Det skulle have været så godt, og så er det faktisk skidt. I 25 år har vi fejret Den Kolde Krigs afslutning med varm luft og floskler fra det politiske overdrev, der har gjort først grønne, siden røde og sluttelig blå partier til én og samme grød. Nu er festen slut. Finanskrise, kontrære folkeafstemninger, forestående EU-sammenbrud, Centraleuropas afvisning af vesteuropæisk naivitet i forhold til den massive indvandring sydfra, Donald Trumps nylige sejr og udsigten til flere nationale protestvalg i de kommende år, har fået os til at standse op.
Det vilde er, at hvis Hillary Clinton havde vundet, og det gjorde hun næsten, havde eliterne og medierne sandsynligvis fortsat, som om alting var i sin skønneste orden, efter at have hånet ”populisterne” for at tro, de kunne vinde. Nu diskuterer vi i stedet, om det kan tænkes, at Vesterlandets liberale demokrati er udartet til en moralsk skønhedskonkurrence om, hvem der har det største hjerte og den mest empatiske smiley.
Det kan ikke alene tænkes. Den liberale verdensorden har reelt spærret os inde i et intellektuelt jernbur og hæmmet vores politiske dømmekraft.
Jernburet har tremmer. De er ikke lavet af stål, men af dogmer.
Det første dogme er fortællingen om, at vi og vores slags er de progressive, mens alle vore modstandere er reaktionære idioter.
Det næste dogme er antagelsen af, at vi, de fremskridtsvenlige, har patent på fornuften, mens de reaktionære er styret af følelser, såsom had eller diverse patologiske fobier.
Det tredje dogme er dogmet om, at der slet ikke findes noget alternativ til flydende grænser, idet ”åbenhed” er notorisk godt og fremtidsvenligt, mens ”lukkethed” er den sande død.
Det fjerde dogme er troen på, at den historiske udvikling skam er på det godes side, dvs. at udviklingen nok oplever momentan modgang, men vil sejre i det lange løb til glæde og ære for de progressive.
Det sidste dogme er snarere en sociologisk observation end en normativ vurdering og beskriver den tætte forbindelse mellem big politics og big business. Minister eller kommissær den ene dag, CEO eller Goldman Sachs den næste dag. Mens eliten har talt og talt om åbne økonomier og åbne arme, er den selv forblevet et lukket og selvsupplerende kredsløb.
I det begrænsede omfang vor tids politiske og økonomiske eliter opfatter eller deler befolkningens lavpraktiske bekymringer, sker det altid oppefra og ned og ved, at eliterne håndplukker udvalgte minoriteter som yndlingsofre.
Mest kendt er naturligvis de nyankomne fra Mellemøsten og Nordafrika, der har fået status som det genmateriale, der skal ”forny” det aldrende Vesteuropa. Men skepsissen vokser. Flere og flere europæere forstår, at ”mangfoldighed” er eliternes glasurord for muslimsk, og førstnævnte reagerer mindst lige så meget imod manipulationen som det forhold, at fremmede kommer hertil i stigende flokke. Hvis muslimer var de nye jøder, sådan som de såkaldt intellektuelle påstår, var de for længst integrerede.
På rekordtid er Vesten blevet propfyldt med ofre, og ingen er længere for stor til at være den lille. F.eks. er Hillary Clinton ifølge Hillary Clinton et offer for gemen mandschauvinisme. Bevis? Hun tabte præsidentvalget. Det samme er en yngre kvindelig model i København, der fik en uskyldig kompliment fra en blikkenslager, hvilket fyldte netmedierne i ugevis. Hvilken skandale! En kompliment – og så fra en mand! Ækelt, ikke sandt?
Offergørelsen er konkret, og den er statistisk i form af velfærdsofrene, der bliver flere og flere og mere og mere ofre, jo længere tid de lever på kontanthjælp, anden offentlig forsørgelse eller i ”udsatte områder”. Eftersom præmissen er, at offentlige udgifter principielt er af det gode, bliver nedskæringer af det onde.
Den liberale verdensordens velfærdsstater har paradoksalt nok gjort os alle til ofre, fordi den som filosoffen Kai Sørlander understreger, medførte en radikal forvandling af den politiske konsensus. I stedet for at kræve noget for noget, hviler den social-liberale konsensus på, at man ikke kan kræve noget af nogen, da det ville være fordomsfuldt. »Når fordomsfriheden bliver en dyd, opstår der en konkurrence om at være så fordomsfri som muligt, og så føres man fra det ene grænsebrud til det næste«, noterer han.
Det positive ved dette verdenshistoriske øjeblik er, at konturen af en ny slags orden anes. For en generation siden faldt den socialistiske utopi til jorden i øst; nu er det den liberale utopi, der klapper sammen i vest. Grænseløsheden viger, mens grænsernes aktiekurs stiger, og man bemærker, at The Economist allerede ryster i spadseredragterne.
I stedet for programmatisk internationalisme og helliggjorte konventioner skimtes en øget forståelse af de nationale interessers og værdiers legitimitet. I stedet for elitær kontrol og mere af det samme, som har bragt os i uføre, dæmrer en folkelig og diffus utilfredshed. Den nye ordens vindere bliver dem, der kan give oprøret en retning og hæve såvel instinkter som analyser til et fælles bedste.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 18. november 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.