Den årlige cykelrejse har ført os til Dolomitterne med base i Bormio i 1200 meters højde. Herfra går det kun opad eller nedad. Passo Gavia til den ene side, Passo Stelvio til den anden med Mortirolo som en ekstra knaldperle; straks føles det flade Danmark langt borte.
Som forventet sker der ting og sager i disse bjerge, selv blandt glade amatører som os, og hver aften hælder vi proteiner, vitaminer og kulhydrater i kroppen i det fromme håb at genopstå som Fugl Føniks af asken.
Sandheden er, at kroppen langsomt tappes for kræfter. Farten opad er desuden ren ren og skær matematik: Del din energi med din vægt, og du kan regne dig frem til din tid og placering. Taktik er der ikke meget af, teknik heller ikke. I dette terræn deler og hersker kong kraft pr. kg.
Imens diskuteres det ivrigt i fædrelandet, hvornår man er dansker. Her vil mange af slagsen øjensynligt gerne nøjes med jura. Er man statsborger, er man dansker, bom, hvilket i mine øjne afslører en dobbelt dansk last: Det må ikke være for besværligt, og vi skal alle være her. Der er dage, hvor jeg bilder mig ind, at vi som folk i grunden ikke har andet tilfælles end paragraffer og jura, som muligvis er blevet det sidste strå i vor højt besungne sammenhængskraft.
Læser Italo Svevo og Niccolò Machiavelli i sengen. To store italienere, hver på sin måde. Begge skriver så fortættet, at man indimellem må gå tilbage og læse en passage igen for at forstå den bedre. Machiavelli øser i Krigskunsten (1521) af romernes krigskunst, strategi og taktik. Svevo øser 400 år senere af hjertets visdom i sin fortælling En kort sentimental rejse om følelsernes ægteskabelige kompleksitet, poetisk og klarsynet på én og samme tid. Sidstnævnte mestrer den psykologiske indlevelse, førstnævnte den militære udlevelse, selv om den gamle florentiner frygter, at han er blevet for gammel til at blive taget alvorligt. »Hvad angår mig selv«, noterer han, »gør jeg mig ingen illusioner om, at jeg med min fremskredne alder skulle kunne være til nogen nytte«. Hans råd til ungdommen fejler ellers ikke noget:
»Ære og belønne dueligheden, ikke foragte fattigdommen, agte den militære disciplins regler, tvinge borgerne til at stå last og brast med hinanden og leve uden kliker«
Og så behøver italienerne end ikke læse Machiavelli i dag. Hans ubesmykkede realisme er for længst blevet reproduceret via landets skole- og uddannelsesinstitutioner og transmitteret ind i den bærende latinske kultur, der har formået at holde den rige kulturarv, herunder kristendommens epokale betydning for den europæiske civilisation, i live.
Anderledes i Norden. Som cand.polit. Thomas Gress skriver i et akut opråb i Årsskriftet Critique, er vi »moralsk forpligtet af vore forfædre til at videreføre den arv, vi selv har fået ansvaret for, og som vi nu kollektivt forsømmer« via det snigende dannelses- og videnstab, som har stået på igennem mere end en generation i samfundets institutioner, medier og kulturverden, og som den teknologiske udvikling sådan set kun har forstærket. Eller som Gress skriver: »Det afgørende er ikke, om danskheden er objektiv, men om den praktiseres – eller rettere – af hvor mange den praktiseres«.
Det, der er sket i Danmark, er, at vi har opgivet at forholde os til andet end jura. Juraen producerer i dag de dogmer, vi tror på – lige fra vor opfattelse af nationalitet til universelle menneskerettigheder og menneskerettighedskonventioner. De er tilsyneladende mejslet i granit. De er den nye bibel for politikere og pøbel.
Den Grundtvig, hvis strofer, der igen og igen henvises til, er helt og aldeles forældet i dag. Ingen kræver som han, at en dansker må tale og føle sig dansk og i et vist mål også praktisere danske normer – naturligvis ikke ud fra en katekismus, men i det store og hele, herunder i min fortolkning give hånd, gå sekulært og civilt klædt, forsørge sig selv, deltage i det almene sociale liv, efterstræbe en børneopdragelse i henhold til lovenes ånd, ikke bare deres bogstav, endsige besidde hvad digterpræsten kaldte »ild for fædrelandet«, hvilket på det pågældende tidspunkt – halvvejs inde i Treårskrigen 1848-1851 – betød, at vedkommende skulle aftjene frivillig militærtjeneste.
Grundtvig er blevet til kitsch. Alle citerer ham, men ingen tager ham på ordet. Alt skal være nemt og for øvrigt flugte med erhvervslivets og konkurrencestatens organiserede ønsker om infinit omstillingsparathed.
Alpin cykling er det modsatte. Det er selvpåført besvær og smerte med henblik på åndelig belønning hinsides de eleverede prøvelser. Det er muligvis en religion, men det er en anden religion end den, der i dag siger, at alle har ret til at blive dansker, tysker eller svensker.
Det kan godt være, at godhedsindustrien er i fuld gang med at vinde slaget om hjerterne ved hjælp af en fiks og færdig EU-jura, men mig skal de ikke få ned med nakken. Jeg vil protestere til den dag, jeg styrter ud over afgrunden eller sover stille ind. Forhåbentlig i Danmark, hvis det, vi så rørstrømsk kalder Danmark, findes til den tid. Alternativt i Dolomitterne.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 1. oktober 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.