Illusionerne – hvis der ellers er nogen tilbage – brister dag for dag i Sverige. Da svenske indvandrerstemmer, der kritiserer den såkaldt humanitære svenske indvandringspolitik for at være både naiv og destruktiv, forleden blev stemplet som ”brune rotter”, troede jeg, at der var tale om satire. Men nej, ordvalget kommer fra ingen ringere end generalsekretæren for Advokatsamfundet i Sverige, Anne Ramberg, der kort efter blev sekunderet af Cecilia Hagen, der skriver i Expressen og angiveligt er medlem af et kvindenetværk ved navn Pumaerne. Pumaen gav retorikken et ekstra nøk og spurgte, hvordan man kommer af med rotterne og svarede selv: Med gift!
Den giftige puma forklarede nogle dage senere, at hun var blevet misforstået, men understregede med en allusion til Astrid Lindgren, at hun skam kæmper for det Gode imod det Onde: »Hold så kæft, racister! Nazister! Terrorister! Ekstremister!«
Da det onde som bekendt altid er en anden end én selv, får denne form for renhedstænkning travlt med at bekæmpe ondskab allevegne i såvel fortiden som nutiden, og det er naturligvis her, problemets kerne ligger. Opererer man med sort/hvide begreber, kommer man hurtigt galt afsted og ser slet ikke sin egen ekstremisme.
Så hvem er egentlig ekstremisterne i den skandinaviske debat?
Spørgsmålet presser sig på al den stund, at det vrimler med anklager om populisme her, der og allevegne, tilmed fra øverste hold i skikkelse af landets justitsminister. Skulle du ikke for længst være blevet dømt ”fremmedfjendsk” eller ”antimuslimsk”, kan du være temmelig sikker på at blive beskyldt for populisme, inden dagen er omme, i særdeleshed hvis du ytrer dig kritisk i forhold til Den Europæiske Union eller den fortsatte masseindvandring fra Syd mod Nord, der er i pagt med Unionens inderste drøm om etableringen af et multikulturelt imperium uden grænser og kulturelle bånd og pligter, og tilgodeser de økonomiske interesser i såvel Dansk Flygtningehjælp som Dansk Industri.
Er du først dømt populist, kan du godt skyde en hvid pil efter at blive til noget, thi da er du ikke stort bedre end de ”brune rotter” i vores kære naboland, hvor den såkaldte kulturelite selv gør, hvad den beskylder andre for, dvs. udelukker dem fra den offentlige samtale i moralens navn.
Den udenrigspolitiske baggrund for det, der sker på den hjemlige scene, er, at politiske navne og fænomener som Trump, Putin, Le Pen, AfD, Wilders, Orbán og diverse regeringer i det tidligere Østeuropa slås sammen til en pærevælling, som af bekvemmelighedsgrunde kaldes populisme. Betegnelsen kan klæbes på alle og enher til højre for den etablerede konsensus. Det er ikke alene intellektuel dovenskab; det er også politisk manipulation.
Det er da rigtigt, som den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller fremhæver i essayet Hvad er populisme?, som Informations Forlag udgiver, at ingen kan tage patent på folket, eftersom det som regel er delt i både store og små spørgsmål, sådan er jo politik, det deler mindst lige så meget, som det samler. Hvis politik blot var identisk med det etiske standpunkt, kunne vi helt afskaffe politik og nøjes med Etisk Råd. Men politik består netop i at afveje forskellige hensyn og have sans for hovedsagen på de givne betingelser. Politik kræver derfor mindst lige så megen dømmekraft som gyldne principper.
Men fra Jan-Werner Müllers pointe om, at ingen udgør 100 pct. og til den dom, at populisme er i strid med demokratiet, sådan som han konkluderer, er der temmelig langt. Demokratiet har netop en tendens til at læne sig op ad populisme, eftersom det i hvert fald på papiret er flertallet og ikke titler og ophøjet social status, der bestemmer i et demokrati, hvilket de antikke filosoffer var det første til at påpege og kritisere. Det var just derfor, de ikke brød sig om ideen og foretrak mere aristokratiske og filosofiske regimenter.
Müller imødegår på sin vis sig selv, når han om den legitime populisme skriver følgende: »Hvis et populistisk ”Vi er folket!” blev til noget i retning af ”Vi er ogsåfolket!”, ville det være et helt legitimt samfundsborgerligt postulat for dem, der føler sig glemt eller som de facto er blevet udelukket.«
I stedet for nihilismens bud – Hvis det er vores, så afvis det! – må vi turde gå ind i diskussionen om folkets identitet. Hvem folket er, er en konstant forhandling og kamp, som vi løbende må tage. Derfor er danskhedsdebatten hverken overflødig eller underlødig. Den er nødvendig fra tid til anden.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 13. oktober 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.