Under lyksalige træningsture på cyklen mellem jul og nytår med udsigt til væltede træer, knækkede stakitter, knuste ruder, vindblæste grene og spredte byger, var det nærliggende at sammenligne situationen i Vesteuropa med et landskab efter en vinterstorm. Men det er en falsk analogi. Natur er en urkraft i sin egen ret hinsides vor egen, ofte indbildske verden af viljer og forestillinger. Naturen er det, vi lever i. Politik er derimod det, vi gør ved hinanden, og det er meget værre.
Det er derfor med en vis uro, at man tager hul på et nyt kalenderår. Læg dertil alle de indlysende risici: den udenrigspolitiske volatilitet, udsigten til flere terroranslag her og der, et fortsat opulent EU, danskernes dybe afhængighed af offentlige ydelser, fordummelsen og venstreorienteringen ved de højere uddannelsesinstitutioner, mainstreammediernes kulturradikale og socialliberale misrepræsentation af virkeligheden osv. osv.
Alt det har jeg mere eller mindre vænnet mig til. Hvad jeg har det lidt sværere med, er, at voksengenerationen lader til at være ligeglad med deres egne børn. Ej i den daglige trummerum, dér fejler omsorgen mildest talt ikke noget. Men dekadencen er sprællevende, når det gælder fremtidens Danmark.
Vor tids politiske dekadence kommer til udtryk ved, at det er naturen og dens orden, vi gerne spejler vores politik i. ”Nødvendighedens politik”, kalder vi det, vi ikke orker eller evner at argumentere for, uanset om det gælder finanspolitik eller lovgivning via EU. ”Internationale konventioner” kalder vi politiske aftaler af flygtig dato, som vi ophøjer til urokkelige lovtavler, der trumfer dissens. ”Flygtninge” eller ”uledsagede børn” kalder vi unge mænd, der rejser op igennem Europa som familiens udsendte lykkeriddere eller potentielle terrorister. ”Statsløse” kalder vi dem, vi slet ikke tør smide ud af landet. Avisoverskrifternes ”unge” skal oversættes til gerningsmænd af fremmed herkomst med en statistisk hang til personfarlig vold. ”Den globale verden” kalder vi det, som vi helt har opgivet at kritisere, og som i valør altid står himmelhøjt over ”puslingelandet”. Man er vel ”verdensborgere”, ikke sandt? Thi er man andet, må man være godt dum, ond eller begge dele.
Sådan går melodien, og omkvædet er, at alle disse navne og begreber er hævet over enhver diskussion. Hermed bliver politik gjort til det, vi slet ikke kan lave om på. Der er intet alternativ til den herskende orden.
Aldrig har der været så megen fatalisme i den luft, vi indånder. En fatalisme, som liberale og socialister mærkeligt nok skaber sammen. Under Den Kolde Krig var de dødsfjender, men i vores porøse verden, hvor fjenden er statsløs, virtuel eller usynlig, er de liberale og de ikkeliberale gået hen og blevet venner. Når de nye blårøde magthavere mødes, er grænsekontrol højst ”midlertidig”, uanset om det er Venstre, Liberal Alliance eller Enhedslisten, der taler. Enige er de om, at Danmark skal marchere videre ud i postnationalisme og føderalisme. Ingen står paradoksalt mere sammen end tilhængere af den spontane orden og dem, der drømmer om mere ”humanisme” og økonomisk omfordeling.
Her gør relativister, kapitalister og internationalister fælles sag, og fra syd kommer fatalismen ridende på en araberhest ved navn Udviklingen, skønt al vor snak om udviklingen gør os til slaver af den. Selvfølgelig kan vi standse multikulturalismen. Det er en teori, mennesker har fundet på. Selvfølgelig kan vi standse masseindvandringen. Det kræver blot probate midler og tragiske valg.
Vi kan, hvis vi vil. Problemet er blot, at vi ikke længere vil, tør eller tror, vi kan, selv om det akkurat er vores egne børn, der kommer til at bøde for vores manglende dømmekraft.
Dét har jeg det skidt med. At vi har så fandens travlt med vores børn uden at se, hvad det er for et land, de vokser op til. Om 20 år går kvinder ikke længere alene ud i nattelivet. Om ti år bærer vi alle våben. Om fem år er der gitre og betonklodser rundt om skoler, pladser, markeder. Hvornår er der nogen, der siger stop? Findes der slet ingen, der vil være med til at redde det gamle Danmark med over i det nye?
Godt nytår.