Asyl i Danmark skal fremover søges i Mellemøsten og Afrika. Det mener den nydannede regering, og forslaget har vakt behørig opsigt. Det er nemlig første gang, asylproblematikken løftes ud af den hidtidige praksis, som har gjort det umuligt for mainstreamregeringer i Vesteuropa at kontrollere tilstrømningen hertil fra muslimske og arabiske områder. Hvis du stadig tror det modsatte, kan jeg oplyse, at 28.000 personer søgte om asyl i Italien – i oktober.
Bilde: UNCHR. I perioden januar-oktober 2016 er 1 003 635 asylsøknader registrert i EUs medlemsland.
Nu skal der tilsyneladende andre boller på suppen i det, regeringsgrundlaget kalder »en balanceret og realistisk udlændingepolitik«.
Her hedder det bl.a., at »ukontrolleret indvandring løser ingenting, men skaber tværtimod nye problemer i form af økonomiske udfordringer og værdimæssige konflikter. Regeringen vil føre en udlændingepolitik, hvor vi hjælper flest i nærområderne, og hvor vi aktivt forebygger migrationsstrømme. Og de udlændinge, som kommer hertil, skal overholde vores fælles spilleregler.«
Så vidt, så godt. Men læs lige det, der står med småt.
Regeringens nye politik hviler nemlig på det, amerikanerne kalder en disclaimer, dvs. en ansvarsfraskrivelse. Den kommer her: »Regeringen vil sammen med ligesindede europæiske partnere arbejde for et system, hvor man søger om asyl fra et tredjeland fremfor ved de europæiske landes grænser. Vi skal væk fra et system, der giver fortrin til asylansøgere, som har penge og kræfter, og som understøtter menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel.«
Motivet fejler ikke noget: at sætte en stopper for humansmuglernes millionforretning. Det tvivlsomme er derimod det, jeg satte i kursiv: »sammen med ligesindede europæiske partnere«. Og »arbejde for et system«. Begge dele er ganske uforpligtende.
Regeringen agter ikke selv at gøre noget. Men vil med ministerens ord »gå i dialog med de europæiske lande, der deler vores ambition«. Sådan sagde hun, Inger Støjberg, og så ved man, at forslaget med al overvejende sandsynlighed vil sande til i løbet af en eftermiddag.
Som én tørt kommenterede på Facebook: Det er en god idé – født i en syltekrukke.
Danmark skal naturligvis ikke overlade det til EU’s de facto leder Angela Merkel at bestemme over dansk asylpolitik. Vi skriver ikke 1944, men 2016. Danske politikere er sat til at varetage danske værdier og interesser, ikke Angela Merkels.
Det er da rigtigt, at det tyske indenrigsministerium har luftet tanker om noget tilsvarende og drømt om en situation, hvor asylbehandling foregår i lande som Tunesien og Egypten, men præcis samme ministerium har samtidig afvist, at der findes konkrete planer eller substantielle diskussioner om emnet på EU-niveau. Indtil videre er det luftballoner og i det danske tilfælde højtidelige intentioner fra en regering, der har brug for at udvise »handlekraft«. Altså, varm luft i en kold tid.
Når dertil lægges, at Danmark efter alt at dømme kan fortolke de internationale konventioner, som blev skabt for at håndtere den interne migration i Europa efter 2. Verdenskrig, derhen, at hensynet til den offentlige orden og respekten for landets love går forud for konventionerne, ja, så ser man, at vi står med langt bedre muligheder for at håndtere en migration, der primært kommer udefra. Langt bedre end vi tror.
Indvandring skal ikke være en retlig procedure, men et politisk skøn. Indvandring skal ikke være jura, thi det er politik. Vi kan selv bestemme, hvem der skal ind, og hvem der skal ud. Denne suveræne mulighed gives af den hævdvundne folkeret helt tilbage fra 1600-tallet, som maner til forsigtighed, ikke vilde og universelle projekter. Det kan naturligvis aldrig være i pagt med folkeretten at forære sit land bort og smadre det for efterkommerne. Derfor skal vi heller ikke bære konventionerne som et kors, men derimod læse og bruge dem med tanke på vores børnebørn.
Så hvad er det reelt, regeringen tilbyder os?
Fromme ønsker koblet til en småstatsmentalitet, som for altid vil alliere os med den tyske regering?
Selv vil vor regering tilsyneladende intet, selv tør den øjensynlig ingenting. Og ved egen hjælp risikerer den på dette vigtige felt at blive lige så triviel som – et trekløver.
Langt hellere: Modbevis mig! Så køber jeg en gammel hat og æder den.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 29. november 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.