Det er dramatisk at følge den skilsmissefejde, der raser mellem JP’s tidligere udlands-, kultur- og opinionsredaktør Flemming Rose og koncerncheferne Jørgen Ejbøl og Lars Munch i JP/Politiken i anledning af Roses nyudgivne bog De besatte med særligt henblik på perioden 2010-2015. Ikke mindst, når man som jeg har aktier i Rose-fløjens argumenter og konklusioner – og desuden har kendt Flemming Rose i mere end ti år.
Striden stikker imidlertid dybere end personer, magt og loyalitet. Striden er principiel og trækker spor både fremad og bagud. Derfor skal vi gøre os den ulejlighed at tænke over sagen som mere og andet end personkonflikt og forstå dens videre og almene betydning for offentligheden. I særdeleshed, hvis man kerer sig om Jyllands-Postens troværdighed og fremtidige virke.
Sagens dybere betydning må (a) ikke gå tabt i den letfordøjelige fortælling om to mænd, der kæmper om magten. Det sidste er der ikke noget nyt i, heller ikke når det foregår iført jakkesæt og nystrøgne skjorter på en nydelig direktionsgang.
Kampen om Jyllands-Postens sjæl skal (b) heller ikke castes som en tidløs og arketypisk konflikt mellem idealisten og ”pansergeneralen”, selv om det da kan være morsomt at læse om.
(c) Endelig skal Muhammedkrisen og dens efterspil i Danmarks største mediekoncern ikke reduceres til et teknisk spørgsmål for eller imod genoptrykning af de unævnelige tegninger. Stiller vi sagen således forsimplet op, gør vi det for nemt for os selv. Hvad mon de fleste helst vil have: Ubegrænset frihed eller fysisk sikkerhed? Her vil de fleste redaktører – og mennesker – nok hælde mod en vis pragmatisme. Herregud, redaktører kunne f.eks. ræsonnere, at hvis de skal offentliggøre Muhammedtegninger, så lad det i det mindste være nye tegninger i en ny kontekst. Hvilket er både journalistisk ræsonnabelt og klogest med hensyn til netop sikkerheden al den stund, at kun meget få tegnere i dag ønsker at løbe risikoen at tegne ham dér, I véd nok.
Hvis striden blot stod om tegningerne, ville den være til at overskue. Hvis vi ved ikke at tegne Muhammed kunne undgå nye intimideringer, trusler og rekrutteringen af nye jihadister, ville valget være relativt let at træffe. Men sådan spiller geopolitkken og radikaliseringen af islam desværre ikke. Desuden er det ikke håndsæbe eller duftevand, JP sælger, men publicistisk virksomhed, herunder pålidelige nyheder, kritisk udvælgelse og kompetente analyser.
Det postborgerlige og postkritiske judgement, at Jyllands-Posten kan skrive historien om – og ved hjælp af en anden redaktionel linje kan lade som om, Muhammedkrisen slet ikke eksisterede – er empirisk, politisk og filosofisk naivt.
I vor sitrende samtid og nærmeste fremtid ville det være højst besyndeligt at forestille sig, at den terror, der er kommet til Europa i de 11 år siden Muhammedkrisen, pludselig skulle stoppe – eller at unge danskere med muslimsk baggrund fra den ene dag til den anden skulle holde op med at sympatisere med og melde sig som såkaldt hellige krigere.
Det, der indimellem slipper ud fra de europæiske efterretningstjenester, tyder på det modsatte, og befolkningerne er da også så småt begyndt at vænne sig til den tanke, at den islamiske terror kan ramme dem selv i det lokale supermarked, til en koncert, sportsbegivenhed, et debatmøde eller hvor som helst. Risikoen er heldigvis statistisk set endnu lille, men frygten er rationel og afhænger ikke af, hvorvidt man er liberal, konservativ eller venstreorienteret.
Perspektiverne og indsatserne er således meget større, end henholdvist (a) det letfordøjelige, (b) det arketypiske eller (c) det tekniske argument underforstår. JP’s fremtid bunder i meget mere end personer, figurer eller tegninger. Den verserende strid handler om, hvor realistisk og nøgternt, et frit, vestligt medie som JP overhovedet kan dække emner, bøger og problemstillinger, der har med islam og indvandring at gøre.
Engang var det som bekendt kommunismen, der var en varm kartoffel i de vestlige demokratier og medier. Her bar Jyllands-Posten en fakkel for friheden; det var sådan, jeg lærte JP at kende. I dag er det alt, hvad der har med islam at gøre. Hvis der er nogen, der lider af islamofobi, er det store dele af vestlige medier, der paradoksalt nok rutinemæssigt og via redaktionelle beslutninger skælder deres læsere ud for samme.
Efter at have læst de seneste dages dækning af det, nogle kalder ”Rose-sagen”, men netop handler om JP’s fremtid – samt dele af bogen – står det klart, at JP i årevis har talt med to tunger. Én udadtil, en anden indadtil. Det er her, hykleriet bliver manifest, og det er i mine øjne Roses afgørende pointe, sådan som Sven Ove Gade også fremhævede i sin anmeldelse.
Hykleriet rammer avisens publicistiske værdier. Hvis man giver efter for trusler om vold og terror, skal man i det mindste være så ærlig at sige, at det er det, man gør. Ellers svigter man både værdierne og læserne. Derfor var vi flere, der var lettede, da JP sidste år leverede den nødvendige oplysning med lederartiklen Vold virker. Med den gav avisens redaktionelle orientering mere mening.
Vold og intimidering har det nemlig med at virke, og vi ved alle hvorfor. Men samtidig bliver vi mindet om, hvorfor det indimellem – og i sidste ende – er livsnødvendigt at trodse truslerne og det, der med hedder ”voldsmandens veto”. Den ret skal han ikke gives. For så vil han og hans ligesindede kun fortsætte og forstærke de ublu krav, intimideringer og trusler. Og samtidig vil nye ”alternativmedier” skyde frem og overtage den journalistiske og politske dagsorden, sådan som det allerede er ved at ske i Sverige. Derefter kommer turen til Storbritannien, Frankrig, Belgien og Tyskland.
Guderne skal vide, at JP er gået igennem et hårdt tiår, og jeg beundrer de mange medarbejdere, der er fortsat med at gå på arbejde. Men løbende skete der noget ganske uventet. JP gik hen og blev en spejling af Politiken, der hævdede ikke at frygte noget, men indrettede sig efter de nye magthavere og islams tiltagende politiske og demografiske vægt, mens avisens journalister gjorde begrebet ”islamofobi” landskendt, og tre chefredaktører i streg har gjort det til en specialitet på Rådhuspladsen at tale udenom, når de skal definere ytringsfrihed – og reelt er overgået til underholdningsbranchen.
Det sidste er ikke alene en skamplet i dansk pressehistorie, men et sort kapitel af Danmarkshistorien.
I sin bog viser Flemming Rose, hvordan denne forvandling ramte JP. Nu er det op til avisen at vise offentligheden, at JP faktisk er til at stole på. Det kræver sine mænd og kvinder. Mus har vi nok af.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 1. november 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.