Meget er allerede sagt og skrevet om Politiken, dette selvvigtige dagblad fra det indre København, men det skyldes, at avisen har det med at overgå sig selv i løbende dumheder. Dagens forside er ingen undtagelse, hvor det med fede typer hedder:
»Han er hverken fattig eller taber. Alligevel stemte han briterne ud af EU«
Underrubrikken forsøger at forklare det besynderlige udsagn, som skal gøre det ud for en nyhed:
»Forskere har nu analyseret sig frem til fællestræk for de briter, der stemte for Brexit, og deres resultater overrasker. Stik imod hvad mange hidtil har antaget, er Brexit-vælgerne hverken ramt af stigende ulighed eller ofre for globaliseringen. I stedet var deres stemmer drevet af, at de vil stoppe indvandringen og tage kontrol tilbage. På den måde ligner de Trump-vælgerne, konkluderer forskerne.«
Javelja. Lad os begynde med de sigende antagelser om at være ramt af ulighed eller at være offer for globaliseringen. Hvad siger de om den redaktør, der har sagt god for forsiden?
De fleste vil nok medgive, at sproglig slaphed kan bero på tilfældigheder eller almindelig dovenskab. Men ofte er det en sigende – åndelig – dovenskab, for de pågældende vendinger beskriver ikke mennesker, dvs. subjekter, men får eller objekter. Summa summarum: Der er tale om stakler, hvis ikke ligefrem usle mennesker eller the deplorables, som de blev døbt i USA.
Dét er antagelsen. At de millioner, der har stemt for Brexit eller Trump i hovedsagen ikke har gjort væsentlige, virkelige erfaringer, ikke ejer nogen oplyst stemme eller nogen moralsk habitus – og da slet ingen fornuft. De er ramt af det ene, hvis ikke af det andet, og i deres følelsers vold. De aner faktisk ikke, hvad de selv gør.
Nu viser en række tal eller synspunkter, som avisen så kalder en »analyse« beroende på »input« fra 50 forskere og analytikere (hvad det så end vil sige), at de uværdige vindere såmænd kan tænke og – ryd forsiden! – i vid udstrækning repræsenterer et verdensbillede, som kan være nok så politisk og sammenhængende.
Sådan noget kan kun komme bag på samfundsforskere eller naive journalister. Som forfatteren Lars Olsen beskriver i dagens JP med reference til amerikanske John Judis bunder dette verdensbillede i folkelige bekymringer både til venstre og højre – og ikke i det, medier og politikere benævner fobier, falske nyheder eller andre konspirationsteorier. I Nordeuropa ligger bekymringerne til højre pga. af indvandringen og tabet af suverænitet, i Sydeuropa til venstre pga. den omfattende økonomiske krise – mere indviklet er det såmænd ikke – og da slet ikke en nyhed.
Af denne og andre grunde har jeg det nytårsforsæt, at jeg vil læse færre aviser og flere bøger i det nye år. Hvor de fleste aviser og Ritzaus nyhedsbureau som regel bringer gamle nyheder eller slet og ret noninformation, er det gode, gamle bogmedier ofte i stand til at være først med det væsentlige tilsat perspektiverende signalementer af det aktuelle.
De seneste uger har jeg siddet med tre af slagsen, som anbefales på det varmeste i en kold tid. De har det tilfælles, at de er udgivet af små eller mindre forlag, der ofte overses, men indimellem udgiver det, som større forlag burde have udgivet, men ikke tør eller vil.
Den første er Waleed al-Husseins personlige rejse fra islam til ateisme og følgerne af det i Allahs fængsel, der er oversat fra fransk af Niels Ivar Larsen og udgivet på det lille forlag Pressto. Bogen gav mig kuldegysninger. Ikke på grund af islam, den kender jeg udefra. Ikke på grund af ateismen, den kender jeg indefra. Men på grund af de konkrete, samtidshistoriske følger af at forlade islam, hvis man er muslim. Bogen er islamkritik for de troende. Først ryger familien, så vennerne, og tilsidst havner forfatteren i det palæstinensiske selvstyres fængsler på Vestbredden, anklaget, tortureret og straffet for at have forladt islam.
Den anden bog, jeg vil anbefale i stedet for læsningen af flere mainstreamaviser, er et udvalg af skrifter og taler af den tyrkisk-tyske sociolog Necla Kelek, som forlaget Ellekær har udgivet under titlen Kulturernes kaos – debatten om islam og integration – også for nylig.
Hvor al-Hussein mestendels er beskrivende, er Kelek en prægnant analytiker, ikke mindst når hun peger på det særlige kendetegn ved islam, at islam forener tro med politik. Hvis islam blot var en religion, ville der ikke være så meget på spil i det Vesteuropa, der efterhånden i flere årtier har modtaget en strøm af muslimske migranter fra fallerede stater i Mellemøsten og Nordafrika. Problemet, som man skal være blind eller læse Politiken for ikke at se og tænke over, er, at migranterne tager både troen og de moralske og politiske normer med sig, når de kommer herop, og at efterkommerne desværre lader til at forstærke samme ulykkelige tendens, uanset hvad der står i aviserne.
Dagens tredje og sidste bog er dansk og handler om dansk konservatisme i mellemkrigstiden. Forfatteren hedder Christian Egander Skov, forlaget Aarhus Universitetsforlag. Kodeordet er splittelse, konservativ splittelse – meget à la i dag – og bogen, der vistnok udspringer af en akademisk afhandling, er interessant for andre end medlemmer af Det Konservative Folkeparti. Det sidste ville nok også være en lovlig lille niche at satse på.
Uanset hvad: Skov behandler periodens ideologiske strømninger på dens egen betingelser og gør os klogere på tidens spørgsmål, dilemmaer såvel som det brogede persongalleri. Det er svært ikke at få den tanke, at politik dengang udgjorde et mere levende og dynamisk univers end i dag, hvor cand.scient.polismen og bekvemmeligheden for længst har taget over i de fleste partier.
Bogen rummer megen viden og sproglig elegance, lyt bare til denne ene sprogblomst om Harald Nielsen, en af datidens store konservative inspiratorer, der i sin tid gik imod kulturradikalismen og dens litterære favorit, den såkaldte naturalisme:
»Den (naturalismen, mj) satte med andre ord dogmerne og doktrinerne mellem sig selv og den verden, den ikke vovede at stå over for i sin nøgne realitet.«
Udskift »naturalisme« med Politiken, og vi skriver 2017. Avisen og dens støtter, herunder DIIS, der i en ny rapport advarer mod kritik af islam, tager Vestens hårdt tilkæmpede politiske orden for givet, skønt kaos desværre er mindst lige så sandsynlig med tiden.
Sådan var det dengang, og sådan kan det blive igen.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 9. januar 2017, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.