Hvis man fik til opgave at give udvekslingsstuderende eller turister fra Kina, Argentina eller bare Polen et resumé af udlændingedebatten over de seneste år i Danmark, kunne man nøjes med at henvise til ugens mest omtalte episode.
Kort fortalt: Uerfarent medlem af Dansk Folkeparti udtaler sig bramfrit om et bestemt emne. Straks udstilles hun i landets såkaldte public-service-medier og meldes til politiet af en fortørnet aktivist, der såmænd selv boltrer sig sig i hån, spot og latterliggørelse på de sociale medier, men mener, at alle andre har at ytre sig på en helt bestemt ideel måde. I løbet af ingen tid har 6.000 danskere skrevet under på politianmeldelsen, og medierne iler med den gode nyhed. Det unge partimedlem undskylder, partiet modtager undskyldningen, foruden havde hun, oplyses det lakonisk, været fortid i partiet.
Episoden knopskyder øjeblikkeligt: Et folketingsmedlem, Peter Hummelgaard (S), der konkurrerer med DF om nogenlunde samme vælgergruppe, stiller sig i spidsen for afholdelsen af et ”løb mod had”, dvs. et symbolsk kondiløb mod meninger, vedkommende selv hader og tilskynder alle andre til at hade, naturligvis med det politiske formål at fremstå ”sympatisk”.
Det sker alt sammen som efter en drejebog: Først en kontroversiel udtalelse, så en politianmeldelse og sluttelig en trendy manifestiation. Symbol på symbol. Skueproces på skueproces. Væk med substansen.
Den partipolitiske udlændingedebat er blevet rituel, og de offentligt betalte medier har for længst gjort sig til en del af miseren, hvor form afløser indhold, tone trumfer pointe, kerne og konsekvens. Et remseagtigt og teknokratisk sprog erstatter den grumsede virkelighed.
At det udskældte partimedlem pegede på det faktum, at personer med anden etnisk baggrund end dansk er heftigt overrepræsenteret i diverse kriminalitetsstatistikker, og at vi er nødt til at forholde os til dette faktum som andet end sociale omstændigheder, når vi beslutter os for den mest fornuftige udlændingepolitik, drukner følgelig i forargelsen over hendes klodsede retorik.
Forargelsen maskerer samtidig et medfølgende problem, som medier og myndigheder åbenbart får stedse sværere ved at håndtere: gerningsmandens etnicitet. Læg mærke til, hvordan svenske tilstande gradvist indføres af de i egne øjne pæne og anstændige medier, der er rædselsslagne for at havne i offentlig skandale, hvis de offentliggør noget, som der kan rejses den mindste tvivl ved. Resultat? Den sociale virkeligheden bliver til poleret virkelighed.
Debatten, som vi praler med at have haft siden Mogens Glistrups velmagtsdage og Søren Krarups store gennembrud, er ikke længere en debat. Det er kun den ene halvdel, der er reelt interesseret i den. Den anden halvdel vægrer sig mere og mere ved udlændingedebatten til trods for, at konsekvenserne af den fortsatte indvanding vokser dag for dag – økonomisk, kulturelt, socialt.
De villige fortsætter ufortrødent. De modvillige ønsker debatten stoppet, udsat eller afløst af andre diskussioner. Enten ved at kriminalisere ”hadsk tale” eller ved at snakke om integration, når modparten taler om indvandring.
Jeg har efterhånden mødt det hos talrige journalister. De forstår simpelthen ikke præmissen, men tror vedholdende, at alle snakker om det samme, nemlig hvordan ”vi” får integrationen til at virke. Når der svares, at integrationen ikke virker pga. migranternes kulturelle arv, der ikke er statisk, men sejlivet – eller endnu værre – at den går i den forkerte retning, således at det i stigende grad er danskerne, der integreres ind i islam snarere end omvendt – så ligner de et stort spørgsmålstegn. Journalister som journalister flest er socialiseret til at tage integrationshatten på. Selv efter mere end 30 års erfaring med migration fra muslimske og arabiske områder forstår de ikke indvandringens pris. Hvis de gør, så hævder de, at den er moralsk god, uundgåelig eller antyder, at de, der mener eller argumenterer for noget andet, er fremmedfjendske.
Debatten er kørt af sporet – ligesom i Sverige og flere andre vesteuropæiske lande. Vi taler om to forskellige ting, og den ene halvdel vil meget hellere tale om helt andre emner og spørgsmål. Det er derfor, debatten bliver både pavlovsk og manikæisk.
Det første, fordi halvdelen af offentligheden, inkl. medier igen og igen reagerer med en bestemt adfærd ved visse stimuli. Det andet, fordi samme halvdel tyer til den nemme og indbildske opdeling i gode og onde mennesker i stedet for at diskutere politik. Sådan går vi i ring, mens problemerne vokser omkring os.