Det var et brag af en tale, hun holdt nytårsaften. Jeg tænker ikke på Hendes Majestæt, men på Kirsten Birgit fra Den Korte Radioavis, der i dagens anledning fik femten minutter på DR3 og leverede et festfyrværkeri af hån, spot og latterliggørelse med brod, stik og sorg på årets sidste dag. Hun kom vidt og bredt omkring, og da den satiriske kanonade var slut, stod det klart, at den fundamentale samfundskritik, som er noget af det, vi rituelt bryster os af, mere eller mindre er forstummet. Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Engang var der to, tre eller flere lejre i det politiske landskab – der var kommunister, socialister, kulturradikale, liberale og konservative, der kastede sig ud i debatbøger, kaffeklubber m.m., ligesom der var retsstatsfolk og såmænd et parti til ære for bil- og parcelhusejere.
I dag hersker der status-quo på det politisk-administrative niveau, og distraktion på det folkelige-borgerlige niveau. Alt lader vi os distrahere af forskanset bag vore bærbare skærme, der muligvis var tænkt som hjælpemidler i en stivnet modernitet under og efter Den Kolde Krig, men som ikke desto mindre har fået det meste af Vesteuropa, hvis ikke den halve halve verden, til at miste fokus, orientering og dømmekraft.
Øjenkontakt og egentlig fordybelse er noget, vi snart kan fortælle vores børn og børnebørn om på linje med sporvogne, Inkariget og vikingernes togter til England. De sociale medier, mobiltelefoner, apps og forbrugerelektronik stjæler ikke bare mere og mere af vores tid. Det digitale isenkram berøver os samtidig vor dannelse og samfundskritik.
Kirsten Birgit mindede os om dette dramatiske verdenshistoriske skred nytårsaften, da hun genbrugte en gammel marxistisk vending og sagde, at de sociale medier er opium for folket. Det tør ingen politiker i Vesten sige. Ingen elsker teknologien og drømmen om fremskridt højere end os, og vi har snart sagt kun satiren tilbage, når vi skal se eller undersøge vor egen kultur og civilisation i modlys.
Samtidskunsten er gået i frø, forfatterne ved så godt som ingenting om verden, filosoffer og klummeskribenter har kompromitteret sig selv, de økonomiske og samfundsmæssige eksperter tror ingen længere på – de virker da også mistænkeligt meget til at være mest bekymret for deres egne karrierer – mens naturvidenskaben ikke har så meget som et sekund til overs for samfundsanliggender. Kun satiren insisterer på at skære ind til benet og undsige Hvad-skal-det-nytte?-konformismen.
Slår man en sjælden gang op i dagbladet Politiken, bringes man til at tro, at halvtomme børnehaver efter kl. 14 i København K eller såkaldte diskursanalyser af, hvorvidt mennesker, der er udfordret på deres udseende, skal have positiv særbehandling på arbejdsmarkedet, udgør førsterangsproblemer og ikke pseudoproblemer. Vi »tager det irrelevante ind i det relevantes spotlys for at maskere, hvad vi skal stille op med tingenes tilstand« – for nu at citere Kirsten Birgit.
Men det bliver værre endnu. For et øjeblik siden modtog jeg en venlig mail fra Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen. Det var formet som et brev til læserne og indeholdt et håb:
»Kære læser
Et håb for 2017.
Hvad godt er der egentlig at sige om 2016? Bortset fra, at det nu endelig er forbi. Terror, borgerkrig, skrig og ødelæggelse. Donald Trump, Brexit og nationalisme på fremmarch overalt. Med alt det, vi oplevede sidste år, er der virkelig grund til, at vi alle samler os i troen på – og arbejdet for – et bedre 2017.
Venlig hilsen
Christian Jensen
Ansvarshavende chefredaktør.«
Læg mærke til, at troen er vigtigere end arbejdet (for troen), og at begge dele ganske udraderer hensynet til den konkrete og virkelige verden i al dens mangfoldige gru og skønhed. Det kan man da kalde en trosbekendelse. Til fake news. Man tror, det er løgn, men det er det ikke. Politiken har tilsyneladende intet andet at have sin identitet i end den mission at samles i en kirke.
Sig mig lige: Hvad skete der med alle de politiske alternativer til den herskende orden, som venstre- og højrefløjen havde engang? Kan det virkelig passe, at Facebook, YouTube, underholdning og dårlige serier åd dem alle? Tilbage står vi med ”nødvendighedens politik” til den ene side og social-liberal konsensus til den anden. Singularitet henover midten.
Indrømmet, indvandringsdebatten er en undtagelse. Her er vi så uenige, at vi knap nok kan tale sammen. Imens fortsætter asylindvandringen til Europa ufortrødent. Vi snakker og skriver kronikker. Det har bare ingen betydning. Kulturberigelsen eskalerer parallelt med det, Pentagon og siden Hollywood i en anden sammenhæng kalder collateral damage, dvs. den indirekte, men politisk accepterede skade i modtagerlandene.
Hvorfor ingen gør oprør, er mig en gåde, ligesom det er for Kirsten Birgit i nytårstalen: »Hvad venter I på?«
Det kommer måske. For indeværende ævler vi løs om det postfaktuelle samfund, mens vi lukker øjnene for flodbølgen af kendsgerninger og nyheder, vi ikke vil kendes ved. Det er vor tids Tornerosesøvn, der er det største problem. Takket være den godtager vi den politiske klasses fatalisme og flygter ind i en verden af distraktion. Satiren er vort eneste håb.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 5. januar 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.