. en elev med etnisk dansk baggrund således et både reflekteret og modigt debatindlæg, der må have været svært at sluge for Politikens læsere såvel som for hans klassekammerater. Her fik de – og vi andre på sidelinjen – en akut og tænksom situationsrapport fra et af de ghettogymnasier, der skyder frem i takt med den akkumulerede indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika. Hvad Einar Bang Therkelsen fra 2.a på Herlev Gymnasium, hvor han er én af fire elever i klassen med dansk baggrund, forærede offentligheden, var et illusionsløst indblik i den gymnasiale virkelighed i dele af Danmark anno 2016 med titlen ”Jeg er mindretal i min egen hverdag”.
Der gik da heller ikke mange minutter, før flere af hans ”tosprogede” klassekammerater pænt opfordrede ham til at forlade gymnasiet. »Når man bor i et multikulturelt samfund, må man også acceptere, at klasserne kan se sådan ud«, udtalte hans klassekammerat Ahsunalla Wahidi med kasketten omvendt på til TV 2.
Hvad var det, Einar havde gjort galt? Han havde peget på, at en majoritet af elever med muslimsk baggrund i praksis medfører, at etnisk danske elever går glip af den kulturelle og sociale dannelse, som gymnasierne traditionelt set har tilbudt den læsende del af ungdommen i århundreder. De er det nye danske mindretal. Ikke i Slesvig, Skåne eller de gamle kolonier, men i hjertet af Danmark på et voksende antal skoler og gymnasier. Som den opmærksomme 2.g.’er skriver i Politiken: »For størstedelen af mine klassekammerater er det at gå i skole ikke et sted for sociale relationer. Grunden til at gå i gymnasiet er for dem blot at blive færdig med gymansiet.«
Heri ligger, som han udmærket er klar over, ikke alene en kulturforskel, men en reel udhuling af de lokale normer og vaner, som vi normalt forbinder med det at gå i gymnasiet og finde sin identitet ved bl.a. at deltage på lige fod i idrætstimer og diverse sociale klassearrangementer som udflugter, gallafester, lanciers og studentergilder. Skip denne periode, dette magiske og afgørende interregnum mellem barndom og voksenliv, og skip det meste af vor bedste litteratur, film og kunst, ja, skip dig selv.
Hvis Einar Bang Therkelsen har ret, rummer de tre år i gymnasiet ingen eksistentiel dannelse eller personlig udfordring for flertallet af danske muslimer, men noget udvendigt og teknisk, der skal overstås, så de kan komme videre – i bedste fald til jura- og tandlægestudiet, før de for pigernes vedkommende skal giftes – og samtidig konfirmere deres forældres, især fædres, brødres og onklers, kultur. Den almendannende uddannelse ophører således med at være almen og rummer ingen intrinsisk værdi, ingen personlig udvikling, ingen potentiel krise og udfordring.
Der er selvfølgelig undtagelser; undtagelser, som DR og TV 2 knuselsker. De ændrer imidlertid ikke ved den generelle struktur: Overalt, hvor muslimer kommer i flertal, ændrer de værtslandets kultur og modarbejder den nationale, dannelsesmæssige og historiske ramme i Vesteuropa, hvor kun få – utroligt nok især blandt de uddannelsesmæssige og politiske eliter – har turdet give dem modstand.
Mens historieløse og politisk korrekte medier og mange muslimer henviser til tautologien om det multikulturelle samfund, fremmer de bevidst eller ubevidst segregeringen. De vil netop ikke overtage det danske, som er dem fremmed og skal formes i deres eget billede.
Vi kan ikke blive ved med blot at iagttage denne udvikling. Vi skal for hele landets skyld sikre, at der ikke bliver flere danske mindretal, og at flertallet vil værne om et Danmark, der ikke lader sig blidt rende over ende af muslimske værdier, vaner og interesser, men i stedet står fast på en vis dansk kontinuitet og genkendelighed fra den ene generation til den næste. Og, nej, Søren Pind, David Trads m.fl., vi er ikke i krig med dem. Vi er – desværre – i krig med os selv.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 15. september 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.