Femten år er gået siden 11. september 2001, og alting synes forandret – og dog det samme. Vor moderne verden higer efter at lægge fortiden bag sig og lade to og fem være lige, men noget hænger ved. Vi slæber alle erfaringer og vragdele med ind i morgendagen.
Dengang kom flyangrebene som lyn fra en klar, ærkeamerikansk himmel, selv om der havde været ouverturer langs Afrikas kyster dirigeret af den terroristiske mastermind Osam bin Laden, men der var ikke mange, der dengang spottede den islamiske sammenhæng. Heller ikke jeg.
I dag læser vi ugentligt om forpurrede terrorplaner, mens flere og flere ulykkeligvis gennemføres i Vesteuropa ved hjælp af lastbiler, automatvåben, mancheter og kebabknive.
Terror i Allahs navn er på vej til at blive så almindeligt, at vi knap nok ænser det længere. Jovist, vi ser måske nyheden i tv eller hører om det seneste angreb via de sociale medier, mens vi pukler videre med vore liv, men vi vil netop videre. Jeg kan vel godt tillade mig at sige, at mystikken ved den islamiske terror er pist borte i takt med, at metoderne bliver stedse mere hverdagsagtige, trivielle – og virksomme.
Men det er ikke det værste.
Terroren er kun toppen af det isbjerg, vi har kurs imod. Længere nede i substansen finder vi den sociologiske basis og de små, men vedholdende tegn på den gradvise segregering i samfundet blandt muslimer, kristne og ateister i de vesteuropæiske lande.
Hvad den sociologiske basis angår, er det mest iøjnefaldende vidnesbyrd eksistensen af og væksten i antallet af tabte områder, sådan som de omtales på fransk, for det er netop i den mest republikanske af alle republikker, at problemerne – og den mandlige sociale kontrol – er størst.
Det er naturligvis også derfor, at de franske politikere – udenfor Front National – endelig er begyndt at adressere tabet og udsigten til mere uro, ballade og kriminalitet i årtierne, der kommer, og stedse mere eksplicit advarer mod det voksede antal af voldsparate unge muslimske mænd, der krydser grænsen mellem simpel kriminalitet og religiøs fundamentalisme i Frankrig.
Forleden blev disse politikere suppleret af den velanskrevne politolog Gilles Kepel ifølge den tyske avis Die Welt. Kepel iagttager en helt ny tredje generation af indvandrerdrenge vokse op i et betændt miljø af salafisme og wahabisme. Fra ghettoerne træder en ny ”Genration Jihad” frem for hvem vi, de vantro må undertvinges eller dø. Kepel taler om unge muslimske mænd, der ønsker at skabe splid med henblik på at radikalisere endnu flere ”brødre” for den sag, at engang skal et rettroende broderskab rejses på ruinerne af det uhellige og sekulære Frankrig, grotesk nok inspireret af elendigheden i Syrien, Irak og Libyen.
Det lyder skørt, fordi det er skørt. Men professor Kepel afstår ikke fra at udtrykke sin frygt for borgerkrigslignende tilstande i republikken, noget man som bekendt skal passe mere på med i Danmark.
Sagen er, at de pæne borgerlige i den grad har svigtet og dét over en bred kam fra Paris, London og Amsterdam til Berlin, København, Oslo og Stockholm. De har overladt scenen til nye partier og stemmer, fordi de ikke turde eller ville gå ind i forsvaret af et Europa med intakte nationalstater med en vis historisk kontinuitet og genkendelighed, et Europa, de fleste af os holder af til trods for alle vore politiske uenigheder. I nye femten har de pæne borgerlige lagt EU-skeptikere og islamkritikere for had og afvist at tage deres folkelige anliggende alvorligt. De har henvist til mere EU, til Schengen og til menneskerettighedskonventionerne, og lige lidt har det hjulpet. De har ikke alene snorksovet i timen, de har bagatelliseret og ignoreret den demografiske, kulturelle og materielle konflikt forbundet med endeløs indvandring, generøs velfærdsstat og pompøs universalisme, og nu betaler vi alle prisen for det.
Nogle af dem har tilmed kaldt sig konservative. De har været det modsatte, socialister, liberalister, socialliberale. Som den konservative filosof Roger Scruton rammende har noteret, så er alle mennesker lige i deres behov ifølge socialisten, mens de for liberalisten er lige i deres rettigheder.
Resultatet er overraskende identisk: Solidariteten bliver grænseløs.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 13. september 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.