Forestillingen om, at vidt forskellige mennesker sagtens kan leve side om side i fred og fordragelighed, selv i samfund, der aldrig har prøvet det før, er den måske mest dominerende fortælling i vor tids politik, kultur, medier og underholdningsindustri. På universitetet hedder det multikulturalisme. Blandt debattens mange optimister, der kan kendes på en udbredt trang til at hælde gloser ud af over alle, der tvivler på eksperimentets langsigtede succes, hedder det åbenhed og tolerance.
Vi tvivlere og skeptikere er med Per Nyholms spredte påstande både »populister« i familie med 20’ernes og 30’ernes fascisme, »middelalderprædikanter«, »såkaldte intellektuelle« og en »syg nationalismes klaphatte«, der »spreder angst og misnøje«. Det er vel at mærke samme Nyholm, der jævnligt klager over tonen i debatten. Goddaw do!
Nyholm fabulerer begejstret om Tyskland (4/9) og de 1 mio. tilstrømmende ”flygtninge” sidste år, og det er da pænt af ham at agere dansk ambassadør for kansler Merkel. Men Nyholm m.fl. kunne med fordel sætte sig lidt bedre ind i de vældige sociologiske og værdikulturelle forandringer, der pågår i disse år – også i Tyskland, som mere end antydet i de løbende holdningsundersøgelser foretaget blandt europæiske muslimer.
Den hidtil største og vægtigste undersøgelse blev offentliggjort i 2013 af det tyske forskningsinstitut WZB i samarbejde med den nederlandske sociolog Ruud Koopmans og var baseret på ca. 9.000 adspurgte europæiske muslimer med tyrkisk eller marokkansk baggrund i henholdsvis Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Østrig og Sverige. Her erklærede 60 pct. af de adspurgte europæiske muslimer sig enige i det udsagn, at »alle muslimer bør vende tilbage til islams rødder«, 75 pct. i at der kun findes »én fortolkning af Koranen, som alle muslimer bør holde sig til«, og 65 pct. i at »religiøse regler er vigtigere end sekulære love«. 44 pct., altså knap halvdelen, af de adspurgte erklærede sig enige i alle tre udsagn, en andel, der flugter med resultatet i en anden undersøgelse foretaget sidste år for JP, der viser en stigning i andelen af herboende muslimer – i alt næsten 40 pct. – som mener, at Koranen bør erstatte eller indgå i den sekulært-demokratiske lovgivning i Danmark.
Man skal være noget nær blind på begge øjne for ikke at se, at Vesteuropa takket være årtiers hovedløse indvandring fra Mellemøsten og Nordafrika gennemlever en islamisk vækkelse i vor midte. Mange – og stedse flere – muslimer bliver moderne uden at tilegne sig vestlige værdier og søger i stedet tilbage til islam som kilde til identitet, mening og håb. Demografien hjælper dem på vej.
Men det er ikke alene demografi, indvandring og de generøse velfærdsstater, der muliggør denne vækkelse. Det samme gør multikulturalismen. Dens konsekvenserne er meget konkrete, sådan som vi erfarer fra JP’s dækning af forholdene på Langkær Gymnasium ved Aarhus, hvor rektor Yago Bundgaard føler sig presset til at pulje de få tilbageværende elever med dansk baggrund for at undgå, at gymnasiet bliver 100 pct. ”tosproget”, dvs. muslimsk og arabisk. Metoden har tidligere været anvendt af skoleleder Lise Egholm og på flere andre skoler i erkendelse af, at danske forældre i praksis afviser at lægge børn til den mislykkede ”integration”.
At det for Langkær-rektorens vedkommende også sker for at redde det faglige niveau, siges ikke direkte, men mellem linjerne. Her ligger det væsentlige, i det usagte, men underforståede: At den eksplosive stigning i elever med anden etnisk baggrund end dansk undergraver danske skoler, gymnasier og det faglige niveau indefra. Skolevæsenet og undervisningssektoren er blevet et socialt-ideologisk eksperiment i indvandringens højhellige navn. Alt skal folke- og gymnasieskole kunne klare, men hvad skal rektor gøre, når han nu ikke kan begrænse indvandringen? Han må naturligvis vælge den mindst ringe løsning.
Konsekvensen af multikulturalismen er ikke integration, men segregation, sådan som litterat og blogger Kasper Støvring tørt konstaterer, og han har endda selv gået på Langkær Gymnasium i begyndelsen af 90’erne. Dengang var der ifølge ham kun en håndfuld elever med anden etnisk baggrund end dansk; nu er der 80 pct.
Til alt dette vil optimisterne svare, at Kasper og jeg er et par højreorienterede svin, og at multikulturalismen, som de forveksler med globaliseringen, er en skæbne, vi alle må tage på os. Deres logik er uafvendelighedens. Engang var jeg selv optimist, men med erfaringen går det desværre den anden vej. I dag kan man kende dem på to ting. Deres historiske determinisme – og deres skældsord.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 8. september 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.
Du kan lese mer om forholdene på Langkaer videregående skole og andre skolemessige problemer her.